Brev:
At blive storesøster - 8 år
Hej Helen
Min ældste pige på 8 har for tiden nogle voldsomme udbrud, som jeg gerne vil have hjælp til at tackle bedst muligt.
Vi er jo blevet en familie på fem og måske er det derfor hun reagerer sådan. Det har også lige været jul og januar kan godt være lidt af et antiklimaks. Alt dette til sammen, tror jeg, er med til at skabe en ubalance i hende, men måske tager jeg fejl.
Hun er en meget stolt storesøster, som er dygtig til at hjælpe med hendes nye lillesøster. Dog får lillebror (5 År) på puklen.
Hun har som sagt voldsomme udbrud over for os at se små ting. Det er ikke lillesøster, hun bliver vred på. Det er lillebror, hun bliver sur på.
En dag i juleferien trampede hun fra et spil, imens hun råbte og skreg, at han snød. Selv om far havde været med, og jeg havde gået rundt om dem med lillesøster på armen, så havde vi ikke opdaget snyderiet. Hun trampede ind på værelset, smed sig på sengen og græd - meget højt. Det gik til sidst over i vilde skrig. Ind i mellem råbte hun grimme ting om og til sin bror. Jeg hader dig. Dumme fucking lillebror osv. (Han tager det nu meget roligt). Til sidst endte jeg med at lægge mig ved hende og holde fast om hende indtil hun faldt til ro. Det tog lang tid. Hun var helt hysterisk. Græd og skreg så vinduerne klirrede.
En dag havde de aftalt at sove i en hule, men lillebror sprang fra i sidste øjeblik. Han kunne ikke overskue det. Hun blev så skuffet og ked og så startede balladen. Igen græd og hikstede hun voldsomt. Vi prøvede at snakke hende til ro, at vi godt kunne forstå hende. At hun gerne måtte blive sur og skuffet. Men hun kunne slet ikke forstå og forholde sig til det, vi sagde. Så begyndte hun st skrige og sparke rundt om sig. I en tid prøvede vi at ignorere hende og se om hun kunne falde ned. Men det gjorde det bare værre, at hun ikke fik en reaktion fra os. Så begyndte hun at råbe grimme ting igen og så kunne jeg ikke mere. Jeg blev også vred. På hende! Og så kørte jeg med op i konflikten. Det hjalp så heller ikke :-)
Igen endte vi i sengen med mig der holder om hende. Inde i mit hoved måtte jeg mange gange sige til mig selv. Du kan godt! Du kan godt klare det! Uden st blive sur! Og jeg gjorde det, men det holdt hårdt!
Det var svært, for alt det råberi og skrigeri tricker et eller andet i mig og jeg har så svært ved at rumme hendes følelser. Det er skamfuldt, men mine tanker er ikke de pæneste i verden.
Når hun så falder ned og vi prøver på at snakke, så siger hun ting, som gør ondt langt inde i hjertet:
- Lillebror må ligge i sengen hos jer. Jeg skal ligge på gulvet ved siden af. (Det er når de kommer ind om natten. Den første kommer i sengen. Næste på gulvet. )
- Det er som om I kun trøster lillesøster og lillebror. I trøster ikke mig.
- I elsker mig ikke.
- I forstår mig ikke.
- Jeg gider ikke mere.
- Jeg ville ønske, Lillebror ikke var her. Han driller mig hele tiden.
- I skælder altid mig ud. Aldrig lillebror.
- Jeg kan ikke finde ud af at gå i skole mere.
Og jeg føler mig som verdens dårligste mor, for tænk ...
... at hun føler, at hun ikke er god nok og at hun er alene. Jeg spekulerer meget i, om det er rigtigt. Gør vi sådan en forskel? I nogle tilfælde tror jeg vi gør. Vi forventer meget af hende, men med det ansvar giver vi hende også noget frihed, som lillebror ikke får. Og måske får hun mere skæld ud, fordi hun i konflikterne oftest råber og skriger. Lillebror tager offerrollen og græder. Og jeg har så svært ved at rumme det råberi og skrigeri med grimme ord. Så selv om det måske ikke var hende i konflikten med lillebror, så ender hun med irettesættelser fordi hun reagerer sådan.
Jeg synes virkelig, vi prøver at tilgodese alle børn på trods af forandringerne. Inden weekenden holdt vi et lille familiemøde, hvor vi snakkede om, hvad vi skulle nå, og hvad børnene gerne ville lave. Og så prøvede vi på at lave en plan for det, og vi nåede de ting børnene havde ønsket sig.
Vi har ikke gang i kæmpe projekter. Vi prøver på at prioritere det aller nødvendigste og så børnene. Men det er klart, at med en 8 uger gammel lillesøster, der sover afbrudt om dagen, så er tingene bare anderledes. Vi kan ikke være der på samme måde. Når lillesøster endelig sover, så er det hele tiden en opvejning af om man skal lave noget praktisk, skal man være sammen med børnene eller skal man selv prøve at få hvilet, fordi nu er vi to voksne i huset.
Efter juleferien havde hun så ondt i maven, at hun blev hjemme i 3 dage. Til sidst var vi lige forbi lægen for at blive tjekket. Han mente ikke hun fejlede noget. Men hun havde mange mavesmerter og tynd mave, men det forsvandt op af dagen, når hun ikke skulle i skole. Hun ville helst ikke i skole. Og det er altså en pige som før har grædt fordi hun skulle blive hjemme fra skole.
Til sidst fik vi aftalt et møde med hendes klasselærer, så vi kunne få hende i gang igen.
Vi er i løbende kontakt med skolen, og de siger, at hun er meget voksensøgende og stille. Hun ser trist ud. Hun bliver meget ked af det, hvis nogen bliver sur på hende. Så får hun ondt i maven og vil hjem. Hun trækker sig fra de andre.
Hun skulle overnatte til noget gymnastik, men græd og græd da hun skulle afsted. Hun sagde, at hun var bange for nogen ville blive sur på hende. Og at hun ville komme til at savne os. Sidste år kunne hun slet ikke vente med at komme ud af døren.
Vi oplever, at hun er meget vred og ked af det. Små ting fylder for hende. Hun er slet ikke sig selv. Jeg kan ikke huske at hun reagerede sådan, da hun fik en lillebror.
Jeg ved ikke hvordan vi skal få vendt dette. Jeg er ked af det på min datters vegne. Jeg er flov over min reaktion på hende. Jeg har ondt i min mave over den situation (at blive storesøster igen), jeg har sat hende i. Jeg kommer helt til at tvivle på om det var en god ide at få nummer tre. Og når jeg så kigger på lillesøster skammer jeg mig over at føle sådan. Det er lidt af en ond cirkel.
Jeg ved godt, vi kommer på den anden side på et tidspunkt. Jeg vil bare gerne have, at vi alle kommer helskindet igennem. Kan du måske hjælpe?
Med venlig hilsen
Mor til tre
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
15. februar 2024 | Sovevaner | 8 år, 7 mdr.
8-årig kommer ind til mor og far om natten
Kære Helen. Jeg skriver da mig og min mand ønsker at få dobbeltsengen...
21. november 2023 | Udvikling | 7 år, 4 mdr.
Dreng på 7 år, social udvikling
Kære Helen, Vi er forældre til en dejlig dreng på snart 7 et halvt år. Han...
5. oktober 2023 | Opdragelse | 7 år, 4 mdr.
Hej Helen, Jeg har så mange ting jeg er usikker på, og ved ikke hvor jeg...
Viden om børn:
Parforhold
Når I bliver forældre vil sammeholdet og de varme følelser mellem jer sandsynligvis blive styrket. I vil se hinanden på en anden måde, og det kan være meget berigende at se sin partner i den nye rolle som mor eller far. For mange føles det som en ny kærlighed, netop at se sin elskede sammen med det lille barn, det lille menneske man har skabt sammen.
Men det nye familieliv, hvor man pludselig ikke mere er et par, men er forældre kan også være svært og kan være skuffende. Måske er...
Hår - babys hårpragt
Nogle børn fødes med stor hårpragt og andre kun med små dun. Håret kan variere både i tykkelse, længde og farve.
Selvom barnet fødes med meget hår, er der ingen garanti for, at håret bliver på hovedet. De fleste børn vil i 3-4 mdr´s alderen miste meget af deres hår, både fordi de ligger meget ned, men også fordi de hår, som er udviklet, da barnet lå i moderens mave, ofte tabes på en gang.
De nye hår, som vokser frem, er ofte tynde og fine i forhold til det hår, som...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.