Svar: Vil ikke sove i tremmeseng
Hej med dig
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter. Det lyder som om, at hun stortrives på alle måder - det er virkelig dejligt:)
Det, du fortæller, lyder som et helt almindeligt søvnmønster for en pige på 18 måneder. Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med hende nu. Hun oplever rigtig mange ting om dagen, drømmer også meget, og hun vil naturligt derfor ofte søge jeres nærhed og tryghed ekstra om natten.
Det vigtigste er, at hun faktisk godt kan sove i sin tremmeseng. Du fortæller, at hun falder i søvn i sin seng om aftenen, og hun kan også godt sove videre i sengen 1-2 timer om natten, når du flytter hende tilbage. det er rigtig godt, og I skal endelig fortsætte med at putte hende i tremmesengen, når hun skal sove. Udfordringen hos jer er ikke tremmesengen, den er hun tryg og glad for at sove i. Udfordringen hos jer handler mere om, at hun måske føler, at den bedste og tryggeste måde at falde hurtigt i søvn på om natten er i dobbeltsengen, tæt med jer.
Der er naturligvis den mulighed, at I vælger at prioritere samsovning, men du fortæller, at I voksne sover dårligt på denne måde, så jeg tolker dit brev sådan, at du gerne vil have, at jeres datter så vidt muligt sover i tremmesengen. Hvilket også er helt okay!
For at nå dertil kunne det være en overvejelse, om I kan gøre hende lidt mindre afhængig af dobbeltsengen ved putning. I kan stadig være tæt på, men måske kan I lade være med at ligge i dobbeltsengen ved siden af hende og prøve at indføre en kortere putterutine. Det kunne f.eks. være at gennemgå dagen, læse en bog, synge en sang eller lignende - men hvor I sidder ved siden af hende, og forsøger at gøre det lidt mere kortvarigt.
I skal stadig være der og vise hende den omsorg, som hun har behov for, når hun skal sove, men uden at I signalerer, at man også kan ligge i jeres seng. Det, at I ligger ved siden af hende, mens hun falder i søvn, giver naturligt en dejlig følelse af tryghed og nærhed. Men det kan måske også være med til at forstærke behovet for tæt kontakt, når hun vågner om natten.
Når hun vågner mellem kl. 24-02, kan I forsøge ikke at tage hende over til jer som første løsning. I stedet kan I give hende kontakt der, hvor hun ligger. Hvis tremmesengen står tæt op ad dobbeltsengen, kan I måske få en hånd ind til hende, så hun kan mærke jer. Så hun ikke behøver at blive taget ud af tremmesengen for at mærke, at I stadig ...
... er der.
Hvis hun bliver ked af det, kan hun godt komme op, blive trøstet kort og så flyttet tilbage til tremmesengen, før hun sover helt. Så I på den måde får ændret følelsen af at dobbeltsengen er det sted, hvor hun trøstes bedst og dermed hjælpes bedst til at sove videre.
En bamse, nussekanin eller nusseklud kan godt være en god idé, især fordi hun nu er gammel nok til at kunne bruge dette som et tryghedsobjekt. Det er vigtigt, at I bruger bamsen (eller hvad I nu vælger) hele dagen igennem. Den må gerne følge hende som en fast ven og være noget hun f.eks. også putter med i sofaen, eller som bruges, når hun måske er lidt ked af det, overvældet osv. Måske kan hun have to ens, så hun har den samme at blive puttet med til middagslur i vuggestuen...
Bamsen skal være en fast del af hendes putteritual om aftenen, og I kan f.eks. sige "bamse sover i din seng". Når hun vågner om natten, kan du f.eks. sige "Find bamse. Mor er lige her. Nat-nat" eller lignende. Så du på den måde gør hende opmærksom på den, men så hun stadig mærker, at du er der for hende. Bamsen kan ikke erstatte jeres nærhed og omsorg, men den kan på sigt godt hjælpe hende til at sove videre i egen seng, fordi hun er tryg ved at vide, at I stadig er der for hende.
Beroligende ord sagt på afstand er også godt, fordi det hjælper hende med at forbinde jeres tryghed med sin egen seng. I kan f.eks. sige "Jeg er lige her. Jeg passer på dig. Du ligger i din seng. Nat-nat" eller lignende. Brug de samme ord, når I putter hende, og når hun vågner om natten, så rutinerne er ens.
Når hun hører jeres stemme, når hun mærker jeres ro, så vil hun fornemme, at alt er, som da hun blev puttet. Alt er trygt og godt. Det vil kunne hjælpe hende med at sove videre og få en fornemmelse af, at sengen er et okay sted at sove videre i. Hun behøver ikke blive flyttet over i dobbeltsengen for at falde i søvn igen.
Hun har som sagt en alder, hvor det er naturligt, at hun søger jer, og det må hun gerne gøre. Hun skal mærke, at I er der, og at I hjælper hende, når hun vågner. Men hjælpen behøver ikke nødvendigvis være, at hun kommer over i dobbeltsengen. Målet kan være, at hun får jeres ro og nærhed, mens hun bliver i sin egen seng. På den måde får hun støtte nok til at føle sig tryg, men øver sig samtidig i, at hun godt kan falde i søvn igen der.
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre :)
Rigtig meget held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
6. april 2026 | Sovevaner | 2 år, 3 mdr.
Kære Helen. Jeg har en skøn og glad pige på 2 år og 3 mdr. Vi har de seneste...
Viden om børn:
Fed creme til børneeksem
Har dit barn børneeksem, er det vigtigt med en god hudpleje - og fedtcremer med en høj fedtprocent forebygger hudeksem. Hudpleje er vigtigt året rundt, men især i vinterperioden, hvor den kolde luft udtørrer huden ekstra meget, er det ekstra vigtigt med en god creme.
Til både behandling og forebyggelse af børneeksem, er det vigtigt at vælge fed creme fremfor lotion. En lotion indeholder meget vand og fordamper derfor hurtigt fra huden, og giver derfor ikke huden den nødvendige...
Mælkedranker
Nogle børn drikker så meget mælk, at det tager pladsen op for den egentlige mad. Disse børn kalder man for mælkedrankere.
De første 6 måneder vil det lille barn naturligt leve af mælk, men i takt med at barnet bliver ældre, begynder at spise mere og mere rigtig mad, så er det vigtigt, at mængden af mælk skrues gradvist ned. Hvis barnet gennem for lang tid lever mest af mælk, vil barnet kunne komme til at mangle vigtige næringstoffer - som naturligt indtages via en almindelig sund...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
Tak for hjælpen - det virker!!
Jeg vil takke dig for din støtte i vores søvnprojektet. Det virker så godt, at vi indimellem synes det er for godt/let til at være sandt. I går havde jeg veninder på besøg og alligevel var det så let som ingenting. Det er en lettelse og putningen er blevet en fornøjelse for alle parter.
Det var lange 5 uger for at få det til at fungere, men det hele værd!
Tusinde tak for din støtte.
Fra to nu langt mindre trætte forældre









