Annonce

De anmeldte produkter er stillet gratis til rådighed af producenten eller distributøren

Anmeldelse af Done by Deer puslerygsæk

Dato: 8. november 2023

Done by Deer er et dansk børnebrand, som designer legetøj, service, interiør og mange andre ting, som man kan få brug for i hverdagen, som småbørns familie. For Done by Deer er det vigtigt at producere ting, som det lille barn synes er sjove, og som stimulerer barnets udvikling, men som samtidig også er rare for forældre at se på og have i sit hjem.

Alle produkter bliver designet i Danmark af Helene Hjort og hendes designteam - by Deer er netop med baggrund i navnet Hjort. I designet går "hjorten" igen i alle detaljer, det gælder både farver, materialer og form. Intet bliver overladt til tilfældigheder, og alle produkter er designet med henblik på at kunne stimulere børns fantasi og forestillingsevne.

Done by Deer betegner sig selv som 100% venlige i alt, hvad de gør. Det starter i designet, som får alle til at smile, det går videre til at finde forhandlere, som sætter pris på de samme værdier, til at skabe en arbejdsplads og en virksomhed, der har fokus på et venligt miljø - ikke bare i selve virksomheden, men også hos alle virksomhedens partnere.

Sikkerhed er en topprioritet hos Done by Deer. Alle deres produkter overholder gældende standarder og regler, hvad angår sikkerhed og uønskede stoffer. Service, bestik og lignende overholder således de regler, der er for materialer, der kommer i kontakt med fødevarer. Og deres silikoneprodukter er testet, så man er sikker på, at de ikke indeholder uønskede stoffer, som PBA og phthalater.

Følgende anmeldelse af lavet af Celine og Graham, hvis datter er født i 2020, og hvis lillebror er født september 2023.

Hvorfor har vi valgt en Puslerygsæk fra Done by Deer

Vores lille dreng er nu 2 måneder gammel, og indtil nu har vi haft en klassisk pusletaske, som man kan bære over den ene skulder. Med vores førstefødte var barnevognen vores eneste transportmiddel, og en klassisk pusletaske, som kunne ligge under vognen, fungerede derfor fint.

Med vores lille ny dreng er barnevognen, som transportmiddel, blevet skiftet ud med en bil. Jeg har sjældent barnevognen med mig og bruger i stedet en strækvikle, når vi ankommer til de forskellige steder. Jeg har derfor brug for en pusletaske, som jeg komfortabelt kan bruge og have på sammen med strækviklen. Dernæst har jeg brug for begge hænder fri, så jeg også kan holde vores store pige i hånden.

Da jeg faldt over puslerygsækken fra Done by Deer, var jeg derfor solgt! En stor og rummelig pusletaske, som kan tages på ryggen eller hænges på barnevognen. Og så er den ovenikøbet lavet på 38 genbrugte plastikflasker (yeah for miljøet!) i et vandafvisende materiale, så tasken kan bruges i al slags vind og vejr.

Førstehåndsindtrykket

Da vi modtager puslerygsækken, er det første, jeg lægger mærke til, hvor helt igennem smuk pusletasken er. Jeg har aldrig set en så smuk pusletaske før! Pusletasken er i farven “mustard”, og den ligner til forveksling en skindrygsæk, når den ses på afstand, med sin flotte, dybe, lysebrune farve. Pusletasken er lavet med flotte syninger, lækre detaljer, og man kan bare mærke, at dette af en pusletaske af høj kvalitet!

Tasken er lavet i det lækreste vandafvisende materiale - den er blød og virkelig lækker at have på. Tasken er på ingen måde stiv i stoffet - men den falder samtidig heller ikke sammen - og den sidder derfor rigtig pænt på ryggen og holder sig samtidig også oprejst, når den står på gulvet, hvilket gør det nemt at finde tingene i tasken.

Lynlåsen er lavet i et super lækkert og tykt materiale. Lynlåsen er syet helt tæt op til begge sidder af tasken, hvilket gør, at tasken kan åbnes op på vid gab. Dette gør tasken ekstra rummelig, og gør det nemt at komme ned til de ting, der ligger i tasken.

Indvendig er tasken super rummelig. Tasken har forskellige åbne rum hele vejen rundt, som nemt kan indeholde alt det, man har brug for (bleer, stofbleer, ekstra sæt tøj mm.). Derudover er der også en indvendig lynlåslomme, som kan bruges til småtterier eller værdigenstande. Når de forskellige størrelser siderum er fyldt op, er der stadig masser af plads i taskens midterste rum til alt det ekstra, man skulle have behov for at pakke.

Stropperne på tasken er lavet i et lækkert materiale. Skulderstropperne er nemme at justere, lækre at have på og føles på ingen måde stive. Stropperne, som kan hænges fast på barnevognen, er lavet i et tykt materiale med et ekstra stort velcrostykke, som er med til at sikre, at tasken bliver hængene.

Pusletasken indeholder tilmed en puslemåtte, som matcher i farven til rygsækken. Puslemåtten er rigtig blød, men den er ikke voldsomt stor. Puslemåtten kan bruges til at dække bleområdet, men ikke hele barnet.

Pusletasken fra Done by Deer er lavet i den absolut lækreste kvalitet. Jeg har aldrig haft en så fin pusletaske før! Og på de få dage jeg har haft den, har jeg allerede fået mange kommentarer fra andre på, hvor smuk og lækker den er. Der er også flere, som har været overraskede over at høre, at det er en pusletaske, da den set udefra slet ikke ligner dette.

Jeg er vildt begejstret og glæder mig meget til at bruge den!

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 5. DECEMBER 2023

Jeg har nu haft min skønne pusletaske fra Done by Deer i en måneds tid, og den har været helt fantastisk og absolut guld værd! Jeg troede ikke, man kunne elske en pusletaske.. Men hold op, hvor har den bare været skøn at have.

Puslerygsækken fra Done by Deer har gjort min hverdag på barsel så meget nemmere. Når jeg har puslerygsækken på ryggen, er begge mine hænder helt fri. Dette betyder, at vores søn nemt kan sidde i sin bæresele, ligge i liften eller autostolen, og jeg samtidig kan have en eller begge hænder fri til fx at holde min ældste datter i hånden eller bære f.eks. en indkøbspose.

Når man er mor - og særligt nybagt mor - kommer man meget nemt til at slæbe på 117 ting. Puslerygsækken fra Done by Deer giver lige præcis den bevægelsesfrihed, som man har behov for med en baby og/eller flere børn.

Puslerygsækken er lavet i et vandtæt materiale, og den har derfor kunne klare både regn- og snevejr. Dette har været et kæmpe plus i disse uger, hvor sneen har dækket det meste af Danmark.

Udover at pusletasken i sig selv er meget rummelig, har den en meget stor og rummelig lynlåslomme forrest på tasken. Jeg har særligt været rigtig glad for dette rum, da det giver nem adgang til alt det, som ikke lige må blive væk, fx sutter eller bilnøglerne.

Jeg er mega begejstret for denne pusletaske. Pusletasken er i højeste kvalitet, den er lækker at bære på ryggen, og så gør den bare ens hverdag så meget nemmere. Jeg glæder mig kun til at fortsætte med at bruge den!

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 29. JANUAR 2024

Jeg har nu brugt pusletasken fra Done by Deer i 3 måneders tid, og jeg er fortsat helt vildt glad for den.

Jeg troede ikke, man kunne elske sin pusletaske, men jeg er virkelig bare helt vild med den! Den vandafvisende yderside er enormt praktisk. Det sker ofte, at jeg er nødt til at sætte pusletasken fra mig på jorden, og her behøver jeg aldrig at bekymre mig om, hvorvidt tingene i tasken kan blive våde. Ligeledes har den været rigtig praktisk at have med i svømmehallen, når vi f.eks. er til babysvømning - gulv og alt bliver hurtigt meget vådt, men med denne pusletaske er det intet problem!

Pusletasken er meget rummelig, og der er plads til alt det, man skal bruge. Jeg er her rigtigt glad for, at der både er åbne rum og rum med lynlås - og at der er åbne rum langs HELE indersiden af tasken, sådan at alt pladsen udnyttes så meget som muligt - stort plus herfra.

Pusletasken har også fået ros af mange. Der er især mange, der bliver overraskede over at høre, at det er en pusletaske, jeg har med, da det ligner en helt normal rygsæk.

Jeg bruger pusletasken flittigt hver dag, og jeg glæder mig til fortsat at bruge den!

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 3. MAJ 2024

Vi har nu brugt den skønne puslerygsæk fra Done by Deer i 6 måneders tid, og vi er fortsat meget glade for den!

Til trods for at tasken er blevet brugt, hver dag det seneste halve år i alt slags vejr og terræn, er tasken stadig super pæn, og den ser stadig næsten ud som ny. Det vandafvisende stof gør det super nemt at vedligeholde tasken - hvis der kommer lidt pletter på tasken, kan det bare tørres af med en fugtig klud, og så er den pæn igen. Tasken bliver ligeledes ikke grim eller beskidt af at være i regnvejr eller andet, da vandet bare preller af. Så smart altså!

Ligeledes ser tasken fortsat super pæn ud indvendigt. Taskens indhold har ændret sig en del siden sidste anmeldelse - den indeholder nu hagesmæk, kop, smoothie poser, babymad mm. og der er rigtig god plads til det hele. Tasken er meget rummelig, og den rummer stort set alt, hvad man har brug for.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

Opdatering følger…

Anmeldelse

Galleri

Klik for større udgave


Annonce