Annonce

Annonce

Svar: Putning og nedtrapning af amning mm


30. maj 2017

Kategori:
Alder:
6 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Tina

Tak for dit brev og alle dine spørgsmål :)

Jeg vil forsøge at svare så godt som muligt, men der er rigtig mange ting som spiller ind hos jer og det er begrænset, hvor meget i dybden jeg kan gå, når jeg svarer i brevkassen, derfor vil jeg anbefale jer meget at læse især to af mine bøger "Helens bog om børn og søvn" og "Helens bog om børn og mad"...

Jeg vil forsøge at besvare dine spørgsmål i den rækkefølge de stilles :) Så med hensyn til aftenputning, så lyder det rigtig fint, det I gør lige nu. Når han kan sove inden for ca 15 minutter, så er det rigtig godt og det I kan forvente. Glæd jer over de aftener, hvor han sover i løbet af 5-10 minutter og accepter, at det nogle gange trækker ud til 20 minutter - det er okay :)

Det kan i 6 måneders alderen nogle gange være en god idé at amme af to omgange. Det vil sige at du f.eks. kan prøve at amme ham i stuen, derefter skifte ham, så han vågner lidt op til dåd igen, og så kan I gå i soveværelset, amme ham igen, putte ham og her synge den sang, som I nu har fået indført.

Hvis han har brug for at finde ro i jeres favn først og derefter bliver puttet, så er det helt okay. Stille og roligt kan I forsøge at putte ham lidt hurtigere i sengen og se om I med jeres hænder, kærtegn, godnatsang osv. kan lulle ham ind i søvnen, der hvor han skal sove. Det er dog ikke så vigtigt lige nu - det vigtige er, at han lige når at følge med i, hvor han bliver lagt, så han begynder at forbinde sin seng med stedet, hvor han skal sove, og det lyder det som om, at han gør. Du skriver blandt andet: "Flere og flere gange virker det til han lige åbner øjnene og kigger men vender hovedet til siden og sover videre" - det er så fint!

Med hensyn til natteroderi og behov for bryst om natten, så vil de fleste børn i 6 måneders alderen begynde at kunne sove igennem om natten. Det vil sige at sove 5-6 timer uden mælk f.eks. fra kl 23.30 til 05... Amningen midt nat trappes derfor ud.

Det er en forudsætning for at kunne undvære mælk om natten, at han får mad nok hele dagen igennem og det er samtidig en forudsætning for at kunne indtage mad nok om dagen, at han ikke får for meget mælk om natten...

Det vil være rigtig godt, hvis du kan forsøge at strække tiden om natten mellem amningerne ved at berolige med hænder, kærtegn, stillingskift osv. Men - hvis han tydeligt søger brystet og ikke kan komme videre i søvnen uden, så må du give ham det, men så arbejde på at afkorte amningen mere og mere, så han gradvist lærer at sove uden at få mælk om natten.

Det betyder, at du giver ham brystet, men stille og roligt trækker du brystet til dig. Forsøger igen og igen at lirke brystvorten ud af munden på ham, så han får mindre og mindre mælk. I starten vil han søge brystet igen, og så giver du ham det, lader ham die lidt, og når der så er ro på ham, så lirker du igen brystet ud af munden på ham. Du skal sandsynligvis gøre det flere gange til at begynde med, men stille og roligt lærer han at falde i søvn uden at han har dit bryst i munden.

Samtidig med at du lirker brystet ud af munden på ham, så skal du stadig have ham ved siden af dig. Du ligger ned og ammer, og han får på den måde masser af nærhed, du kan kærtegne ham, holde ham i hånden, lægge hånden på hans hofte og vugge ham lidt imens han ligger ved siden af dig, så han hele tiden mærker, at du er der, men så det er brystet, der fjernes mere og mere igen og igen. Og stille og roligt vil du så kunne berolige ham netop med dine hænder og kærtegn og uden at han behøver brystet.

