Svar: Spiseproblemer, rejse og jetlag
Kære Maria Louise
Det er meget normalt at børn i 8-9 måneders alderen begynder at lukke munden for skeen. Det er et udtryk for at de gerne vil have medbestemmelse, at de gerne selv vil deltage og så begynder de også at blive bevidste om at det gør noget ved dig... At lukke munden er således en måde at få fuld opmærksomhed på og vise egen vilje.
Det er en rigtig god idé at du begynder at tilbyde dem mere mad i stykker, mere og mere udgangspunkt i det I andre spiser og så må du forsøge at supplere med lidt mos og grød en gang imellem, så du er sikker på at de er fyldt godt nok op. Grøntsagsmos kan f.eks. også bruges som pålæg på brød, du kan bage nogle boller og så skal de have ris, pasta, sovs af forskellig slags - og hele tiden noget de også selv kan sidde med.
Opskrift på havregrynsboller kommer her:
150g havregryn og 7 dl vand blandes og står i 10 minutter.
50g gær, lidt salt og lidt sukker, 1½ spsk. olie og 2 dl A38 blandes i havregrynene og tilsidst tilsættes ca 750g hvedemel.
Det hele æltes og dejen må gerne være lidt klistret. Hæver ca 1 time, slåes ned og formes til boller (ca 20 stk). Bollerne hæver 20 minutter, pensles med æggehvide, drysses med havregryn og bages ved 200 grader i ca 20 min.
Derudover så skriver du at du tilbyder 4-5 flasker mme dagligt og det er sandsynligvis for meget. De skal selvfølgelig have deres 400ml for at være dækket ind med jern, men det ville være rigtig godt, hvis de kunne nå op på dette på kun 3 flasker og ikke på 4-5. Simpelthen fordi det vil give mere plads til den rigtige mad i maven i løbet af dagen.
En plan for dagen, hvor jeg har taget udgangspunkt i dine tidligere sendte tider kunne se således ud:
Tidlig morgen 05: Flaske med mme
Sover igen omkring kl. 06
Morgen 7: Havregrød, vand af kop
Formiddag 8.30: ½ banan, eller anden frugt, frugtmos eller frisk frugt, ½ bolle med smør, ost i stænger, vand af kop
Puttes til formiddagslur ca kl. 9, forsøge at undvære flasken inden lur - det er derfor jeg har lagt formiddagsmåltidet ind så tidligt og forsøger med at putte dem lidt senere. Sover 1½-2 timer her. Jeg tænker at de må kunne holde sig vågne fra kl. 7 til ca 9 ...
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød/fisk, hjemmelavet eller fra glas. Det kan være rester fra aftensmaden, kogte pastaskruer, ris med lidt sovs osv. og ved siden af så bondebrødshapsere med smørbart pålæg - sildepostej, makrel, rognguf, avokadomos, smøreost eller lignende. Vand af kop
Tilbydes flaske og puttes til middagslur ca kl. 13
Eftermiddag 15.30: En lille portion tykmælk med frugtmos, ½ banan eller anden frisk frugt, ½ bolle med smør, lidt ost i stænger, vand af kop.
Ved at putte dem lidt senere på denne måde, så vågner de forhåbentlig også lidt senere og det vil være med til at flytte deres rytme lidt, som I også ønsker
Aften 17.30-18: Udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad, ris, pasta, kød, fisk, grøntsager, sovs af forskellig slags. De må få næsten alt og de lidt gammeldags retter med sovs er ofte rigtigt gode. Det kan være boller i karry, frikadeller og flødekartofler, pasta med kødsovs, laks og stuvet spinat, kartoffelmos og millionbøf osv. osv. Prøv hele tiden at tænke på at noget skal serveres med ske ...
... (kartofler og sovs moset) og ved siden af serveres så lidt kød eller grøntsager i stykker. Vand af kop og evt. lidt frugtmos eller en godnat grød til dessert, så du er sikker på at de er fyldt godt op.
Puttes til natten med en flaske kl. ca 19
Sen aften 23: evt. en flaske.
Jeg ved godt at pigerne normalt sover igennem uden mælk og det er rigtig dejligt. Jeg tænker dog at en flaske sen aften kan gøre at de når op på det mælkeindtag de har behov for og også kan gøre at de så måske sover lidt længere hen på morgenstunden... De vil sandsynligvis kunne spise den sene aftenflaske i søvne og I kan forsøge at tilbyde dem den inden I selv går i seng.
