Svar: Foretrækker Mormor

---

Kære SEM

Tak for dit brev og alle dine tanker :)

Jeg ved fra dine tidligere breve, at du er alene med din datter, og at mormor og morfar altid har været en store del af jeres hverdag. De passer din datter fast hver uge, og I er rigtig meget sammen. Du nævner i dit brev i dag også, at det er vigtigt for dig at blive aflastet lidt, og det er en prioritering du/I naturligt har lavet - og det er som udgangspunkt naturligt guld værd at have bedsteforældre, som tager så meget del i din datters og dit liv...

Børn har brug for kontakt til vigtige voksne. Det er helt essentielt for, at børn udvikler sig sundt og godt, at de har tilknytning til vigtige voksne, og man skelner mellem primære og sekundære tilknytningspersoner eller omsorgspersoner.

Primære omsorgspersoner vil ofte være mor og far. Det er mor og far, som tager sig af barnet, fra det er ganske lille. Det er mor og far, der fungerer som den sikre base. Det er mor og far, som barnet trygt kan stole på altid er der til at hjælpe, hvis der opstår utrygge situationer.

Sekundære omsorgspersoner er de personer, som barnet bruger, når de primære omsorgspersoner ikke er til stede. Det kan f.eks. være bedsteforældre, en pædagog i vuggestuen, det kan være en au-pair eller lignende. Det er rigtig vigtigt, at børn har en god omsorgsperson hos sig, som de knytter sig til og kan søge trøst og ro hos, når mor eller far ikke er der. Barnet vil ofte have et andet forhold til denne person - de vil være tilknyttet personen, men det vil være på en anden måde end tilknytningen til mor og far.

Nogle gange så vil det, der normalt er en sekundær omsorgsperson, godt kunne være så tæt på barnet, at det bliver til en primær omsorgsperson. Og det lyder til at være tilfældet hos jer - med mormor. Da du er alene med din datter, og da der ikke er nogen far, så har især mormor været indeover - og det har gjort, at tilknytningen mellem mormor og din datter naturligt er blevet stærkere. Og at mormor måske på mange områder virker som primær omsorgsperson. Din datter er naturligt knyttet til sin mormor, og de to har uden tvivl et tæt bånd, men det er naturligt stadig lidt på en anden måde, end det bånd du og din datter har sammen. Du nævner f.eks. at det "er et kæmpe problem, at du er den eneste der kan få din datter til at sove om aftenen... at din mor slet ikke kan...". Jeg ser faktisk dette som tegn på, at din datter i visse situationer har brug for sin mor og netop tegn på, at der er forskel på tilknytningen mellem mor og datter, og mormor og barnebarn...

Det lyder som om, at du på mange måder føler dig lidt splittet.. På den ene side, vil du gerne have, at din mor skal kunne putte din datter om aftenen, du vil gerne have, at hun skal kunne aflaste dig, og at din datter skal kunne bruge mormor på ...

---

---

... lige fod med dig - og på den anden side, så gør det også lidt ondt at mærke, hvis mormor kan det. Det gør ondt at mærke, at lillepigen nogle gange foretrækker mormor og skubber dig væk - og det forstår jeg naturligvis godt.

Jeg tænker dog, at du skal være glad for, at du har dine forældre og især din mor omkring dig. Din datter er heldig, at hun har dig, sin mormor og morfar omkring sig, at hun har tre vigtige voksne omkring sig, som hun kan have tillid til, altid vil hjælpe hende og være der for hende....

Der er ingen tvivl om, at din datters alder naturligt også spiller ind. Hun bliver jo mere og mere bevidst nu. Hun viser mere og mere selvstændighed og egen vilje og er naturligt mere og mere igang med at finde ud af, hvad det hun gør, gør ved andre. Og her kan det f.eks. nogle gange være spændnede at undersøge, hvad det gør ved dig, hvis hun afviser dig. Hun gør det ikke for at være ond, men fordi hun er rigtig godt igang med at undersøge og lære. Og når du f.eks. skriver, at du føler dig "nedprioriteret" eller føler at hun "ikke kan lide dig", så kan din datter højst sandsynligt godt fornemme dette - du trækker dig måske, bliver ked af det osv. og det kan så faktisk nogle gange forstærke hendes behov for at skubbe dig fra sig - fordi hun vil finde ud af, hvad det er for følelser, hun med sine handlinger fremkalder hos dig.

---

---

Derfor kan det være rigtig godt, hvis du kan prøve ikke at føle dig såret eller afvist, eller hvis du kan prøve at gøre det modsatte - ikke trække dig, men i stedet vise hende ekstra nærhed og tæt kontakt. Så når hun f.eks. afviser dig, løber væk og vil hen til mormor, så i stedet for at du går og lader mormor tage over, så kan du løbe efter hende, gribe hende ind i din favn og kilde hende, så hun oplever, at hun ikke kan skubbe dig fra sig, men faktisk i stedet oplever, at du rigtig gerne vil hende :)

Og så skal du naturligvis overveje, hvor meget I er sammen med mormor og morfar i hverdagen, hvad du trives med og egentlig ønsker. Du nævner, at du har det en smule svært med måden mormor er på, men at du ikke ønsker at gøre mere ud af det... Jeg er med på, at mormor måske er lidt mere large og ikke helt har samme regler, som du måske har - hvilket til en vis grad kan være okay. Men, hvis dine forældre er så stor en del af jeres hverdag, som det lyder til, så er det ret vigtigt, at I også er nogenlunde enige om, hvordan din datter skal opdrages og har nogenlunde samme regler. Det er naturligt forvirrende for din datter, hvis I ses flere gange om ugen, og mormor altid siger "ja", hvor mor altid siger "nej". Det bliver hun naturligt let forvirret over... Jo mere I er sammen, jo mere overordnede ens regler er der nødt til at være :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---