Svar: Behov og grænser - hvordan?

---

Kære du

Tak for dit brev og alle dine tanker - og velkommen til! Dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og har nogle af mine bøger, tak:)

For at kunne sætte grænser, så er det rigtig vigtigt, at man kan fornemme sin personlige grænse, at du ved og kan mærke, hvornår din grænse bliver overtrådt. Og det er derfor rigtig godt, at du har arbejdet med dette og er opmærksom på dette.

Jeg tror alle mennesker har prøvet at stå i situationer, hvor de føler, at deres grænser overskrides og hvor man ikke får sagt fra. Man bliver så overvældet af det der sker, a man bliver mundlam og først bagefter tænker "hvorfor fandt jeg mig i det?", "Det er ikke okay!", "hvorfor sagde jeg ikke fra?" - og det er helt naturligt. Det er en menneskelig reaktion. Men når det er sagt, så er det vigtigt at vi er i stand til at mærke efter, hvad vi synes er okay og hvad vi ikke synes er okay, hvad vi vil være med til og hvad vi ikke vil.

Som du skriver, så kan det med at sætte grænser blusse rigtigt op, når man bliver forældre. For du skal nu ikke kun sætte grænser for dig selv, men også sætte grænser for dit barn, - og det på to måder - både i forhold til at lære dit barn, at der er visse regler, der skal følges, men også i forhold til at du må sige fra på dit barns vegne, når du mærker at dit barns grænser overskrides, fordi dit barn stadig er for lille til at kunne det selv. Og det er netop dette, - at sige fra på sit barns vegne, som du fortæller at du synes er rigtigt svært.

Og det er det også! Og det er hele tiden en balance du skal finde - balancen mellem at lade andre holde ham, klæde ham af og på, kærtegne ham osv. og hvornår du så skal gribe ind. Han skal nogle gange mærke, at det er okay at andre hjælper ham. Han vil, som du så fint beskriver, at han er begyndt at gøre, kikke efter dig, se efter hvordan reagerer mor, er mor okay med det her - og hvis du signalerer at alt er okay, så er han rolig og tryg. Og det er her fint, at du derfor nogle gange lader andre passe ham, tage sig af ham osv. og viser ham, at han kan være helt tryg ved far, sin bedstemor osv. Og andre gange, så skal du ikke "smile og signalere okay" men i stedet træde ind, tage over og hjælpe ham ud af en situation - og det er kun dig, der i sidste ende kan mærke, hvornår tingene er okay og hvornår du skal træde ind… Og jeg kan godt forstå at du er i syv sind netop omkring dette, men tro mig, du bliver bedre til det efterhånden:) Og det er så fint det du beskriver, at du "holdt skarpt øje med ham, klar til at gribe ind, hvis han skulle blive ked af det". Det er netop det, du skal gøre.

Som jeg læser dit brev, så var din dreng egentlig okay. At han bliver "fjern i blikket", skyldtes mange mennesker, og at han ikke er vant til at farmor klæder ham på og egentlig ikke har behov for det - men du vælger at glæde farmor og det går fint. Han er ikke ked af det, accepterer det, som han ville acceptere at en dagplejer gav ham overtøjet på og helt okay. Men du bliver oprigtigt ked af det, da I kommer hjem. Hvad skyldes det? Du skriver, at du følte, at du skulle have passet bedre på ham og sagt fra - men du så ham jo og du var jo parat til at gribe ind… Det lyder som om ...

---

---

... at du er meget opmærksom på hans behov og reagerer rigtig fint på hans signaler - og ja du har fuldstændig ret i at han ikke er udspekuleret eller manipulerende og at du naturligvis skal reagerer på ham - og det gør du umiddelbart rigtig godt.

Hvad betyder det at være en god mor for dig? Er en perfekte mor en fejlfri mor? For mig er man en god mor, når man begår fejl, når man øver sig og nogle gange kommer til at træffe forkerte valg, men er bevidst om dette og tør sige det. Det er nemlig rigtig vigtigt, at vi lærer vores børn, at der er plads til fejl. At de får en grundlæggende fornemmelse af, at det er okay nogle gange at gøre noget forkert. For det betyder jo, at de også vil komme til os, hvis de gør fejl og fortælle os om det, så vi kan hjælpe dem videre, finde en god løsning eller måske bare lytte til det, som er svært.

Mor og far behøver heller ikke altid at gøre tingene ens. Der er forskel på at være kvinde og mand og mor og far og I har sandsynligvis hver jeres styrker - og det er okay - forskellighed kan være en styrke. Så i nogen situationer vil være være bedre til at hjælpe jeres søn og i andre situationer vil det være mor, som er bedst og det skal der være plads til.

De overordnede linjer bør I dog være nogenlunde enige om, så jeres dreng mærker at her er mor og far en enhed og at han på sigt ikke kan spille jer ud mod hinanden, så hvis han går til den ene og får et "nej", så kan han bare gå til den anden og få et "ja". Omkring jeres overordnede rammer, grænser osv. skal i så vidt muligt være enige. Og når det er sagt, så skal man også være fleksibel og grænser kan rykke sig. I takt med at jeres dreng bliver ældre, så vil grænserne være anerledes, de krav I stiller til ham vil være anderledes, fordi han vil kunne flere ting selv, klare mere på egen hånd - og I skal her naturligvis vise ham, at I tror på ham og har tillid til ham.

---

---

Og nej, du skal bestemt ikke være moragtig overfor din mand. Men I skal måske sætte jer ned og tage en snak om opdragelse, og hvad I hver især har med jer i bagagen, hvordan I hver især er blevet opdraget og hvad det har betydet - og hvad I så fælles gerne vil give jeres dreng.

Jeg vil anbefale jer begge rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse".

Du har valgt din mand - og det må der jo være en grund til:) Det er vigtigt, at du ikke kun ser det, du føler, han gør forkert, men også prøver at se de gode sider, det du er faldet for, alt det du elsker ved ham - for det gives jo også videre til jeres dreng. Og så er der naturligvis visse ting som din mand vil lære, ligesom der også er ting, som du skal lære - det at være far og være mor er noget helt andet end at være par og noget helt andet end blot at være jer. I skal begge finde den nye rolle, og det der ligge i at være far og mor - og I vokser naturligt med opgaven.

Nogle af de problemstillinger du beskriver, at have de svært med sig selv, at have styrke til at sige fra osv. handler om selvværd og en af de største gaver man kan give sit barn er netop selvværd. Også dette kan du læse meget mere om i min bog om børn og opdragelse:)

Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre på vej, fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---