Brev:

Frustreret 4 årig

Kære Helen

Ja.. Så blev det min tur til at tage kontakt ;-) Jeg skriver fordi jeg er ved at være nået til et punkt, hvor jeg bare ikke aner om det er mig, der tackler situationerne helt forkert, eller om hendes reaktion bare er helt og aldeles naturlig, eller om hun er super sensitiv eller hvad der er galt.

Min frustration går på min dejlige 4,5 årige datter. Inden jeg begynder at åbne helt op, skal du vide at hun stor trives både herhjemme, blandt familie og venner og i hendes børnehave. Fremmede skal hun lige se an, og hvis de viser en interesse for hende, åbner hun hurtigt op og har hurtigt glemt at de kun lige har mødtes. Hun er derudover sød, smilende, fjollet, sjov, velopdragen, hjælpsom, en god ven og veninde og en rigtig frækkert og grinebidder. Hun er enebarn (der er ikke en ny på vej) og bor sammen med mig og min kæreste, som hun har kendt siden hun var 1 år gammel.

Hun har altid været en ret genert pige. Men ikke så hun klistrer sig op af mig, når vi møder nogle nye mennesker, eller når hun skal afleveres om morgenen nede i børnehaven. Hun plejer faktisk at åbne munden når hun bliver genert og bliver helt mundlam, hvis nogle spørger hende om noget. Nogle gange hjælper det når jeg sætter mig ned, og svare for hende, men andre gange, kan jeg slet ikke få hende i tale. MEGET sjældent (måske 2 gange) begyndte hun at græde. Blandt hendes veninder nede i børnehaven, har jeg oplevet at hun har svært ved at gå på kompromis, med hvad de vil, hvis vi har haft legeaftaler herhjemme. Hun bliver meget ked og frustreret, hvis ikke det lykkedes hende og får lov at bestemme.

Første ting er, at jeg har lagt mærke til, at hun har svært ved at opretholde koncentrationen i længere tid af gangen, når jeg har bedt hende om at gøre noget. Hun kommer meget hurtigt væk fra det hun var i gang med. Eks. når jeg har bedt hende, om at tage nattøj på, kan jeg gentage mig selv 10 gange. Hun når kun lige at tage sin bluse af, også er hun ellers i gang med noget andet (synge/danse oftest). Sådan kan jeg blive ved med gentagelser for hvert et stykke tøj hun tager af. Det samme gælder når vi børster tænder, så synger hun sange hele tiden, og jeg kan sige: Skat, du må meget gerne synge bagefter, men lige nu børster vi dine tænder færdige, også kan vi synge sangen bagefter.

En anden ting er, at hendes forhold til min kæreste altid har været en smule anspændt. Men det kommer og går heldigvis i perioder, og de fleste af dem er gudskelov også rigtig gode. ☺

Min kæreste som ikke har så stor en tålmodighed som jeg, kan hurtigere komme op i det røde felt, og snakke i en høj og bestemt tone til hende: ”NU! børster vi tænder”. Her får hun oftest et chok, og bliver så igen ked af det, også er det næsten bare helt umuligt at gøre tandbørstningen færdig (eksempelvis). Jeg har tit sagt til ham, at det ikke er nok med ”bare” at sige nej, men at han må komme med en ”let/lille nem” forklaring på, hvordan det kan være at han siger nej, så hun kan forstå hans reaktion/handling. Ellers bliver det bare nej, nej og atter nej? Har jeg ret i det eller er det helt ved siden af?

Hun er MEGET mors pige, og eftersom hun er rundet de 4 år (snart 4,5 år), kan jeg virkelig også bare mærke at bølgerne går højt herhjemme nogle gange. (Hun ser sin rigtige far hver 2. weekend). Vi skiftes hhv. til at gøre hende putteklar hver dag, da hun ellers IKKE vil give M lov til at gøre putteklar, men KUN mig. Når der så kommer en situation som den jeg lige nævnte med hans tålmodighed og en pige som bare gerne vil synge og danse og har svært ved at opretholde koncentrationen i længere tid af gangen, vil jeg ikke blande mig, hvis jeg kan høre at hun bliver ked af det, ude på badeværelset.

Jeg blander mig ikke, fordi jeg ikke vil have at hun ”ser” at jeg tager hendes parti og kommer og trøster hende, og derfor skaber to hold, så min kæreste ikke kan få lov at gøre det færdigt. Jeg ved ikke om det giver mening? Men vise hende, at i dag er det M’s tur og i morgen er det mors tur, og sådan er det. M skal også have lov at børste dine tænder, for det vil han også rigtig gerne, ligesom mor. Jeg mener bare, at det hurtigt kan komme ...

... til at virke som om, at vi er på to hold herhjemme, hende og jeg på det ene, også er vi ”mod” M, fordi han ingenting må når jeg er hjemme.

Det der er lidt pudsigt i denne situation er, at når jeg enten kommer senere hjem og de har været alene sammen, så er der ALDRIG noget. Hun smiler og er glad og de har det rigtig hyggeligt sammen. Lige så snart, at jeg træder ind af døren, skifter hun fuldstændig, også er det alting, som kan være i vejen og hun bliver hurtigt ked, sur, arrig osv.

