Brev:

Opdragelse af 5 årig

Hej Helen.

Jeg har lige skrevet dette brev til dig. Da jeg reaktiverede min konto for at igen kunne få lidt råd hos dig, måtte jeg grine lidt over at jeg for lidt over 1 år siden skrev et meget lignenede brev. og dog... mye har sket...

Da jeg synes puttetid er blev overdrevet præget af diskussioner, kranling og hysteri (både fra meg og datteren:) søgte jeg venner om råd om gode og rolige måder at håndtere konflikter på.
En god ven fortalte hvordan han altid brugte tålmodighed blandet med lidt ignorering (under konflikten!) og omvendt psykologi, på sine børn.
Det lød jo rigtig fint :)

Jeg har nu brugt denne fine "metode" ovenfor min datter i et par dage når det opstår konfrontation. Det handler mest om puttetid, men også om at kun håndeter og rumme alle former for konfrontationer så hensigtsmæssig som mulig.

Sådan her foregår det disse dage:
Vi putter relativt fredelig. Læser, nusser og siger godnat. Så spørg hun altid om noget hun ved hun får nej til. Om hun må få noget at spise, om jeg vil læse en historie mere osv. Altid ting vi lige har aftalt, at var slut/ ikke nu.

Så klatrer hun ud af sengen og siger ting som "nå, men så gidder jeg ikke sove", "jeg ved du vil jeg skal lægge mig, men jeg gør det ikke". Hun siger tingene i en meget arrogant og hoverende tone.

Tidligere ville jeg har sagt i en meget streng og nogen gange nesten agressiv tone, at "nu var det rett i seng", "jeg vil ikke høre mer - så bliver det ingen historie " etc... Ja du behøver ikke fortelle mig hvor uhensigtsmæssig min måde har vært. Tonen har vært altfor hård og altid meget grim, synes jeg (min far talte altid meget nedladende til mig og det er det der lige kommer ud gennem min mund, når jeg føler jeg mister kontrollen).

Men det er altså det jeg gerne vil ha erstattet med andre metoder.

Nu reagerer jeg så med at sige klart og tydelig, at jeg vil at hun går i seng. Det er så også det eneste jeg siger til hende.
Den ene aften valgte jeg at gå igang med mine egne gøremål, selvom hun var stået ud af sengen.

Jeg gik i bad, ordnet køkken osv. Hun fulgte efter mig hele tiden og forsøgte få en reaktion. Til sidst stillede jeg meg i hendes værelse og sa igen, kort og tydelig, at jeg ville hun skulle gå i seng og at jeg stod der til hun gjorde, som jeg bad om.

Det gik måske 1 time hvor hun legede med sine legetøj, gik ind i min seng (hvor jeg så gik ind efter et stykke tid og sa hun skulle gå ind i sin egen seng). Det endte med at hun la sig til at sove på gulvet ved mine fødder.
Når hun hadde sovet i fem minutter fik jeg hende halvvejs sovende til at klatre op i sin seng.

Næste aften gik fint. Men det var fordi vi sat oppe sent og så en film. Hun var altså alt for træt og faldt i søvn med det samme.

Igår var det så samme historie. Efter at jeg sa nej til at nusse hende på ryggen efter vi havde sagt godnat, stod hun ud af sengen og i 1 time tumlede rundt, legede, provokerede rigtig meget med at vifte nogle plastblomster i hovedet på mig og sige mest arrogante og hoverende udsagn. Jeg fortalte hende klart og tydelig, men venligt, at "Jeg vil have at du går i seng" og sat så på en stol lige udenfor hendes værelse og gav hende ingen opmærksomhed. Til sidst, uden særlig dramatik, kom hun og sagde, letter opgivende, at hun nu var klar til at gå i seng. Jeg fulgte hende i seng og vi krammede og sa kærligt og smilende godnat.

I aften, har dog vært en lidt voldsom oplevelse. Jeg er meget rådvild og trenger tips til hvad jeg gør forkert og hvad jeg gør rigtig og bør blive ved med. Hør bare hvad der sket:

Putningen gik rigtig fint indtil vi hadde sagt godnat og jeg var på vej ud. Hun rejser seg i sengen og spørger igen om noget hun ved hun får nej til. (om jeg ville nusse hende lidt mere).

Det er MEGET tydelig at hun spørger for at starte en konfrontation.

