Svar: At trøste

---

Kære Mor

Din dreng skal trøstes af dig, når du er der og når du kan trøste ham! Og det er ikke ligegyldigt, hvem der trøster ham :)

Når et lille barn bliver født, så skal det og forældrene knytte sig til hinanden. Det sker gradvist i takt med at man lærer hinanden at kende og barnet knytter sig naturligt til sine forældre, som jo er de personer der passer og plejer barnet hver dag. Og en stor del af det at knytte sig og en stor del af det at kunne finde trøst, handler om netop tilknytning.

De første tegn på at din dreng er i færd med at knytte sig til dig er, at han følger dig med øjnene i rummet, når du bevæger dig rundt, han smiler mere til dig end til fremmede, og det er dig som bedst trøster ham, når han bliver ked af det eller bange. Et vigtigt tegn på at han er trygt tilknyttet sin mor er, at han bruger dig som en base, hvorfra han kan udforske verden. Siddende på dit skød tør han observere mere, tør måske charmere andre mennesker velvidende at der sidder han trygt og godt, at du passer på ha,. Siddende hos dig kan han således være lidt mere modig.

Når I er et fremmed sted, så vil han sandsynligvis derfor begynde med at studere stedet fra dit skød, men stille og roligt vil han turde undersøge omgivelserne, samtidig med at han hele tiden holder øje med hvor du er, så han kan søge tilflugt hos dig, hvis det hele bliver lidt for overvældende.

Netop i den alder, hvor børn begynder at kravle - ofte omkring 8-10 måneders alderen og dermed den alder din dreng har lige nu, vil barnet naturligt begynde at udvise mere selvstændighed. Barnet begynder at bevæge sig ud i verden på egen hånd. Fra at din søn har siddet på dit skød, begynder han at sidde på gulvet ...

---

---

... ved dine fødder og han bevæger sig længere og længere væk. Hele tiden kommer han tilbage, skal lige have et lille kram, skal lige tankes op igen med lidt mod for atter at turde bevæge sig ud i verden.

Den her fase kaldes for separationsfasen. Det at barnet begynder at vende sig lidt mere ud mod verden og omgivelserne, andre personer, medfører en separationsangst, en angst for fremmede og et barn som tydeligt protesterer mod at blive forladt af sine forældre. Og det er rigtig vigtigt at man lytter til dette og anerkender barnets øgede behov for at have mor eller far tæt på sig.

Både separationsangst og angst for fremmede (eller angst overfor bedsteforældre) er tegn på at barnet har en tryg tilknytning til sine forældre - han græder når du går fra ham, også selvom det kun er ind i et tilstødende lokale og han viser stor gensynsglæde, strækker armene ud mod dig ("tag mig op") og søger stor fysisk kontakt, når han ser dig igen. Og hvis du giver ham over til bedsteforældrene, så vil han naturligt blive ked af det - for det er dig han vil have. Og det er også dig han skal have.

---

---

Hvis du ikke er der, hvis bedsteforældrene passer ham og han så bliver ked af det, så skal de naturligvis trøste ham og berolige ham. Hvis han er i haven med bedsteforældrene og du er indendøre og han så slår sig og bliver ked af det, så kan de prøve at trøste ham og hvis det ikke lykkes, så skal de komme ind og give ham til dig. Hvis du er igang med at trøste ham, så skal de ikke komme og tage ham fra dig. Det er dig der er mor og jeg kan godt forstå du bliver støt, hvis du oplever at de fjerner ham fra dig for at trøste ham ...

Jeg håber du kan bruge dette videre :)

Fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---