Svar: Bedsteforældre – hysteri ved afsked

---

Kære Renata

Det er rigtigt at børn vokser og pludseligt bliver meget store, når de starter i børnehave. Der stilles nogle andre forventninger til dem og de bliver mødt på en anden måde, både af voksne og at de ældre, nogle gange 5-6 årige børn. De lærer rigtig meget at de store børn, men de lærer også af måden de bliver mødt på, anerkendt på og de krav der pludselig stilles til dem.

Det er rigtig dejligt at se og mærke denne udvikling, men det stiller også ekstra krav til forældre og bedsteforældre, når barnet tydeligt begynder at vise mere selvstændighed og egen vilje og tilmed begynder at kunne sætte ord på følelser "jeg vil have!" eller "Jeg vil ikke!" eller "du er dum!" osv.

For børn under 3 år vil man ofte opleve anfald at fortvivlelse, når verden går dem imod og føles svær. Men også børn over 3 år kan naturligvis blive frustrerede, når tingene ikke altid er som de gerne vil. Men netop fordi barnet i 3 års alderen udvikler sig rigtig meget både sprogligt og motorisk, vil barnet stille og roligt også blive bedre til at kontrollere sine følelser og man vil kunne lave aftaler og kunne kommunikere på et andet plan.

I skal naturligvis møde jeres datter i den udvikling og selvstændighed hun går igennem og stadig også lytte til hende og hvad hun vil. Børn der lyttes til og får fornemmelsen af at deres mening har betydning, børn der oplever at få ja en gang imellem, vil naturligt også bedre kunne acceptere et nej andre gange. Hvor små børn ikke kan sætte ord på deres tanker og ikke fortælle hvad der er galt og derfor kaste sig i gulvet eller slå hovedet ind i væggen .. ja så behøver en 3 og 4 årig ikke at te sig sådan, men kan bedre forklare sig og man kan bedre mødes om hvad der sker.

Det er derfor vigtigt at I, når jeres datter flipper ud hos f.eks. bedsteforældrene forsøger at finde ud af hvorfor. Hvis det er fordi hun synes det er trist at skulle hjem, hvis hun synes det er super hyggeligt osv. så skal I naturligvis anerkende denne følelse og fortælle hende at det synes I også. I skal forsikre hende om at selvom det er slut nu, så er det ikke slut for evigt, I nyder det også, I ses igen og det bliver mindst ligeså hyggeligt.

Når og hvis hun føler sig lyttet til og føler sig forstået, så er der en chance for at hun falder mere til ro og derefter vil være i stand til at sige farvel på en god måde ...

Men når det er sagt, så er der også børn der ofte i 4, 5 og 6 års alderen får det jeg kalder for kontrollerende anfald og det kunne godt lyde som om at jeres datter allerede bevæger sig derhen ..

Hvor fortvivlelsesanfald handler om at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså en fysiologisk umodenhed, så er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet søger at kontrollere sine forældre (eller andre voksne), ønsker at manipulere jer til at få sin vilje.

Kontrollerende anfald er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at ...

---

---

... formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"...

Denne type anfald kan man bedst behandle ved at sørge for at barnet ikke får publikum og ved at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet skaber sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje...

Det er altid en god idé at have regler og der kan godt være forskellige regler hos bedsteforældre og derhjemme. Den forskel kan de fleste børn godt finde ud af at tackle. Men det er vigtigt at I, når I er sammen allesammen, er enige. Det dur ikke hvis I siger nej og bedsteforældrene så siger ja, eller omvendt.

Helt overordnet er det altså vigtigt at være enige om de regler I har hos jer og selvom I forældre måske er forskellige og selvom I opdrager anderledes end bedsteforældrene, så er det vigtigt at I i forhold til regler og overordnede beslutninger, viser at I er en enhed. Visse regler er sådan, fordi det siger de voksne.

Når det er sagt, så vil der dog også være situationer, hvor man ikke altid er enige og det kan også være helt okay. Her er det så vigtigt ikke at bebrejde eller anklage den anden, men i stedet lige overveje, hvorfor man ikke er enig og så melde det klart ud.

---

---

Der er jo intet i vejen for at jeres datter hører at I forældre kan være uenige eller at I forældre er uenige med bedsteforældrene, men at I så taler om det og finder en fælles løsning. Det er jo det I sandsynligvis også gerne vil lære hende.

Derfor er det vigtigt at I, hvis I oplever situationer, hvor I har et ønske om at tackle det anderledes, går ind og melder det klart ud, at "det her er jeg faktisk ikke enig i, kunne vi lige prøve at sætte os ned og finde en fælles løsning". På den måde lærer jeres datter at man via dialog kan nå frem til fælles regler og beslutninger.

Når I oplever situationer hvor I har sagt nej og hun så spørger bedsteforældrene for at få lov af dem, så kan man som bedsteforældre her spørge: "Hvad sagde mor (eller far)?" eller tage hende i hånden, gå hen til jer og sige "vi spørger lige hvad mor og far siger" og er de så enige, eller drejer det sig om ting I ikke behøver diskutere yderligere, så holder de naturligvis med jer "når mor og far siger nej, så siger bedste også nej", så hun igen oplever at I som voksne udgør en enhed og man kan ikke bare gå fra den ene til den anden for at få sin vilje.

Står I så i en situation en dag, hvor hun dag, hvor I rent faktisk ikke ved at hun har spurgt bedsteforældrene som derfor kommer til at sige ja eller omvendt, så må I forklare hende efterfølgende at det hun gjorde var forkert. Man kan ikke regne med at spørge den anden og få ret. Har den ene sagt nej, så behøver man ikke spørge den anden, så er det et nej.

Og igen skal man jo som bedsteforældre også nogle gange have lov til at gøre tingene lidt anderledes og forkæle børnebørnene lidt mere - men regler skal der stadig være :)

Jeg håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke til jer alle sammen :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---