Så når jeg siger, at vi nu har sagt godnat og at det ikke bliver mere nusseri i aften, så siger hun "åh skal vi virkelig til dette igen!". Så kravler ud af sengen og begynder samme adfærd som aftnen før. Danser rundt meg, vifter med ting op i mit hode osv.
Jeg siger til hende jeg vil hun skal gå i seng og sætter mig på en stol udenfor hendes værelse. Hun tumler rundt på sit værelse - går lidt frem og tilbage foran mig. Begynder at trække mit tøjet af mig. Alt foregår med en stille og nonchalant tone. Jeg ignorere hende totalt.

Hun tumler videre, tager udkledningstøj på osv.

Efter ca 40 min begynder og tale til mig om at jeg er en dum mor og hun bare vil finde sig en ny mor, når nu jeg er så dum(hun er helt rolig når hun siger det).
Jeg ignorerer hende stadig. Hun begynder nu at sige, at jeg skal svare hende. Jeg ignoerer hende og hun bliver mere og mere insisterende og står lige ved mit øre. Hun begynder nu at virke meget frustreret og dunker mig lett i armen og siger jeg skal spørge hende (jeg tror hun mente at jeg skulle spørge hende om hun nu ville gå i seng). Jeg ignorerede hende stadig da jeg vurderede, at hun godt viste hvad jeg ville hun skulle gøre.

Nu begynder hun at komme i oprør. Hun begynder sige hun vil ha sin mor tilbage og råbe lidt højere at jeg skal spørge hende. Hun klapper til mig i ansigtet. Hun slog helt tydelig for at få en reaktion.

Jeg blev meget i vildrede, men ville simpelthen ikke give hende opmærksomhed fordi hun ...

... slog.
Der kommer så lidt mere råben og hun begynder at græde (virkede lidt påtaget). Så stiller hun seg ved siden af mig igen og slår mig med knyttnævne i tinningen. Hun gør dette 3 gange.

Ja nå kan man spørge sig hvorfor i alverden jeg valgt ignorere dette, men jeg viste virkelig ikke hvad der var best at gøre. Det føltes meget forkert at bryde tausheden og give hende opmærksomhed. Jeg håper dog virkelig det aldrig sker igen, men hvis det gør trenger jeg mere indsigt i hvordan jeg skal håndtere dette hensigtsmæssig.

Jeg vil for god ordens skyld sige at hverken jeg eller pigens far har nogen sinde slået hende. aldrig! Men jeg antager det er normalt at 5 åringer gør sånt her. Så det handler jo bare om at kunne håndtere det som forældre.

Det er jo vigtig i denne sammenhæng, at hun helt tydelig slår for at få opmærksomhed, og aldrig har gjort det tidligere. Hun var virkelig presset og virket meget forvirret over situationen. Hun sa flere gange hun ville ha sin mor tilbage.

Jeg vil lige fortelle hvordan det hele sluttet:
Hun stod lige ved siden af mig et lille øjeblik. Hun var tydelig oprigtig ked og græd. Så gik hun ind på sit værelse og kravlet i seng. Jeg gikk med det samme hun var i seng, ind til hende, fortalte hende hvorfor jeg ikke havde svaret hende, og at når jeg sa hun skulle i seng, så mente jeg det.
Så trøste jeg hende lidt og kysset hende godnat. Hun var ked af det et lille stykke tid og jeg var et par ture inde hos hende og blev oppe på etagen og ordnede lidt, gik og nynnede og forsøgte vise hende at alt var fint. Sprede lidt varm stemning:) Og jeg er oprigtig hverken vred eller ked. Bare i vildrede.

Det jeg trenger høre fra deg er hvordan jeg kan være sikker på at hun hele tiden ved hvad jeg vil hun skal gøre uden at bede 20 gange og give hende opmærksomhed?
Og hvad tenker du jeg gør forkert og hvad kan jeg gør bedre?
Er det hensigtsmæssig hvordan jeg siger til hende, at jeg vil hun skal gå i seng, eller er det bedre at sige at hun skal gå i seng og jeg sidder på stolen til hun gør det ? (eller er det lige meget hvordan jeg siger det, så længe det er klart og tydelig og passer med hvad jeg virkelig gør :)

Det jeg vil opnå er ikke disciplin, men at mine børn ved, at når jeg siger noget, så mener jeg det. Men samtidig bygge deres selvværd op og give dem tryghed.
Jeg er vild med at hun er bestemt og kæmper for sin sag, men hverdagen skal jo fungere og at slå er ikke ok!

