Svar: Sove uden sut

---

Kære A

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker du kan bruge :)

Der er ingen tvivl om at 4 års alderen kan være en lidt prøvende alder - jeres datter er så gammel nu, at hun begynder verbalt at kunne give udtryk for sine ønsker og behov og kan på den måde vise stor egen vilje. Børn i denne alder kan virke så kærlige, søde, nogle gange næsten filosofiske i deres tanker - og pludselig så bliver de voldsomt vrede, svarer igen og smækker med døren... nogen siger faktisk, at 4års alderen på mange måde kan minde om teenageårene :)

Det er vigtigt, at I ikke går på listefødder omkring hende - nogle gange kan man godt komme derud, hvor man begynder at gøre tingene meget på hendes præmisser eller begynder at gøre ting udelukkende efter hendes hensyn - men hvor det egentlig ikke rigtig hjælper nogen, og hvor det bliver til frustration for alle. Simpelthen for at undgå konflikter - det kan godt blive til en slags "hun får ret og jeg får ro"... Det er naturligvis vigtigt, at I har nogle regler for, hvordan ting skal foregå hos jer - og at I holder fast i, at sådan er det. Det betyder naturligvis ikke, at I skal bestemme alt. Det er vigtigt, at hun føler sig medinddraget, og det kan give hende en følelse af at hendes mening også tæller. Børn i 4års alderen kan godt sige f.eks. "du bestemmer bare alt!". Så det er vigtigt at inddrage hende og give hende en følelse af, at I faktisk lytter til hende.

Men I må gerne stille lidt krav til hende, det skal naturligvis være krav, som passer til hendes alder. I må gerne have regler for, hvordan man opfører sig, og her skal I forklare hende, hvorfor I har de regler I har, og hvad der forventes af hende nu. I skal anerkende hende, lytte til hende, forsøge at finde en løsning som kan tilgodese jer alle - og det gælder også, når hun f.eks. skal sove...

Det lyder som om, at det hos jer er sutten, eller mangel på samme, som har været udløsende faktor hos jer, men jeg tror faktisk ikke, at hun på den måde mangler sin sut. Jeg tror snarere, at hendes protest handler om, at hun oplever en ændring i måden hun puttes på nu i forhold til tidligere, og at denne ændring er svær for hende. Hun har brug for et alternativ til sutten - det kan f.eks. være en ny bamse. Og hun har også brug for at være medbestemmende i, hvordan det så skal foregå.

Jeg tænker, at I skal holde et familiemøde, hvor I sætter jer ned og taler med hende om, hvordan det skal foregå, når hun skal puttes om aftenen. I skal naturligvis bede hende sætte lidt ord på, hvad det betyder, når hun f.eks. siger "jeg vil ikke sove nogensinde", "jeg kan ikke lide at sove" osv. I skal forsøge at finde ud af, hvad der ligger bag disse udtalelser og anerkende, at det kan være svært at sove. Hvis I kan finde ud af, hvorfor hun protesterer, så kan I naturligt bedre hjælpe hende.

Nogle gange kan det være svært at sove, fordi natten går så hurtigt og så starter dagen i børnehaven - og hvis hun ikke trives særlig godt i børnehaven, så kan det faktisk udløse protester mod søvn om aftenen...

Det kan også handle om, at hun ved at I sidder i stuen og hygger jer om aftenen, og hun føler sig afvist, lukket ude af fællesskabet. De gange hvor hun er stået op af sin seng og er kommet ind i stuen, er hun blevet bekræftet i, at I har det hyggeligt, I sidder i sofaen sammen og måske står der en slikskål på bordet...

Måske er hun bange for mørke eller bryder sig ikke om, at døren til værelset bliver lukket om natten....

Måske begynder hun at have mareridt. Det opstår ofte i 3-5 års alderen og kan være meget skræmmende...

Børn i 4års alderen har ofte også meget store ører og hører rigtig mange ting, som de ikke forstår, og som kan gøre dem bange. Det kan være udsendelser i fjernsynet, nyheder vi taler om osv. som skræmmer hende, uden at hun rigtigt kan sætte ord på det. Og igen kan det gøre det svært for hende at sove...

Det kan være fordi hun har fået en lillebror eller lillesøster og derfor er i tvivl om hendes rolle i familien og naturligt higer efter jeres kontakt og nærhed, når hun skal sove...

Hun kan også have brug for et alternativ til sutten - som kan fungere som substitut for både sut og jer.. f.eks. en ny bamse, slaskedukke eller lignende...

Der kan være rigtig mange årsager til, at hun reagerer så voldsomt, som hun gør, og det er vigtigt, at I forsøger at finde ud af, hvad der ligger bag hendes reaktioner, når I vil hjælpe hende. Visse ting kan I finde en løsning på netop ved at indgå i dialog. Hvis hun f.eks. er bange for mørke, så kan hun få en natlampe med svag belysning og døren til hendes værelse kan stå åben om aftenen og natten... Hvis hun søger jeres kontakt og nærhed, så kan I sagtens prioritere at ...

---

---

... sidde hos hende, læse en historie højt eller lignende, så hun fornemmer, at I er der og gerne vil hende - at sengetiden er noget I prioriterer...

Sutten synes jeg faktisk ikke, at hun skal have, og her kan I godt holde fast i, at sut er slut. I kan tilbyde et alternativ, og I kan også sagtens sætte ord på, at I forstår, hvis det er svært, men at I er der og gerne vil hjælpe hende.

Hvis hendes reaktioner handler mere om grænseprøvning, så kan I naturligvis godt holde fast i, at I faktisk mener, at hun skal ligge i sin seng, og at det er tid til at sove. Det er helt okay, at I siger fra, hvis hun råber, skriger, sparker osv. hvis hun gør det, for at se, hvilken reaktion hun får fra jer. Som jeg læser jeres brev, så lyder det som om, at den reaktion hun ofte får er at I begynder at tale om blå mærker eller lignende og på den måde forsøge at aflede hende - det virker kortvarigt - men hele seancen trækker ofte ud i 1-1.5 time.. og det lyder derfor lidt som om, at I skal holde fast i, hvad det er I forventer nu.

Det skal I tale med hende om til familiemødet. I skal sætte jer ned og tale med hende om, hvordan det skal foregå, når hun skal puttes fremover. Hun trives ikke, som det er lige nu, og det gør I heller ikke - og ingen af jer synes det er særlig rart, når I hver især ender med at blive vrede, for det er vigtigt, at det er hyggeligt og dejligt, når man afslutter dagen, og når man lægger sig til at sove. Det kan I sagtens tale med hende om og sætte lidt ord på. Og I kan her godt tage udgangspunkt i noget af det hun selv siger, så når hun f.eks. siger, at hun "ikke kan lide at sove" - så netop tale med hende om, hvordan man gør det rart at sove, fordi søvn er vigtigt for os alle sammen.

I skal som sagt spørge ind til, hvorfor hun reagerer som hun gør og via dialog forsøge at finde en løsning, som I alle kan være med på. I må meget gerne spørge hende, hvordan hun kunne tænke sig at det foregik - og også tale med hende om, hvad I så skal gøre, hvis det alligevel går galt en aften. Og når I har denne snak, så må I gerne sætte ord på, at der nu er visse krav til hende - at I f.eks. ikke vil have, at hun sparker og slår jer...

---

---

Når I taler med hende om jeres forventninger, så kan det være en god idé, at I starter jeres sætninger med jeg og f.eks. siger "jeg vil ikke have, at du sparker mig, det gør ondt" i stedet for at sige "du må ikke sparke". Hvis I formulerer jer med et "jeg", så bliver det tydeligere for hende, hvor jeres grænser går. I kan gøre det undervejs i jeres snak og også i selve situationen...

I nævner, at hun ofte prøver at stikke af og på værelset smider hun sig på gulvet og nægter at gå op i seng... I nævner også, at hun om dagen kan gøre det samme, hvis hun bliver bedt om at tage shorts på, fordi hun vil på legepladsen i underbukser, hvilket hun ikke får lov til... Og det lyder for mig som om, at jeres datter måske har det, som man kan kalde for kontrollerende anfald. Det ser man nogle gange hos børn i 4-6 års alderen, hvor barnet skriger og græder for at få sin vilje. Barnet har lært, at hvis jeg "skaber mig længe nok", så får jeg det, jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er fortvivlet og ulykkelig og ofte er der ingen tårer - og barnet vil ofte også kunne formulere sit krav "jeg vil have den - NU!" eller som hos jer "jeg vil ikke gå op i min seng!" eller "jeg vil på legepladsen i underbukser!"...

Denne type anfald kræver et publikum for at virke, og derfor er løsningen ofte at gå fra hende. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan hun opfører sig, så er det ikke sjovt at blive ved. Så i stedet for at I bliver på værelset, forsøger at tale hende til fornuft og diskuterer med hende, eller forsøger at aflede med blå mærker osv. så kan det være bedre at gå. I skal holde fast i, at det er sovetid og ikke begynde at forhandle med hende, men kort og godt holde fast i, at nu er det sådan... Og I kan f.eks. godt sige "jeg går lige ud i køkkenet, du kan komme ud til mig, når du er parat til at sove" eller I kan sige f.eks. "jeg vil gerne hjælpe dig med at sove, og jeg vil gerne læse for dig, men du skal ligge i din seng" eller lignende. Så I er tydelige omkring, hvad det er I forventer af hende nu.

Men start med at tale med hende om, hvad det er, der gør hende så frustreret, så I forsøger at finde ud af, hvad det er der ligger bag hendes protester mod søvnen og hjælpe hende med dette. Lyt til hende og lad hende selv komme med forslag, find et kompromis mellem det I vil, og det hun vil... Og mærk så også efter, hvad I vil acceptere og sig fra, når I oplever, at hun overskrider jeres grænser...

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre og jeg vil også anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse" :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---