Svar: Søvn og barnevogn
Kære Natasha
Tak for dit brev og velkommen til - og tillykke med jeres dejlige store dreng:)
Det lyder som om, at jeres dreng sover fint om natten, men han har svært ved at finde ro og sove lure i sin barnevogn - og han har især svært ved at koble fra og overgive sig til søvnen, når han puttes.
Når det er svært for ham at falde i søvn, så skyldes det sandsynligvis flere ting:
For det første er han nu blevet blevet ældre og er langt mere opmærksom. I 4-5 måneders alderen vil han naturligt kunne se længere, og han er nu meget bevidst om, hvad der sker omkring ham. Det gør det naturligt sværere at koble fra og give slip, når han skal sove - det er lidt mere spændende at følge med i verden.
For det andet, så lyder det som om, at han bliver overtræt. Du fortæller, at han nogle gange kan være vågen i 3-4 timer i træk og det er (som du også selv er opmærksom på) for lang en vågenperiode, når han ikke er ældre. Hvis han bliver overtræt, så vil han have sværere ved at falde i søvn også selvom han er meget træt.
For det tredje, så mangler han nok sin sovepose, sin fysiske afgrænsning. Voksiposen, som I havde glæde af i begyndelsen, dur ikke mere - både på grund af varmen, men også fordi jeres dreng nu har behov for at kunne bevæge sig mere. Det er helt naturligt, men det betyder, at han nu mangler lidt af den "hjælp" som voksiposen tidligere gav ham.
Som tommelfingerregel skal I regne med, at han har behov for ca. 15 timers søvn i døgnet. Nogle børn sover lidt mere og andre lidt mindre, og den fleksibilitet skal der naturligvis være plads til. Det er super fint med de 3 lure dagligt - en sådan rytme passer mange børn rigtig godt i denne alder. I skal dog være opmærksomme på, at han måske vi have behov for en fjerde lur, hvis han begynder at have lidt kortere vågenperioder mellem sine lure. At lurene varierer mellem 40-90 minutter lyder helt normalt for alderen. Det kan dog også sagtens være, at han så blot kan puttes tidligere om aftenen.:)
Jeg vil anbefale jer, at I forsøger at lade hans vågenperiode vare ca. 2-2.5 time, måske lidt kortere om formiddagen (1.5 time) og lidt længere om aftenen. Hold øje med tidlige træthedstegn, som at han begynder at "stirre", mister interessen for kontakt og legetøj, måske gnider øjne, småklynker osv. Vent ikke til han tydeligt viser træthed - det kan være en god idé, hvis I ser lidt mere på klokken, end I ser på ham.
Det kan være svært at finde et alternativ til voksiposen, når det er så varmt. I kan dog forsøge med et dynebetræk, hvis sommerdynen er for varm. I kan også prøve at lægge sommerdynen under hans ben og lidt op ad hans sider, når han ligger i barnevognen, så han ikke har dynen på sig, men oplever, at den støtter ham og derfor giver lidt ro. Det kan evt. fjernes, når han først sover, hvis det virker til at blive for varmt for ham.
Prøv om I kan indføre samme rutiner, hver gang I putter ham - og også meget gerne samme tidspunkt, så hans indre ur begynder at indstille sig på dette. Genkendelighed vil hjælpe ham med at finde ud af, hvad der skal ske, og det vil på sigt hjælpe ham med at koble fra. Put ham med en nusse-puttekanin eller lignende, det kan også være en spilledåse, som I trækker op, en barnevognsrangle eller lignende, som han kan ligge og kikke på, når han ligger i sin barnevogn - så det er så ens som muligt hver gang, og så der er noget fast tryghedsgivende.
Som I beskriver jeres dreng, så stortrives han på alle måde. Han spiser godt, tager rigtig godt på. Og jeg får indtryk af, at han er en glad baby, der smiler, pludrer, leger og har det rigtig godt. Husk jer selv på, at gråd og uro før søvn behøver ikke være tegn på, at der er noget galt. Der er rigtig mange babyer, som kæmper lidt med søvnen i denne alder, fordi de netop ofte bliver overtrætte og gerne vil følge med i alt omkring dem. Og hvis han er en meget ...
... opmærksom lille en, så er der meget at følge med i, så er verden bare super spændende:)
På sigt vil han naturligt skulle begynde med lidt smagsprøver på skemad - han er en fysisk stor dreng og sulten dreng - og det vil være helt forventeligt, at han ikke skal vente alt for længe med lidt grød eller mos. Det vil naturligt også være med til at skabe lidt mere rytme hos jer, da han vil trives med at have nogen lunde faste tidspunkter for aktiviteter, spisning og søvn. Men lige nu tænker jeg, at en dagsplan for eksempel kunne se således ud:
Morgen ca. 07: Vågner og dagen begynder stille og roligt.
I står op, leger, tumler, hygger. Han tilbydes flaske.
Formiddag ca. 8.30-8.45: Puttes til formiddagslur og må gerne sove som nu ca. 1.5 time. Det vil sige, at han vågner igen ca. kl. 10-10.15.
I leger, tumler hygger. Han tilbydes flaske.
Frokost ca. 12: Han puttes til middagslur og sover her måske som nu ca. 40 minutter. Det er helt okay, hvis han tager en kort lur her.
I leger, tumler, hygger. Han tilbydes flaske.
Eftermiddag ca. 14.45: Puttes til dagens 3. lur og sover her igen måske ca. 1.5 time, det vil sige, at han vågner omkring kl. 16.15.
I leger, tumler, hygger. Han tilbydes flaske
Aften ca. 19: Puttes allerede her for at undgå overtræthed. Han puttes med en flaske og fast putteritual.
Sen aften 22: Drømmeflaske og sover videre
Nat: Flaske gives efter behov 1-2 gange om natten.
Jeg har lavet rytmen ud fra dine oplysninger om, at han ofte sover 1.5 time + 40 minutter + 1.5 time. Men jeg har rykket puttetidspunkterne frem, fordi jeg tror, at han måske bliver puttet lidt for sent. Der skal naturligvis være plads til, at længden på lurene kan ændre sig, så han måske begynder at sove kortere eller længere tid ad gangen. Det er helt okay, og det er vigtigt, at I er fleksible her.
Hvis I oplever, at han ikke virker træt nok på mine angivne tider, så prøv at putte ham kl. 9 i stedet for klokken 8.30, men pas på, at han ikke bliver overtræt. Det kan være et forsøg værd at putte ham 20-30 minutter, før I egentlig tror, at han skal sove.
Hvis I oplever, at han slet ikke virker klar til at sove om aftenen omkring kl. 19, så kan det være, at han har brug for en ekstra lille powernap om aftenen i stedet. Det er også helt okay. En 4. lur på f.eks. 20-30 minutter omkring kl. 18 kan også nogle gange give en forskel, og så kan han måske bedre holde til kl. 21 uden at blive overtræt.
Når han skal lære at sove i sin barnevogn, så handler det om gentagelser, rytme og tryghed. Put ham til fast tid og på samme måde hver gang - bruge samme ritual, flaske, ren ble, nusseklud/kanin, kys - puttes i barnevognen, som f.eks. står på terrassen. I triller ham frem og tilbage, triller en fast tur rundt på vejen osv. Jo mere ens, jo bedre.
Put ham efter ca. 2 timers vågenhed og kik på uret. Hvis han protesterer, så vær tæt på, trøst med jeres stemme (få beroligende ord), læg en beroligende hånd på ham - f.eks. på hans brystkasse, prøv at samle hans hænder, hvis han virker til at have behov for at føle sig holdt. Undgå alt for mange stimuli, tril stille og roligt barnevognen frem og tilbage igen og igen. Ikke voldomme ryk, stille og roligt. Hvis han bliver ked af det og meget frustreret, så tag ham op, få ro på ham og prøv så igen 5-10 minutter senere.
Da han er vant til at blive vugget i søvn, så vil det være helt okay at I triller barnevognen frem og tilbage i begyndelsen, til han sover. Når det begynder at virke stabilt, så kan I stoppe med at trille tidligere og tidligere, og til sidst vil I sandsynligvis kunne lade ham falde i søvn uden bevægelse, eller hvor I kun behøver trille 2-3 minutter, før han så sover.
Jeg håber, at ovenstående hjælper jer lidt videre på vej og hjælper jer med igen at kunne putte jeres dreng i barnevognen :)
Rigtig meget held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
11. december 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Hej Helen, Vi har en dreng på 10 måneder derhjemme, som lige har været...
8. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.
Søvnrytme dreng 18 måneder - del II
Kære Helen, Tak for dine tanker og anbefalinger, det er meget værdsat. Jeg...
4. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.
Kære Helen Jeg har i flere henseende nydt godt af din skønne brevkasse og...
30. oktober 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Vil ikke sove lur i barnevognen længere
Kære Helen Jeg håber du kan hjælpe os med at finde en måde at gøre vores...
28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.
Søvnunderskud og lange putninger
Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...
Viden om børn:
Søvn
Børn sover ikke som os voksne, og søvnen og måden barnet sover på, ændrer sig lidt hele tiden. I nogle periode vil børn naturligt sove dårligere end i andre perioder - det sker især, når barnet udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt, ligesom børn der starter i daginstitution, er syge eller måske får en ny lillebror eller lillesøster, naturligt også sover dårligt i disse perioder.
Jeg bliver tit spurgt: "Hvad gør jeg galt?" eller "Hvordan skal jeg præcist gøre for at...
Øjenbetændelse
Øjenbetændelse kaldes også conjunctivitis. Det er betændelse i øjets bindehinde, som dækker indersiden af øjenlåget og det hvide af øjet.
Der er to former for øjenbetændelse - en mild og en svær.
Den milde øjenbetændelse opstår ofte hos forkølede børn. Øjet bliver let rødt, det løber i vand, og der kommer "gule klatter" i øjenkrogen, især efter søvn. Denne form for øjenbetændelse skyldes virus, som kun er lidt smitsom, og børn med denne form for øjenbetændelse må...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







