Svar: Storesøsters reaktioner på lillebror

---

Kære Rikke

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Først vil jeg sige, at jeg synes, det lyder som om, at du og far gør det rigtig godt. I er meget opmærksomme på at være der for jeres datter, og det er rigtig fint, at I forsøger at sætte ord på hendes følelser, viser hende at I forstår hende osv. Ligesom det er super, at du prioriterer at lave ting med hende alene - alt sammen super godt :)

Det er meget svært at blive storesøster. Det er meget svært at skulle dele mor og far med lillebror og der er rigtig mange følelser i spil. Man sammenligner det med, at din mand kom hjem med en ny kvinde og sagde "hende elsker jeg, hun skal bo her hos os, hun skal sove i soveværelset og hende skal du også elske" - hvordan ville du have det? Hvilke følelser ville dukke op i dig? Det er lidt de samme følelser, som storesøster har, når I har bragt lillebror ind i familien.

Når hun ser dig sidde med lillebror i sofaen, når hun ser, at du bærer rundt på ham, så ser hun at der er noget særligt imellem jer. Når du ser på lillebror, så har du et særligt blik, når du pludrer med ham, så er din stemme på en helt særlig måde, når du smiler til ham, når du kærtegner ham, når du holder ham tæt - ja så er I meget tætte. Og det ser jeres datter. Hun ser at du og lillebror har noget sammen, som hun ikke er en del af, og det gør ondt. Derfor er det helt naturligt at hun reagerer.

Hun føler måske:

- jeg er ikke længere den foretrukne
- jeg er uværdig til mors/fars kærlighed
- lillebror er min rival
- jeg er usynlig
- jeg er ikke sikker på, at der længere er kærlighed nok til mig
- føler at pladsen i mors/fars hjerte er for usikker

Man siger, at børn især har tre store følelser - det er sorg, vrede og angst. Sorgen går på, at hun har mistet det at have jer for sig selv. Vreden går på, at hun er sat i denne situation, og angsten går på, at hun er bange for, at I vil elske lillebror højere end I elsker hende...

Hun er stadig så lille, at hun ikke kan sætte ord på så voldsomme følelser. Hun kan måske sige "du er dum" eller "lillebror er dum" eller som hun gør "far skal tage ham" eller lignende. Men hun kan ikke fortælle, hvor ondt det gør i hende og hvor usikker hun er på det hele. Det kan hun kun vise fysisk og det er netop det hun gør. Hun gør det overfor dig - kravler rundt på dig, vil op, vil bæres, vil hænge på din skulder, når du ammer osv. Hun vil være sikker på, at du stadig er der, holder hende, bærer hende...

Og hun gør det rent fysisk overfor lillebror. Hun skubber til ham, prøver at få ham væk fra tæppet, så hun kan ligge der. Hun føler, at han slår hende, og så slår hun igen... selvom hun godt kan synes, at han er sød, så er han en rival til jeres kærlighed og derfor vil hun ofte ønske, at han ikke var der. Nogle børn siger det direkte "vi kan godt aflevere lillebror igen, ikk´?". Andre børn siger det uden ord...

Hun skal nok vænne sig til at I er en familie på fire og de to skal nok blive glade for hinanden på sigt. Men det er vigtigt, at I lige nu anerkender, at det er rigtig svært for hende og igen - det lyder som om, at I gør det rigtig godt. Det er vigtigt, at I sætter ord på, så hun hører, at I forstår hende. I skal naturligvis sikre, at hun ikke gør skade på ham. Hun forstår ikke, hvor lille han er og ved ikke, hvad han reelt kan tåle - så I er nødt til at sikre, at hun ikke kan komme til at slå ham eller skubbe til ham. Derfor skal de to ikke være alene - I er nødt til at have dem under opsyn...

Når og hvis hun så slår ham eller langer ud efter ham, så prøv om I kan lade være med at give netop dette for meget opmærksomhed - det kan medføre, at hun gør det mere og mere og dermed forstærke problemet. Prøv i stedet at fornemme de følelser der lægger bag - at hun har brug for at mærke jer, brug for at I kysser hende lidt mere, krammer hende, måske giver hende en kildetur, så hun rigtigt mærker jer og mærker, at I stadig er der for hende.

Prøv at sætte ord på den gang hun var en lille baby. vis hende billeder, så hun kan se, at sig selv fra den tid, hvad hun lavede, hvordan hun pludrede osv. Så hun hører jer fortælle om hende, nogle af de ting, som hun oplever I gør med lillebror nu. Og sæt også lidt ord på, hvor dejligt det er at have en 2 årig pige, og hvad det er hun kan. Så hun hører, at ingen kan tage hendes plads, at hun altid vil være noget særligt:)

Med hensyn til hendes behov for at bestemme om det f.eks. er mor eller far, der skifter hende, så skal I nogle gange følge hende og give hende følelsen af at hendes mening også tæller - og det er okay :) Og andre ...