Meget vigtig bonus info er, at mig og børnenes far blev skilt for 8 månder siden. Jeg vil dog påpege at det ikke er nyt at vi har konfrontationer, men at jeg nu håndterer det anderledes, da jeg synes det blev for meget råberi og trusler ("så bliver det ingen historie", "nu er det nok!"..etc)

Konfrontationerne er blevet anderledes disse dage. før var det agressivt fra begge sider, nu er hun som sagt mere "provokerende". Før gik hun ikke ud af sengen, men kunne godt finde på at gæmme sig inde i hendes princessetelt ol hvorpå jeg så hentet hende og slæbte hende gennem puteritualet. Ikke hyggelig og meget nedbrydende for os begge og vores relation.

Selvfølgelig regner jeg dog med at skilsmissen påvirker hende og når jeg forsøger tale om det engang imellem, vil hun helst ikke snakke om det og begynder altid at se væk og tale om noget andet. Skilsmissen har vært fredelig og vi mødes alle fire hver uge for at spise sammen, omgåes hinande fredelig og så venskabelig vi nu kan. Vi bor tæt på hinanden så børnene er hele tiden i det samme miljø med samme venner osv.

Børnene bor 7 dage hos hver. Jeg har bedt faren om de ikke må få ha en base hos meg, ikke mindst med tanke på at mindstemand kun er knappe 2 år, men det vil han ikke gå med til. Han taler om at de har behov for deres far og at det vil være en meget uheldig signalværdi hvis de var mere hos mig. Selvfølgelig er far vigtig! Og jeg forstår hvad han mener med signalværdi, men synes måske signalværdi handler om de voksnes behov ikke børnenes....

Jeg tenker at det er utrolig vigtig at vi kan samarbejde og være venner, så jeg vil ikke gå for hårdt til værks (som at gå til statsforvaltningen for at "få dem tildelt".).

Dette er dog svært for jeg tror oprigtig det beste for børnen er at bo hos mig og så ha 4 - 5 dage hos faren. Bare så de har en base et sted. Hvad tenker du forresten om det? Det er måske et minefelt du ikke vil ind i ;)?

Min pige er 5 og starter skole i august. Hun har en lillebror, der snart fylder 2. Hun har mange veninder i børnehaven og pædagogerne siger hun er meget velfungerende socialt og har mange talenter, ikke mindst kreative. Det er også sådan jeg oplever hende her hjemme. Hun er for det meste glad og rolig, men hun har altid haft en melankoli over sig. Den kender jeg godt fra mig selv.

Jeg vil gerne være verdens bedste mor - seriøst! men det betyder ikke at jeg skal være populær og få coolpoints. Absolut ikke. Jeg vil være forældre, ikke julemand. Jeg ved bare ikke altid (måske sjældent) hvad der er bedst!

Til sidst - hun får altså ret meget god opmærksomhed. Vi hygger, leger og krammer meget og har det for det meste rigtig hyggeligt!

Oj det blev en lang mail!
håper du har tid til give mig lidt vejledning til håndtering af konfrontationerne, for jeg bliver nødt for at være forberedt hvis hun pludselig slår igen.

Tak!!

Med venlig hilsen
Maria

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

30. januar 2024 | Renlighed | 4 år, 6 mdr.

Renlig om natten

Hej Helen Min dreng på 4½ år tisser stadig i sin ble om natten. Han har...

Læs hele brevet og Helens svar

28. november 2023 | Opdragelse | 4 år, 8 mdr.

Udfordringer med opdragelse af 4 årig

Hej Helen Mit spørgsmål drejer sig om opdragelse - både generelt og...

Læs hele brevet og Helens svar

20. november 2023 | Opdragelse | 4 år, 8 mdr.

Ikke så robust 4,5 årig

Kære Helen. Vi er forældre til en søn på 4,5 og en datter på 2 år. Vores...

Læs hele brevet og Helens svar

11. september 2023 | Renlighed | 5 år, 3 mdr.

Toiletproblemer

Hej, Jeg har tidligere skrevet omkring vores datters "lave stort" problem på...

Læs hele brevet og Helens svar

14. august 2023 | Sovevaner | 4 år, 4 mdr.

Hvordan putter jeg to børn alene?

Hej Helen Jeg skriver for at høre om du har et godt råd. Vi har en dreng...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: