Svar: Utryg ved andre end mor og far

---

Kære bekymrede far

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter og alle dine tanker :) Og velkommen til! Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig og så må du/I selv vurdere, hvad I tænker, at I kan bruge :)

Du nævner, at jeres datter allerede som ganske lille reagerede meget på høje lyde, støj, mange mennesker osv. Og hun gør det nogle gange stadig, selvom det lyder som om, at det er blevet betydeligt bedre. Det er til en vis grad naturligt, at små børn reagerer på lyde, lys, høje stemmer, fremmede steder, lyde de kan høre, men ikke ved hvad er eller hvad betyder.. men nogle gange så reagerer barnet fordi det har svært ved at kapere alle de sanseindtryk, som kommer. Når mange mennesker er samlet, så er lydniveauet et andet, der er ofte mange indtryk af farver, lys osv. og der kan f.eks. også være mange forskellige dufte.

Små børn oplever verden gennem deres sanser. Det er via sanserne, at de udvikler sig og lærer - og nogle børn har lidt problemer med den neurologiske proces, som skal adskille sanserne fra hinanden, organisere dem og samordne de forskellige informationer, som sanserne giver barnet. Eller sagt på en anden måde, børn kan have svært ved at bearbejde og regulere de sanseindtryk de får.

Man taler om at børn kan have sanseintegrationsproblmer og det kan vise sig meget forskelligt fra barn til barn. Nogle børn reagere, hvis man er mange samlet et sted, de reagerer på høje lyde, på skarpt lys, på mange lugte. Nogle børn har problemer med deres balance og bryder sig ikke om at blive gynget, vugget, vendt på hovedet eller skulle klatre op på en rutsjebane.. Nogle børn bliver stille og trækker sig tilbage, de foretrækker at se på andre og hvad andre laver, fremfor at deltage selv - andre børn bliver mere aktive og virker meget urolige. De kan have rigtig svært ved at sidde stille. Nogle børn reagerer på berøring og kærtegn eller reagerer på vaskemærker og andre mærker, der kan sidde i tøj, eller giver utryk for at tøj kradser og er ubehageligt...

Der findes fysioterapeuter og ergoterapeuter, som har specialiseret sig i at hjælpe børn med sanseintegrationsproblemer. De kan undersøge barnet og kan også lave en "behandlingsplan". Behandlingen vil ofte bestå af f.eks. børsteøvelser, hvor man anvender en speciel børste på barnets krop flere gange dagligt. Man børster med en bestemt teknik på barnets arme, ryg, hænder, ben... Og har man fået vist hvordan, vil man ofte kunne gøre det efterfølgende selv. Derudover består behandlingen ofte i øvelser, der virker som leg for barnet, men hvor barnet stadig bliver udfordret sansemæssigt. Det kan f.eks. være at skulle gå igennem en forhindringsbane på forskellig vis, hvilket kan være rigtig svært for barnet, eller at blive rullet i et tæppe eller lignende...

Du nævner også, at I ofte mærker, at hun bliver utryg, når andre børn henvender sig til hende eller kommer for tæt på hende - ligesom hun har brug for at sidde hos jer, når I er nogen steder. Og det er her rigtig godt, at I netop lader hende sidde hos jer. Hun vil naturligt spejle sig i jer og i jeres reaktion, og når hun sidder hos jer, så fungerer I som hendes sikre base. Her sidder hun trygt og godt, og hun ved, at I passer på hende. Når nogen taler til jer, så vil hun se på vedkommende og se på jer, tjekke op på, hvordan I virker og hvis I virker trygge og glade, så vil hun stille og roligt spejle sig i dette og fornemme, at situationen er tryg og okay, og stille og roligt vil hun så naturligt turde gå ned fra skødet og være lidt på afstand af jer. Det er dog helt naturligt, at hun søger tilbage til jer, til sin trygge base, hvis verden omkring hende alligevel bliver lidt for uoverskuelig og stor...

Når det så er sagt, så er det dog også naturligt, hvis hun med den alder hun har nu, begynder at vænne sig lidt mere ud mod verden og tør prøve lidt mere selv. Og her er det naturligvis vigtigt, hvordan I og andre reagerer overfor hende. Du nævner, at I ofte ses med bedsteforældrene, men også her kan hun have brug for at se dem an - og det er meget vigtigt, at de accepterer dette, at de giver hende tid. Hvis de har tendens til (eller måske har haft tendens til) at hive hende ud på armene af jer, ville lege, dikke dikke osv. hvilket man jo godt forstår, så kan det godt have gjort, at hun har følt sine grænser overtrådt og derfor trækker sig mere. Det er derfor vigtigt at acceptere, at hun lige skal se dem lidt an, have tid til at finde ud af at situationen er okay og at de i deres kontakt er venlige, anerkendende, ikke presser hende unødigt, men forsøger at vise hende, at hun kan være naturligt tryg ved dem :)

Og så spiller det som nævnt også ind, hvordan I reagerer. Da hun altid har været meget tryghedssøgende og som lille havde behov for at blive skærmet, så kan I måske være kommet i en situation, hvor I naturligt holder hende lidt tilbage eller holder jer selv tilbage, og det spejler hun...

Det samme kan ske, hvis I f.eks. kommer til at kalde hende genert. Når ...

---

---

... nogen henvender sig til hende, så siger I måske "hun er lidt genert" eller måske siger de "nå er du lidt genert", det kan også være en måde at presse hende lidt "hold nu op med at være så genert" eller lignende - og det kan faktisk være med til at give hende rollen, som den generte, den der skal trække sig og gemme sig lidt.

Nogle gange kan forældre, bedsteforældre og andre også begynde at sammenligne hende med andre børn "prøv at se den anden pige, hvor..." eller siger f.eks. "du kan da også løbe hen og lege med de andre børn". Det er ikke befordrende for hendes selvværdsfølelse og det vil ikke hjælpe hende på sigt.

Det er derimod rigtig vigtigt, at I forsøger at hjælpe hende, guide hende i de forskellige situationer. At I f.eks. tager hende i hånden og siger "kom vi går lige hen og hilser på de andre" - og når I mærker, at hun bliver utryg, så siger f.eks. "jeg er her, jeg går med dig", eller "du holder mig i hånden imens", så det er noget I gør sammen, men hvor du naturligt støtter og er der. Ved at du tager kontakt til andre med hende i hånden eller i favnen, så lærer hun hvordan man kan gøre og får på den måde nogle værktøjer fremadrettet.

Det skal her naturligvis også overvejes, hvorvidt det at være lidt tilbageholden kan være en naturlig del af hendes personlighed. Vi har alle forskelligt temperament, og du nævner blandt andet, at jeres datter er hurtigt opfangende, hun er rigtig god til at fordybe sig og taler allerede rigtig godt. Og måske er jeres datter det, man kalder introvert. Det betyder, at hun f.eks. ofte vil foretrække at være hjemme, at hun vil have få men gode venner, at hun let kan blive overstimuleret af for meget aktivitet og for mange mennesker, at hun har brug for "alene-tid", fordi hun på den måde lader op.. at hun er en pige, som tænker meget over tingene og lytter før hun taler...

I vores samfund, er det nogle gange svært at være introvert, fordi man bliver set som genert, forsigtig, tyndhudet. Det er lettere, hvis man er ekstrovert, hvilket betyder, at man er udadvendt, social og selskabelig. Man har det rigtig godt, når man er ude blandt andre mennesker, det er sådan man tanker op og får energi.. der skal faktisk ske en masse i løbet af dagen, ellers bliver man understimuleret og rastløs...

---

---

Måske kan det hjælpe dig/jer at læse lidt om disse personlighedformer, for jeres datter ligner jo sandsynligvis en af jer forældre eller ligner måske sine bedsteforældre - eller måske er det rigtig svært for bedsteforældrene at forstå, hvorfor hun trækker sig, og sætte sig ind i, hvordan hun skal støttes, hvis de selv er meget udadvente, ekstroverte.. Det er naturligt lettere at forstå andre, hvis de ligner en selv bare en lille smule... :)

Med hensyn til at lade bedsteforældre passe hende, så tænker jeg, at det vil være naturligt, at I forsøger at lade dine forældre komme lidt mere på banen, når I ses ugentligt. Det vil f.eks. være rigtig godt, hvis de hjælper hende med at spise, skifter hendes ble og lignende - imens du eller mor så er ved siden af og signalerer, at det er rigtig fint og jeres datter kan være helt tryg. Det vil også være rigtig godt, hvis I i hverdagen kan lave ting sammen, gå ture med barnevognen, tage op at handle sammen og lignende, hvor hun sidder i sin vogn - fordi det ofte gør hende tryg, og hvor bedstemor så en gang imellem holder vognen, trille lidt videre, imens I stadig er der, snakker osv. Så I på så naturlig en måde er sammen og signalerer, at jeres datter kan være helt rolig ved sine bedsteforældre :)

Jo mere I kan være sammen og jo mere de stille og roligt kan komme på banen med jer ved siden af, jo mere tryg vil jeres datter naturligt blive - og jo bedre vil I kunne tage ud at spise en dag, gå en tur i biografen eller lignende, imens jeres datter så bliver passet af sine bedsteforældre. Det vil dog være rigtig godt, at de starter med at passe hende om dagen og ikke om aftenen - hvis hun er træt, så bliver det ikke nogen succes, og det er vigtigt, at alle får en lille succesoplevelse, når I forsøger :)

Med hensyn til at starte i institution, så kan dette godt være meget voldsomt, hvis jeres datter reagerer på meget uro i hverdagen. I givet fald bør I finde en meget lille institution, med et lille antal børn.. Alternativet vil være en dagpleje - det kan være en almindelig dagpleje med 3-4 børn og evt. et gæstebarn, hvor de besøger legestue osv. en til to gange om ugen, men hvor der naturligt er mere ro i hverdagen og mere hjemlige rammer. Umiddelbart tænker jeg, at jeres datter nok vil trives bedst hos en sød og omsorgsfuld dagplejer, som I beskriver hende lige nu...

Det kunne også være en større dagpleje - i nogle kommuner findes der flerbørnsdagspleje, hvor der f.eks. er 12 børn og tre dagplejere samlet... Det ved jeg ikke om er en mulighed hos jer. Men det kunne være en mellemting mellem den almindelige dagpleje og vuggestuen...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med hende:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---