Det er bedre at give ham brystet, ligge ned og amme ham og forsøge at vænne ham til mindre og mindre amning på denne måde - end at I begynder at går rundt med ham om natten. Det er skidt for jer alle, hvis det bliver en vane, at I skal stå op og gå rundt:) Det kan naturligvis være nødvendigt at tage ham op og vugge ham lidt, hvis han er meget ked af det, men prøv om I kan hjælpe ham videre i søvnen med så lidt aktivitet fra jeres side som muligt...

Det kan være en fordel at koble hans seng til din seng. Fjerne tremmerne fra den ene side og sætte sengene sammen. Naturligvis sikre, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Og så kan han ligge i egen seng, men stadig med dig ved siden af sig. Du kan berolige ham med dine hænder og nærhed, men uden at han behøver at få mælk og uden at han behøver komme op i favn og skulles gås rundt med.

Tidlig morgen må han gerne blive liggende i din seng efter amning, hvis der er plads nok i sengen til ham - eller du kan også her netop putte ham tilbage i egen seng, hvis den er koblet til din seng, og lade ham mærke, at du er der tæt ved...

Eget værelse kan han også sove på. Her skal I vurdere, om han vil kunne sove bedre, hvis I ikke sover sammen. Altså om du måske reagerer for hurtigt på nogle af hans lyde og derfor tager ham op, giver ham mælk osv. uden at han egentlig har behov for det - og hvis han sover for sig selv, så måske vil kunne komme bedre videre i søvnen på egen hånd.. Eller om han lige nu har så meget brug for jeres nærhed, at det bliver til et langt rend mellem børneværelse og soveværelse, så er det bedre at lade ham sove i sin tremmeseng koblet til jeres seng.

Med hensyn til dagslure, så behøver han ikke sove mere end 45 minutter om formiddagen, hvis han derefter vågner og virker frisk og udhvilet. Så kan I godt tage ham op og i stedet arbejde på en længere middagslur.. Men hvis han vågner er pylret, tydeligt virker træt og ikke er glad, så er det godt at arbejde på en længere formiddagslur. Og her er det fint at putte ham i barnevognen - det lyder som om, at det hos jer fungerer bedre end at ligge i soveværelset, og I skal naturligvis gøre ...


Annonce

... det, som fungerer bedst for jer.

Det er helt naturligt, at han nu begynder at sparke dynen af osv. Det hører med til hans udvikling og da han lyder til at være en varm dreng, så er det godt, at han kan gøre dette. Nogle vælger at bruge en "sommer-sovepose", som er en ganske let bomuldsdragt med "pose" omkring benene. Det kan give nogle børn lidt ekstra ro. Han kan også bare få et lille tæppe omkring sig i stedet for en dyne og så lade tæppet falde, som han nu virker til at synes er rart...

Det lyder så fint, at I nu kan trille vognen mindre og mindre og ofte kan nøjes med blot at trille lidt på vejen - og det er fint, at I triller mere og triller på ujævnt terræn, når I mærker, at han har lidt ekstra behov for hjælp til at overgive sig.

Det er helt naturligt, at han kan vågne mellem 30, 45, 60 minutter og have brug for lidt ekstra hjælp - og I skal her igen vurdere, om han virker vågen og veludhvilet eller skal hjælpes til at sove videre. Hvis han ligger og smiler og pludrer i barnevognen, så tag ham op, vær aktiv, lad ham bruge sig selv rigtig godt motorisk og mentalt, og hjælpe ham så med at sove en længere lur næste gang. I kan evt. lægge et bad ind mellem formiddagslur og middagslur - det kan øge hans vågenperiode og også aktivere ham på en måde, som gør at han så måske vil sove en længere middagslur...