Det lyder rigtig skønt med et par måneder i USA:o) Med hensyn til rejse til USA, så er det dog altid svært at rejse langt med små børn i forhold til jetlag, omstilling til nye tider. Jeres piger vil jo køre på deres normale rytme, de vil føle sult når de er sultne (hvor de plejer at spise), de vil sove og falde i søvn, hvor de plejer at sove osv. Børn kan ikke ligesom vi andre, sige til sig selv at nu skal de forsøge at sove eller nu er det vigtigt at indtage morgenmad - hvis deres system kører helt anderledes, så er det svært at lave om.
Det er ofte en fordel at flyve til USA, så man lader der om aftenen og kan gå mere eller mindre hurtigt i seng. I vil sikkert alle være trætte når I kommer frem og det at kunne sove der, vil være rigtig godt. Så vil I ganske sikkert vågne tidligt allerede kl. 04 .. men det er I jo vant til:o) Det kan være sværere at komme hjem og skulle vende om igen ...
Du kan godt købe modermælkserstatning i udlandet, som er fint at bruge. Jeg mener at Nestle leverer til de fleste lande (de producerer Nan) og det vil du sikkert kunne få der. Men du vil også kunne købe andre produkter som er helt i orden at bruge. Du skal naturligvis købe et produkt som svarer til dine børns alder og så skal du medtænke at det kan være en god idé at købe kildevand på flaske til opblanding af pulver, så du er sikker på at vandet ikke giver børnene maveproblemer.
Du skal være opmærksom på at ved rejser til USA så skal alle flydende væsker som man har i håndbagagen medbringes i en gennemsigtig plastikpose med lukning. Disse poser kan købes hos Matas, i Føtex eller Bilka og man kan også købe dem i lufthavnen. Du kan godt medbringe babymælk og babymad til pigerne, det plejer ikke være noget problem. Men der er meget strikse regler om hvordan og derfor skal du ringe til jeres flyselskab og høre, hvordan du skal forholde dig.
Derudover tænker jeg at pigerne skal underholdes på flyturen og det er jo en lang tur, så det kan godt blive lidt hårdt for sådanne størrelser ... Nyhedens interesse er altid størst, og derfor vil det være rigtig godt, hvis du kunne medbringe et eller andet, som de ikke har set før og kan blive lidt optaget af. Du kan også gøre det at du pakker en rosinpakke, en mandarin eller lignende ind, så går der noget tid med at pakke pakken ud og indtage det der er inden i ...
Vær opmærksom på at især under landing vil pigerne have svært ved at udligne trykket i ørerne. Her hjælper det at give dem noget at drikke.
Jeg håber ovenstående hjælper jer lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat og rigtig god rejse:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hudplejeolie til mor og barn
Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.
Når huden er rød, tør ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
3. september 2026 | Diverse | 2 år, 8 mdr.
Valg af børnehave - 2 år, 8 mdr.
Kære Helen Vi skriver angående vores dejlige datter, som er 2 år og 8...
Viden om børn:
Kostfibre og børn
Det lille barn kan få diarré og løs afføring af at få for mange kostfibre. Især hvis barnet spiser grød og brød med hele kerner, eller rå grøntsager og meget frugt, kan barnet få for mange kostfibre.
Små børn må gene spise fuldkorn, men det anbefales, at de også spiser andre kornprodukter, da de let kan få for meget kostfiber. Når barnet i 8 måneders alderen begynder at spise brød, så bør ca. halvdelen af brødet være rugbrød og fuldkornshvedebrød og resten varieres mellem hvidt...
Indeklima
Et godt indeklima er vigtigt for vores helbred og for blandt andet at mindske risikoen for husstøvmideallergi. Miljøstyrelsen har følgende 5 råd til bedre indeklimavaner:
1. Luk luften ind. Sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag. Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor, og der skal gennemtræk til, for at luften bliver skiftet ud. Vinduer på klem giver ikke samme effekt.
2. Gør hyppigt rent. Fjern støv en gang om ugen f.eks. ved støvsugning og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen & Co.
Jeg har gjort det før, og det kan måske virke af for meget, at jeg nu gør det igen, men synes endnu engang, at jeg vil sende en tak til dig Helen og hvem end der ellers sidder bag hjemmesiden.
Nu med datter nr. to og efter syv ugers bekendskab med nyeste arving, finder jeg mig selv en lørdag aften helt i panik over, om vi da bare slet ikke kan finde ud af at have en baby. Og wupti på fem minutter har jeg fundet flere lign tilfælde af frustrerede mødre, der beskriver scenarier, der minder om det jeg sidder i. Med et bliver min situation helt "normal" og efterfølgende kan jeg med stor ro læse dine konstruktive svar, som jeg endnu engang finder både kompetente, letforståelige og direkte anvendliege (nu håber jeg også baby-pigen gør det;) )
Så igen stor ros herfra - det er en super hjemmeside!
Med lidt mere ro i mor-sindet sendes en stor TAK herfra.







