Svar: Søvn og trivsel - 3 mdr.
Kære du
Tak for dit brev, det er helt okay, at du skriver :) Det er jo derfor, jeg har lavet denne brevkasse!
Jeg kan godt forstå, at du synes det er hårdt, og det er rigtig godt, at du mærker efter og stopper op nu. Det lyder som om, at I skal ændre strategi - for du skal naturligvis ikke være den eneste, som jeres lillebror kan finde ro ved. Du skal ikke have ham ved brystet hele tiden. Du skal ikke jagte lure hele dagen. Og du skal bestemt heller ikke miste kontakten til storebror eller dig selv.
Du starter dit brev med at fortælle, at du er træt og desperat. Det forstår jeg godt, for det er så hårdt, at du nu har fået en rolle, hvor det kun er dig, der virker. Det skal laves om.
Du skal stoppe med at jagte lure. Du skal ikke bruge al din energi på at få lillebror til at sove rigtigt. Du skal acceptere, at nogle dage bliver noget rod. Du skal bruge bæreselen, lægge dig med ham og amme ham i dobbeltsengen, putte ham i barnevognen og trille tur - gøre det som virker! Søvnen må gerne være "god nok" - den behøver ikke være perfekt.
Brystet eller mælken har lillebror naturligt stadig behov for, men det skal ikke være konstant. Det er vigtigt, at far holder ham - eller en anden voksen. Har I bedsteforældre, en god ven eller en anden som kan træde til? Det er helt okay, hvis lillebror bliver lidt ked af det, så længe han ikke lades alene, men bliver holdt, vugget og reguleret/trøstet. Det er okay, at du får armene lidt fri, og det er helt okay, hvis du går væk fysisk - evt. gør noget sammen med storebror, så I begge oplever tid sammen.
Du har kæmpet for amningen, og du har også spurgt til flaske. Det er okay at give flaske! Hvis amningen slider dig i stykker, så er det ikke amningen, som skal reddes - det er dig. Dine drenge har brug for, at du har overskud til at være der, de har ikke brug for, at du bryder sammen. Og hvis en flaske kan være med til at give det overskud, så er det godt givet ud. Så er det, det rigtige at gøre.
Det kan være delvis flaske, det kan være én flaske om dagen, flasken kan gives af far, så du kan være sammen med storebror. I skal forsøge at finde den løsning, som vil give jer alle mere ro og gøre hverdagen okay.
Du savner tid med storebror, og han savner tid med dig. Du skriver direkte, at han "lider under situationen". Du og far må sætte jer ned og sammen finde ud af, hvordan du kan få fast tid med storebror hver dag - og imens passer far lillebror. Også selvom lillebror måske bliver ked af det, også selvom det er svært. Men det har både du og storebror brug for, og det er en vigtig prioritering.
Som du beskriver situationen, så kan du ikke løse det her alene - og det er heller ikke meningen, at du skal det. Du har brug for aflastning, og I må derfor sammen finde ud af, hvem der kan hjælpe - er det far, er det en bedsteforælder, veninde eller... Det er vigtigt for at redde jeres hverdag og sikre dit overskud. Det du beskriver, er ikke tegn på, at du gør noget forkert. Det er tegn på, at du har gjort rigtig meget - rigtig længe. Og nu har du brug for at kunne trække vejret igen. Det er helt okay.
Luren omkring kl. ...
... 16.30-17 må gerne være kort. Den behøver ikke vare mere end 20-30 minutter, så må I gerne vække ham blidt, så han kan kommer op og er aktiv, før det så er tid til at sove til natten. Når jeg har anbefalet jer at vække ham af denne lur, så er det for at sikre, at natten ikke starter allerede her. Det er også med til at skabe lidt rytme for ham, og jeg ved, at rytmen er vigtigt, fordi I har en erfaring med storebror med jer om en for tidlig rytme.
Når det så er sagt, så kan jeg sagtens forstå, at hvis lillebror græder, hver gang han skal sove på dette tidspunkt, så er det svært at vække ham, når han endelig er faldet i søvn. På dette tidspunkt, er han overtræt. Han er fyldt op med indtryk, og når kroppen endelig giver slip, så er det nærmest som om, at han kollapser - og dermed sover. Hvis han græder intenst, kun kan falde i søvn i bæreselen og sover tungt i 1-1.5 time, så er det naturligvis også okay at lade ham sove. Det betyder ikke, at jeres aftener skal være på denne måde fremover, men det er sådan det er lige nu.
Det vil naturligvis også betyde, at puttetidspunktet om aftenen kan rykke sig - men det er også okay. Når du lader ham sove, fordi han endelig har fået ro, så er det ikke fordi, du gør noget forkert, du reagerer blot på ham og hans behov. Og I kan alle have behov for, at lillebror tager et længere søvnstræk. Igen - du skal gøre det, som du lige nu fornemmer vil fungere bedst for jeres lille familie og ikke tænke, at han skal sove på en bestemt måde.
At du havde en efterfødselsreaktion i forbindelse med storebrors fødsel, gør dig ikke mere skrøbelig, men det betyder, at din krop godt kan reagere lidt hurtigere, når og hvis belastningen bliver for høj. Din krop husker og genkender nogle af signalerne, hvilket er helt naturligt.
Det er vigtigt, at du lytter til disse signaler, og det er rigtig godt, at du nu reagerer og stopper op. Den kontante tilgængelighed, at du ingen tid har alene og derfor ikke har mulighed for at restituere og finde nye kræfter - det er ekstra hårdt for dig. Det samme er følelsen af ikke at kunne trøste, ikke at kunne gå, ikke at kunne være der for storebror. Derfor er det meget vigtigt, at du ikke presser dig selv mere, at du ikke tænker, at du er nødt til at holde ud.
Derfor skal du og far snakke sammen og finde ud af, hvordan far eller andre kan hjælpe mere. Praktisk støtte i hverdagen kan være en hjælp - det kan være alt lige fra rengøring, madlavning, indkøb osv. som I må finde løsninger på. I skal sammen også finde ud af, om flasken vil aflaste dig - delvist eller halvt. Ligesom du naturligvis skal overveje, om du har brug for samtaler med lægen - og her skal du lytte til din tidligere erfaring.
At du har haft en efterfødselsreaktion tidligere giver dig naturligt en erfaring, som du kan trække på. Jeg er ret sikker på, at du kender dig selv ret godt og kender din grænse. Det er netop derfor, du starter dit brev i dag, som du gør:)
Du gør det rigtig godt, du er den bedste mor for dine drenge, og jeg kan sagtens mærke, at du vil gøre alt for dem - men din trivsel er også vigtig:)
Sender dig et knus med på vejen herfra!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
6. februar 2026 | Sovevaner | 3 mdr.
Sikring af familieliv med ked baby
Kære Helen Du kender jo til situationen fra mit sidste brev, og da min egen...
20. januar 2026 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har prøvet at dele mine spørgsmål op. Mit første brev gik...
19. januar 2026 | Sovevaner | 12 mdr.
Fortsat dårlig søvn efter dræn
Hej Helen Vi skriver til dig om vores datter, som lige er blevet 1 år....
15. januar 2026 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Vores søn på 11 måneder er startet i dagpleje. Det går godt...
12. januar 2026 | Sovevaner | 13 mdr.
13 måneder og konstant dårlig søvn
Kære Helen. Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Vi er...
Viden om børn:
Kæledyr og børn
I rigtig mange børnefamilier har man en eller anden form for kæledyr, og det er ofte en hund, kat eller et andet kæledyr med pels.
Det kan være rigtig dejligt for børn at vokse op sammen med dyr, og det er lærerigt at skulle hjælpe til med at passe et dyr og sørge for,, at dyret har det godt. At skulle være med til at tage sig af et kæledyr lærer dit barn om ansvar. Det overordnede ansvar for kæledyret er dog dit. Du kan ikke regne med, at dit barn selv kan sørge for et kæledyr,...
Dagtilbud til børn
Vi har i Danmark kommunale dagtilbud til vores børn.
Dagtilbud omfatter:
- Vuggestuer og dagplejeordninger for ½-3 årige
børn
- Børnehaver for 2-6-årige
- Aldersintegrerede institutioner for flere aldersgrupper
- Fritidshjem
- Skolefritidsordninger (SFO) for børn i skolealderen.
Aldersopdelingen kan variere lidt fra kommune til kommune.
Hvis I ønsker at få jeres barn...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.






