Annonce

Annonce

Svar: Døgnrytme baby 16 uger


6. september 2019

Kategori:
Alder:
3 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Malene

Tak for dit brev og tillykke med den lille dreng - og velkommen til :)

Som udgangspunkt skal man aldrig ændre på noget, der fungerer - og du beskriver en dejlig dreng, som lyder til at trives og udvikle sig i rigtig god retning. Han spiser hyppigt dagen igennem, sover et fint langt søvnstræk først på natten - og så sover han mange korte lure dagen igennem. Det er helt okay, så længe han trives på denne måde.

Han er 16 uger nu, og det betyder, at hans søvn begynder at ændre sammensætning og kommer til at indeholde flere stadier. Det betyder, at hans tendens til at sove kortere lure vil øges og det kan godt være en del af forklaringen på, hvorfor han ofte ikke sover så længe af gangen. Det betyder også, at det godt kan være en god idé, at du på sigt forsøger at hjælpe ham med at sove mindst end lidt længere lur dagligt - så en af hans lure varer mindst 1.5 time. Hvis det kan lade sig gøre ved at du lægger dig med ham i dobbeltsengen eller triller med ham i barnevognen, så vil det være rigtig fint. Lykkes det ikke, så er det også okay :)

Du kan naturligvis også sætte dig med ham, fordi du ved, at han ofte sover et noget længere søvnstræk på denne måde, men på sigt vil det være uhensigtmæssigt, hvis han kun kan sove i din favn - og hvis du skal sidde med ham i 1.5 time eller mere. Du har naturligt brug for at lave lidt praktisk og udnytte tiden, hvor han sover. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du kan begynde at arbejde på at putte ham fra dig, før han sover helt. Det er netop vigtigt, at han lige når at følge med i, at han flyttes fra din favn og ned i seng eller barnevogn. Det er utrygt for ham, hvis han først falder i søvn hos dig, flyttes sovende og efter 40 minutter registrerer, at han ligger et andet sted, så vil han naturligt ofte vågne op og søge din favn igen. Derfor er det rigtig godt, hvis han kan nå at følge med i, at du rent faktisk putter ham fra dig :)

Det vil også være rigtig godt, hvis han får mælk, som en fast del af sit putteritual. Hvis han har fået mælk lige før han skal sove, så vil han naturligt kunne sove længere, før han vågner og melder sig igen. I takt med at han bliver ældre, så vil han naturligt også begynde på lidt skemad, og det vil også hjælpe jer til lidt mere rytme. På sigt vil det være rigtig godt, hvis han tilbydes skemad og vand af kop efter sine lure og tilbydes mælk før han skal sove. Tiden arbejder på den måde også for jer i forhold til hans rytme på sigt :)

Og så til dine spørgsmål :) Du må naturligvis stille lige så mange du har brug for :)

Ad 1). Du må svøbe ham så længe han virker til at finde ro og trives med dette. De fleste børn vil dog i 4-5 måneders alderen blive så motorisk stærke, at de begynder at trille omkring og naturligt viser behov for at kunne skifte stilling under søvn. Derfor vil de i den alder ofte begynde at protestere mod svøbet, og i givet fald skal du naturligvis ikke længere svøbe ham... i stedet kan du evt. stå ved ham og hjælpe ham til fysisk ro med dine hænder :)

Det er også en god idé, hvis du kan løsne for svøbet, når han sover, så han ikke bliver for varm og stille og roligt lærer at sove uden at være helt så holdt/svøbt. Fysisk bliver han også større, så måske vil han have glæde af en sovepose i stedet - det kan være en ...


Annonce

... voksipose eller lignende type - de fås i mange forskellige kvaliteter og til mange forskellige priser. Det kan være en måde at putte ham på i løbet af efterår og vinter, og stadig give ham følelsen af netop at være holdt :) Så måske det kunne være en god overgang for jer :)

Ad 2) Ja, han må gerne sove 5-5.5 time om natten uden at få mælk. Han spiser godt dagen igennem og lyder til at have en god evne til at regulere sit behov, og det er kun dejligt for dig og ham, hvis han kan sove lidt sammenhængende om natten :) I har begge brug for sammenhængende nattesøvn.

Ad 3) Start med at give ham mælk, erstat evt. brystet med en sut, gerne koblet til en klud og flyt ham så fra dig, før han sover helt. Prøv at flytte ham ned i seng eller barnevogn der, hvor du kan se på hans øjne, at han kæmper for at holde sig vågen, og næsten sover, men dog er træt nok til at kunne komme helt ind i søvnen med dine hænder og kærtegn. Lul ham lidt, hvis han ligger i barnevognen kan du triller ham lidt og på den måde hjælpe ham ind i søvnen.

Prøv evt. at erstatte svøbet med en sovepose, som stadig giver ham følelsen af at være holdt. Du må gerne skifte ham, svøbe ham eller komme ham i soveposen og derefter amme ham og først der putte ham - så han er svøbt eller puttet i soveposen, når du ammer ham. Det kan gøre skiftet fra din favn og ned hvor han skal sove mindre voldsomt for ham og dermed være med til at sikre, at han ikke vågner for meget op, når han flyttes.

En putteklud, der dufter af dig, evt. koblet til en sut, kan nogle gange være en god måde at få ham lidt væk fra din favn på fordi han stadig vil kunne dufte dig, selvom han ligger på afstand af dig - og det kan være genkendeligt, trygt og dejligt for ham


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Ad 4) Det vil være rigtig godt, hvis du kan begynde at øve putning i seng eller barnevogn i løbet af dagen, så han nu vænnes til at sove lidt på afstand af dig og ikke længere skal sove alle sine lure i favn :) Netop fordi du naturligt også har brug for lidt tid til andre ting og har glæde af at kunne udnytte tiden, hvor han sover.

Det vil være rigtig godt, hvis han kan stå lidt afsides, når han skal sove - f.eks. sove i soveværelset eller stå i sin barnevogn i haven, på altanen eller lignende - alt efter hvilke muligheder I har. Så han sover et sted, hvor han ikke forstyrres af at du f.eks. går rundt og gør rent, laver mad, vasker op eller lignende, måske har du tv eller radio kørende. Det kan naturligt godt være berolignende for ham at kunne høre dig og jeg mener heller ikke, at du skal liste rundt, men det vil være godt, at du forsøger at skabe lidt rolige omgivelser der, hvor han skal sove.

Hvis han sover i soveværelset, så må du gerne lade vinduet stå på klem, før han puttes, så rummet er fyldt med frisk kølig luft, ligesom du kan lade gardinerne være trukket for, så rummet også er lidt mørkt. Det vil også hjælpe ham til at sove bedre - og måske kunne sove lidt længere :)

Det lyder rigtig fint med sut, holde i hånd, nusse ham i håret, synge en sang osv. Det er meget fine ritualer for så lille en dreng - det vil blot være dejligt, hvis han stille og roligt kan puttes lidt på afstand af jer og netop falde i søvn med disse rutiner :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

Svær putning - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...

Læs hele brevet og Helens svar


24. marts 2024 | Sovevaner | 5 mdr.

Sove på maven - 5 måneder

Hej Helen Jeg skriver, fordi vores datter er begyndt at trille om på maven,...

Læs hele brevet og Helens svar


14. marts 2024 | Sovevaner | 5 mdr.

Søvnbehov og fordeling

Hej Helen Jeg har en søn på 5 måneder, som næsten altid har haft en rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Natamning

Mælkeproduktionen sker også om natten, og i den første tid efter fødslen er det en rigtig god idé at amme om natten. Faktisk er natamning med til at holde din mælkeproduktion igang, fordi du om natten producerer mere af det mælkestimulerende hormon.

De fleste børn vil i de første måneder have behov for amning om natten, og det er først efter 6 mdr.s alderen, at de fleste børn ernæringsmæssigt ikke længere behøver mælk midt nat. I 6 mdr.s alderen vil barnet kunne spise skemad om...

Læs mere i Babylex

Gulsot nyfødt

Ca. 60% af alle nyfødte får en gullig farve i huden, det kaldes gulsot eller icterus/ikterus. Det opstår ofte, når barnet er 2-3 dage gammelt, og det topper, når barnet er 5 dage.

Gulsot er hos de fleste børn en ufarlig tilstand, som ikke skader barnet, og som ikke kræver behandling. Det opstår, fordi børn fødes med en del ekstra røde blodlegemer. Da barnet lå i livmoderen, var blodlegemerne med til at ilte barnets blod, men efter fødslen har lungerne overtaget denne funktion,...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen.

Du är min absoluta förebild inom allt med barn och allt som rör barnuppfostran/sömn/mat/sjukdom. Trots att jag aldrig träffat dig känner jag ett 100% förtroende och respekt för dig och känner att din syn på barn och hur man ska hantera olika situationer är helt rätt. Det finns så många metoder och syn på området idag men du har en sån sund och kärleksfull inställning.

För att sammanfatta det jag precis skrev: Du är min "guru" inom området och jag är glad att jag Tack vare min danska svärmor fann din sida och äntligen kunde få den hjälp och feedback jag så väl behövde!

Tack
/Erika


Annonce