Kære Helen,

Min søn er en sød og dejlig dreng, som jeg elsker uendeligt højt. Over for mig er han meget kærlig, giver mange knus, og vi har det trygt og godt. Vi bruger meget tid på at være sammen og læse historie, male og tegne osv. og har det rigtigt hyggeligt.

Men over for andre børn er det sværere. Det er som om han ikke forstår deres grænser og kan reagere på de signaler de sender. Han kaster tit med ting, når de leger, hvilket de bliver utrygge over, og han slår også – ikke nødvendigvis hårdt, men på en måde der klart irriterer dem. Det er også et problem i børnehaven.

Han er ikke god til at høre efter, hvad der bliver sagt, men virker til at være så optaget af sit eget forehavende at han simpelthen ikke lytter til hvad der bliver sagt. Det gælder både mig og andre voksne. Så han stopper ikke, når han bliver bedt om det.

Han er ikke god til at blive irettesat. Han kan blive meget vred, hvor han både kradser og bider.

Vi ... (læs videre efter annoncen)

... er ved at nå dertil hvor andre børn ikke har lyst til at lege med ham og hvor deres forældre heller ikke har lyst til at han kommer hjem til dem.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre dette. Jeg kan jo ikke bede andre forældre om at deres børn skal være eksperiment for at min søn lærer at opføre sig ordentligt.

Jeg siger til ham, at han ikke må kaste med ting eller slå og at han skal lytte efter de voksne, men jeg synes ikke der er noget, der hjælper. Jeg forsøger også at forklare at ”så har andre ikke lyst til at lege med dig”.

Indimellem bliver jeg også vred og råber ad ham, og det hjælper jo selvfølgelig heller ikke.

Han lærte meget tidligt at tale, og han kan også fint forklare sig.

På den ene side tænker jeg, at han på nogle områder er lidt umoden. På den anden side kan jeg jo heller ikke indimellem lade være med at tænke om han er adfærdsvanskelig.

Hvad skal jeg tænke og hvad skal jeg gøre?

Venlig hilsen