En tredje ting er, at jeg har fået af vide af pædagogen nede i hendes børnehave, at hun har svært ved at sige fra, og svært ved at sige når noget ikke passer hende, eller hvis hun er uenig. Hun stiller sig derimod bare op med krydsede arme og laver trutmund, så man er SLET ikke i tvivl om, at situationen ikke passer hende. Det samme sker, hvis noget ikke lykkedes hende i første forsøg.

Hun har et temperament, der siger spar 2, at hun nogle gange knytter næverne sammen, og ligeledes bider tænderne hårdt sammen, så hun nærmest ryster, hvis ikke vi forstår hende (men det kan vi jo desværre bare ikke nogle gange), og så har hun meget svært ved at blive god igen, men bliver derfor hurtigt meget sur og rigtig ked af det, så tårerne står ud af øjnene på hende.

Et eksempel fra sidste weekend: E havde besøg af sin 2 (snart 3) år gamle kusine. Hun kan godt finde ud af at sige: ”NEJ E!” Hvis de bliver uenige om, hvem der skal lege med dukken osv. E fór op af stolen, fordi hun får et kæmpe chok, og går derefter ind på sit værelse, og bliver ked af det og er det længe. Situationen sidder længe i hende, og hun er lang tid om, at blive god igen og ikke fortsætte med at være ”sur” på sin kusine. Jeg har prøvet at sige til hende, at det også er helt iorden at hun selv siger Nej til sin kusine, hvis ikke hun er enig med hende – og hvis ikke hun siger det, ved hendes kusine jo ikke, at der er noget galt. Men det er som om, at intet virker, selvom jeg snart har prøvet alt. Jeg har også bare nogle gange, siddet og trøstet hende. Når først hun har oplevet noget, der har gjort hende sur eller ked, så har hun meget lettere til tårer i tiden efter (altså samme dag). Hun sagde også til mig at hendes kusine var dum. Så jeg spørger selvfølgelig indtil, hvorfor hun syntes at hendes kusine er dum, hvortil hun så svare at, hun siger nej til hende, og at hun ikke må bestemme. Så hun er udmærket godt klar over, hvad der sker i situationen – men hun flygter desværre bare, på en måde fra den, så hun ikke lærer at håndtere/tackle den? :-( Og jeg ved bare snart ikke, hvad jeg skal stille op, for at gøre hende stærk nok, til at kunne klare sådanne situationer.

Hun har meget selvstændige meninger, men har rigtig svært ved at sætte ord på det. Hun er meget veltalende og har et stort ordforråd i alle andre sammenhænge, og er tit blevet rost. Så jeg forstår ikke hvorfor hun ikke ”bare” fortæller hvad der går hende på. Fordi hun er enebarn, er hun jo vant til, at hun er den lille, og at hun ikke skal dele mig med nogle, så hun kan godt nogle gange blive noget stram i ansigtet, når vi er til familie fødselsdage, og hendes lille kusine kommer mig løbende i møde og vil have en krammer. Ligeledes, når jeg taler med andre voksne, så afbryder hun tit, hvor jeg ofte må fortælle hende, at jeg gerne vil høre, hvad hun vil sige til mig, men at jeg lige snakker færdigt med den pågældende person.

Nu skal jeg heller ikke få det til at lyde som om, at vi altid har det sådan, for hun er virkelig også et barn med masser af livsglæde og stortrives rigtig meget, hun griner og danser og fjoller og giver mig og M en masse kysser og krammer. Men jeg kunne bare godt tænke mig et råd eller to med på vejen, når vi når helt derud, hvor jeg ikke føler at vi kan bunde, og at jeg næsten får lyst til at sætte mig ned og græde når hun er puttet, fordi jeg synes at det er så hårdt, at se hende være så frustreret og indebrændt med så meget, og at hun ikke kan få det ud over hendes læber. (Jeg ved samtidig også godt, at jeg ikke kan forvente det helt store, med hendes alder taget i betragtning).

(UNDSKYLD for det lange brev !!)

Kærlig hilsen
En bekymret mor

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

12. februar 2024 | Renlighed | 4 år

Periodevise problemer med renlighed

Kære Helen Jeg har en dreng, der lige er fyldt 4 år. Han har været renlig...

Læs hele brevet og Helens svar

30. januar 2024 | Renlighed | 4 år, 6 mdr.

Renlig om natten

Hej Helen Min dreng på 4½ år tisser stadig i sin ble om natten. Han har...

Læs hele brevet og Helens svar

25. januar 2024 | Renlighed | 4 år

Kan ikke mærke hun skal tisse

Hej Helen, Min datter, der er lige er blevet 4 år, har været blefri, både...

Læs hele brevet og Helens svar

22. januar 2024 | Renlighed | 4 år, 2 mdr.

Holde sig tør om natten

Hej Helen Min dreng, Noah, er nu blevet 4 år (i november). Han har været...

Læs hele brevet og Helens svar

15. januar 2024 | Transport og ferie | 4 år, 1 mdr.

Ferie med børn

Kære Helen Vi er min mand, jeg, vores datter på 4 og dreng på 7 måneder på...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: