Annonce

Annonce

Svar: Bedre nætter, tak!


10. juni 2019

Kategori:
Alder:
16 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Silas´mor

Tak for dit brev :)

Det lyder som om, at du er parat til at få skabt nogle nye vaner for både dig og Silas, og det er en forudsætning for at det kan lykkes :) Det er vigtigt, at du føler, at du gør det rette og har din mavefornemmelse med. Hvis Silas bliver usikker på, hvad du mener, og hvad du egentlig har lyst til, så bliver det sværere for ham at finde ro ved de nye rutiner og derfor sværere at få tingene ændret.

Når det så er sagt, så er der rigtig mange faktorer, som spiller ind hos jer, og det er vigtigt at sige, at Silas ikke gør noget forkert. Han gør det, som han har lært, og han forstår naturligt ikke, hvorfor du pludselig vil ændre jeres vaner. Derfor er det vigtigt at ændre vaner med respekt for den lille person han er og give ham tid til at lære det nye - og derfor vise ham forståelse, omsorg, nærhed, kærlighed osv. hele vejen igennem.

Jeg studser lidt over, at du blandt andet skriver "nu har jeg krævet, at min kæreste tager ham i hvert fald én nat, de dage han er hjemme.... hvem har du krævet det overfor og hvorfor? Er det overfor din kæreste, fordi du synes, at det er på tide, at han tager over, eller er det overfor Silas, fordi du synes, at han nu skal kunne acceptere at blive puttet af andre... Uanset hvad, så er det vigtigt, for både Silas og hans far, at de to er trygge ved putningen og begge har lidt forståelse for, hvorfor tingene nu skal ændres, og at det sker på en måde, som hjælper begge på vej...

Den bedste måde at få far på banen på er ved at lade far tage mere over i hverdagen, og det kan naturligt være svært, når far arbejder meget, og du ofte oplever dig mere som "alene-forælder" end som "par-forælder". Det vil dog være rigtig godt, hvis far de dage, hvor han er hjemme, er den person, som hjælper jeres dreng om aftenen. Det vil sige, at det skal være far, som giver Silas et bad om aftenen, frotterer ham godt med håndklædet, giver ham ble og nattøj på, tilbyder ham et godnatmåltid, børster hans tænder... Jo mere far gør alt det, som leder op til putning, jo lettere vil far have ved at tage over, hvis det er dig, som en aften ikke er hjemme.

Det er også vigtigt, at du begynder at indføre nogle putteritualer, som gør det muligt for andre at tage over. At I f.eks har en aftenrytme med aftensmad, bad, godnatmåltid osv. Og at du også indfører en puttebamse, putteklud eller lignende, ligesom du kan begynde at læse en godnathistorie, putte Silas med kærtegn, beroligende ord, godnatsang. Jo mere du gør disse ting som andre også kan gøre, jo mere genkendelighed vil andre - f.eks. far og mormor - kunne give Silas, og jo mere tryg vil han være ved at blive puttet.

Det er på samme måde vigtigt, at du ikke længere ammer ham, så han ikke forbinder brystet med at skulle sove - fordi andre naturligt ikke kan tage over her, og amningen vil naturligt være med til at gøre, at han søger mor. Når det så er sagt, så er det kun helt naturligt, at han søger dig og er tryggest ved at du putter, fordi de altid har været dig - og han forstår ikke, hvorfor dette pludselig skal ændres, og hvor træt du kan være...

Silas går sandsynligvis igennem en separation-gentilnærmelses-fase nu, eller måske er han ved at være igennem den, nu hvor han er blevet 16 måneder... Især i 13-15 måneders alderen oplever man ofte, at børn kan virke ekstra klyngende og have behov for ekstra fysisk kontakt og nærhed - det kan virke som om, at de næsten kryber tilbage og ind i mor igen, som du også så fint beskriver, og samtidig med at de søger denne kontakt, så afviser de ofte også mor. Han vil op i din favn, men lige så snart du tager ham op, så vil han ned igen. Det er helt normalt for alderen og den store udvikling som han går igennem - og da han samtidig er startet i vuggestue, kan det godt kan forstærket hans behov for at have dig nær. Det kan derfor forklare, hvorfor du oplever, at han ofte piver og søger dig, når han ser dig eller hører dig i nærheden.

Jeg har helt klart fornemmelsen af, at du er en meget sød, god og empatisk mor, men du er også træt nu og det begynder at være svært at finde overskud... og det forstår jeg godt :) Det er dog vigtigt, at du anerkender hans behov for dig og ikke ignorerer ham, eller afviser ham ved f.eks. at sige "nu må du lige vente lidt" eller "lad nu far hjælpe dig" eller lignende. Det er vigtigt, at du lader ham mærke dig, at du bukker dig ned, giver ham en knus, så han fornemmer, at du er der for ham og ser ham og derefter så forsøger at motivere ham til at forsøge ...


Annonce

... lidt på egen hånd igen. Ligesom du kan forsøge at hjælpe ham på afstand "jeg skat, jeg er lige her, leg du bare videre", så han på den måde hjælpes til at finde ud af, at du stadig er der, passer på ham og er der for ham, selvom I ikke er tætte sammen hele tiden.

Og det samme må du også meget gerne gøre, når far, mormor eller andre hjælper. Du kan f.eks. sige "jeg er lige her, far hjælper dig", så han også hører, at du bakker op om at far sagtens kan. Ligesom far kan sige det samme "du vil gerne have mor, nu hjælper jeg dig, så kommer du over til mor bagefter", så jeres dreng føler sig lyttet til og forstået, også selvom han er så knyttet til dig, som han er :)

Som jeg læser dit brev, så fungerer det egentlig okay med at falde i søvn om aftenen i egen seng, og det er super fint. Du må så forsøge at vurdere, om han i løbet af natten kan hjælpes videre i egen seng, eller om han lige nu har brug for at komme over til dig og sover videre tæt på dig - men uden at skulle have bryst eller andet. Og du skal som sagt forsøge at indføre putteklud, bamse og lignende, som på sigt kan erstatte dig, som på sigt vil fungere som substitut for dig, så han kan putte med dette i stedet for din nærhed.

Det spiller højst sandsynligt også ind, at han har en ret fleksibel rytme og nogle gange sover længe om morgenen og går sent i seng. I princippet er der ikke noget i vejen for dette, hvis både mor og barn trives med det, men det kan gøre det svært for dig at finde ud af, hvornår hans egentlige putteritual er, og dermed sværere at putte ham. Han vil naturligt sove bedre, hvis han føler sig parat til at sove, når han bliver puttet.

Da han går i vuggestue nu, vil det være en god idé at du starter dagen til samme tid hver dag uanset om han er hjemme eller i vuggestue, og dermed uanset om det er hverdag, weekend, helligdage, ferie osv. Jo mere fast stå op tidspunkt jo bedre, fordi det sætter rytmen for resten af dagen. Du skal nok regne med, at han har brug for 13-13.5 times søvn i døgnet og det betyder, at hvis han står op kl 07 og sover ca 2 timer til middag f.eks. mellem 12-14, så vil han skulle puttes omkring kl 19.30-20...

Det er rigtig godt, at du er opmærksom på at han skal spise og drikke tilstrækkeligt hele dagen igennem og jeg vil derfor også lige sende dig en dagsplan, som den kan se ud n og som jeg tænker også kan passe med rytmen i vuggestuen:

Morgen 7-7.30: Havregrød, letmælk af kop.

Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos, vand af kop.

Frokost 11-11.30: Rugbrød med forskelligt pålæg, suppleret med kogte grøntsager, stykker af frikadelle, pasta osv. Eller tilbydes varm mad til frokost - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Vand af kop.

Puttes til middagslur - sover måske mellem kl 12-14


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Eftermiddag 15: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos. Måske lidt tykmælk eller neutral yoghurt med lidt frugt og bær. Vand af kop.

Før aftensmad 17.30 - lidt gnavegrønt imens du/I gør aftensmaden klar...

Aften 18: Familiemad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Vand eller letmælk af kop.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme efter behov, får lidt babymassage osv. og gøres klar til natten.

Tilbydes en godnatgrød eller en moset banan, samt vand eller letmælk af kop. Får derefter børstet tænder

Puttes til natten 19.30-20 med putteklud, bamse, godnathistorie, godnatsang og lignende.

Nat: Hjælpes med stillingsskift, beroligende hænder, nærhed osv. men uden at blive tilbudt bryst i munden....

Min umiddelbare tanke er altså, at hvis du starter med en nogenlunde fast rytme og nogle faste rutiner, som på sigt giver genkendelighed og tryghed for jeres dreng, vil det hjælpe dig/jer i den rigtige retning. Det er vigtigt at give ham den tid, som han behøver, samtidig med at du viser ham, at det er okay at ændre vaner, og at han stadig kan være helt tryg ved at sove. Far (og evt. mormor) skal naturligvis på banen, så du ikke ender med at bryde sammen for det har ingen af jer glæde af, men ændringerne skal stadig ske med respekt for jeres lille dreng... :)

Du skal naturligvis sikre dig, at han ikke er syg, har smerter eller andet, som kan forklare hans opvågninger - sammen med institutionsstart hører ofte også et bombardement af nye bakterier og vira og derfor sygdom...

Jeg håber, at mine tanker giver lidt idé til, hvordan I kommer videre :)

Knus herfra - og rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Putning - 11 mdr.

Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...

Læs hele brevet og Helens svar


22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.

Lange putninger - 15 måneder

Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

Svær putning - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Colostrum (råmælk)

Colostrum er navnet på den mælk der dannes i brystet umiddelbart efter fødslen. Dette kaldes også råmælk og alle kvinder vil danne råmælk, også selvom de føder for tidligt.

Råmælken er meget proteinrig og indeholder antistoffer som er med til at bekytte barnet mod sygdomme og beskytte imunforsvaret. Antistofferne beskytter mod sygdomme ved at beklæde tarmsystemet indvendigt, så bakterier mv. trænger ind i tarmen.

Colostrum er fed og gullig. Den kommer i små...

Læs mere i Babylex

Ører - øreproblemer hos baby og børn

Siden 2005 får alle nyfødte i Danmark tilbudt en screening for hørenedsættelse få dage efter fødslen. Hvis det viser sig, at barnet har en medfødt hørenedsættelse, er det vigtigt, at man får startet behandling så tidligt som muligt.

Mange børn vil have nedsat hørelse i en periode f.eks. på grund af mellemørebetændelse eller væske i mellemøret. Et barn, som gennem længere tid har nedsat hørelse, vil ikke reagere på lyde og vil have langsom eller manglende sprogudvikling. Hvis...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen.

Tak for dit svar - jeg gik 100% på ham og tommelfingeren. Det tog faktisk kun 3-4 dage, så ville han hellere ha sut end tommelfinger.

Tak fra Conrads mor


Annonce