---

---

... gange skal I holde fast i, at det bliver som I har sagt. Det er helt fint, at far f.eks. siger "nu hjælper far dig, så får du mor bagefter" eller mor siger "nu hjælper far dig, så kommer jeg om lidt" eller lignende - så I f.eks. holder fast i at far kan lige så godt som mor - og omvendt. Og ja - jeg kan sagtens følge dine tanker, at hun føler at mor er taget fra hende, så hun derfor bruger far mere - og hvis I så insisterer på at nu skal mor, så føler hun måske at far også tages fra hende, men jeg tror, det er vigtigt, at I netop forsøger at give hende både mor og far - så hun et eller andet sted stadig mærker, at I vil hende begge to - også selvom lillebror nogle gange har den ene forælder, og hun så må bruge den anden....:)

Det er også vigtigt, at I ikke går helt over i en "lade hende få sin vilje" fordi hun er blevet storesøster. Det er vigtigt, at I stadig har nogle regler og holder fast i disse regler. Det giver hende også tryghed netop at vide, hvordan tingene er - og det er trygt at alt ikke ændrer sig, fordi lillebror kommer. Så nogle af de overordnede regler fra før lillebror kom, ja de gælder naturligt stadig :)

I situationer, hvor hun søger jeres fysiske kontakt og nærhed og vil op - og I ikke må sætte jer ned - så er i naturligvis nødt til at sætte jer, hvis hun er for tung at stå med. Men nogle gange tænker jeg, at det vil være rigtig godt f.eks. at reagere med et "din lille bølle, skal du være fræk - her i huset kilder vi de frække børn" og så kilder I hende, så hun rigtig mærker jer fysisk og fornemmer at I er der for hende og har fokus på hende. Efter en kildetur vil hun sandsynligvis bedre acceptere at I sidder ned, laver noget andet, tager jer af lillebror, og hvad I nu skal....

Det er dejligt at I tager på ture sammen, så hun føler sig prioriteret og mærker, at mor stadig er der for hende - men I skal jo hjem igen og hjemme er lillebror - og igen, det er hårdt for hende. Selvom hun har hygget sig og det har været super dejligt at være sammen med dig, så gør det stadig ondt, at komme hjem og mærke at du så bruger tid på ham... men sådan er det nødt til at være. Det er dog vigtigt, at du stadig fortæller hende, at du også gerne vil hende og at du glæder dig til I kan være sammen igen, bare jer to alene, for det synes du også er rigtig hyggeligt. Så hun føler sig forstået og mødt:)

Og det samme, når hun har været sammen med far eller når I alle fire er sammen og hun tydeligt føler at lillebror fylder for meget. Sæt ord på, gør det legalt at hun ikke synes det er så fedt... Det er helt okay at sige f.eks. "det er også dumt, at lillebror græder" eller "det er også irriterende at lillebror skal spise lige nu", så hun hører at der er okay at synes at lillebror er lidt irriterende... uden at det ændrer på, at han jo skal tages op, når han græder eller skal have mad :)

---

---

I kan også læse bøger om at få en baby og alle de følelser, som opstår i den forbindelse. Der findes rigtig mange gode billede- og børnebøger om emnet :)

Med hensyn til dagpleje, så synes jeg hun skal af sted. Det er helt fint, hvis du en gang imellem kan hente hende tidligere eller hun kan få lov til at sove lidt længere, netop fordi du har barsel, men det er okay også at skabe en hverdag, hvor hun ikke er hjemme.

At være hjemme kræver jo netop rigtig meget af hende, det er svært at finde sin nye rolle som storesøster - det er svært at være stor, når man stadig er meget lille på mange punkter. Men i dagplejen, er hendes rolle, som den plejer at være. Her glider hun ind mellem de andre børn, rutinerne, måden dagplejer er på osv. Alt er som det plejer at være. Derfor kan det faktisk godt være lidt et frirum for hende at komme af sted - og det må du derfor gerne holde fast i.

At hun ikke vil af sted kan godt handle om, at hun lige nu ønsker at holde lidt øje med, hvad du og lillebror laver. Hun vil være sikker på, at hun ikke går glip af noget, eller måske er hun bange for om du kommer og henter hende igen... Det er derfor vigtigt at tale positivt om dagsplejen, de andre børn, alt det hun skal lave og hvor dejligt det er derhenne, samtidig med at du også meget gerne må betrygge hende i, at du kommer og henter hende igen, og at du også savner hende, når hun er der...

Og så skal du naturligvis bruge tid på lillebror og også på dig selv, så du får fornyede kræfter og netop overskud til så at være der for hende og kunne rumme de reaktioner, som hun naturligt har :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - læs også meget gerne min bog "Helens bog om børn og opdragelse". I den kan du også læse om at give sine børn et godt søskendeforhold :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---