Det er helt okay, at han nogle gange brokker sig lidt, når han puttes. Så længe han falder i søvn i løbet af kort tid og tydeligt er parat til at sove :)

Med hensyn til mad og indtag af mad, så vil det være rigtig godt, hvis I nu begynder at give ham mad i hånden som en fast del af det at skulle spise. Det har den fordel, at det for det første stimulerer ham mundmotorisk, men det har også den fordel, at det gør ham opmærksom på at det er spisetid, og at han dermed bliver klar og er mere parat, når skeen kommet. Mit forslag er derfor, at han starter hvert måltid med noget i hånden, og imens gør I så skemaden klar.

Når han efterfølgende skal spise, så er det vigtigt at I sætter jer foran ham, han skal sidde i sin høje stol, og den der giver ham mad, skal sidde foran ham, få øjenkontakt og holde ham fast i, at nu er det spise tid. Det gøres ved at verbalisere omkring maden og ved at lade ham spejle sig i jeres ansigt.

Du skal altså bruge din stemme og din mimik: "mmm mam mam mam, dejlig mad" åbne munden (han spejler sig i dig), ind med skeen, synke og igen "mmm mam, mam, smager godt", åbne munden ind med skeen. Det skal køre i en jævn strøm, så han ligesom ikke får mulighed for at blive afledt af andre ting, men hjælpes til at holde fokus.

Når han så alligevel forstyrres af noget eller har brug for en pause, så er det naturligvis helt okay, så følger I ham i det "nå skat, skal du have lidt at drikke" og så får han lidt vand og derefter er han så klar igen "hej skat, er du klar, mere mad, mmm mam mam" og så starter I forfra.

Der skal altså skabes interesse ved at starte måltidet med mad i hånden og derefter ved at motivere ham via jeres verbale sprog og mimik. Og ja - nogle gange føler man sig som en større skuespiller, men det kan være nødvendigt i starten, indtil han finder ud af, hvad det handler om. Og det vil være rigtig fint at mor og far skiftes til at give ham mad, for nogle gange lykkes det bedre for den ene en for den anden - og det vigtigste er, at han nu begynder at få mere mad og flere måltider hele dagen igennem.

Han behøver ikke spise store mængder, men meget gerne 1/2-3/4 dl. og I må meget gerne variere mellem hjemmelavet og færdiglavet mad. I kan købe grød og også lave grød selv. I kan købe middagsretter på glas og også give ham mos af grøntsager, kød, fisk osv. som I selv spiser. I kan købe frugtmos og frugtsmoothies og du kan lave frugtmos selv. Variation vil være rigtig godt og hvis du køber mad til ham, så vælg produkter beregnet til børn fra 6 måneder.

Giv ham vand af kop til maden og som tørstslukker imellem måltiderne, så han nu får mere og mere at sit væskebehov dækket via vand og mælkeindtaget gradvist skæres ned.

Mit forslag til en dagsplan lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:

Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Morgen 7: Tilbydes bløde frugtbåde i hånden, og du følger efter med lidt havregrød, vand af kop.

Sen morgen/Formiddag 8.30: Tilbydes igen lidt frugt i hånden og du giver lidt frugtmos, vand af kop.

Ammes og puttes til formiddagslur. Får vand af kop, når han vågner af sin lur, da han lyder til at være tørstig der

Frokost 11: Tilbydes ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, og du følger efter med lidt grøntsagsmos. Der begyndes i 6 måneders alderen med kød og fisk i mosen. Vand af kop.

Ammes og puttes til middagslur ca 12.30/13.00

Eftermiddag 15: Tilbydes frisk blød frugt i hånden og du følger efter med lidt frugtmos og vand af kop.

Ammes og storebror hentes

Sover dagens 3. lur

Aften 18: Ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden og du følger efter med grøntsagsmos med kød eller fisk. Vand af kop.

Ammes og putttes til natten ca kl 19.30-20

Sen aften 23.30: Ammes og puttes tilbage i egen seng og skal herefter vænnes til at sove uden yderligere mælk til næste morgen tidlig

Med hensyn til, at han sveder meget, så lyder det som om, at temperaturen i værelset er fin, det er super med sommerdyne, topmadras osv. Det lyder ikke som om, at der er noget I kan ændre på her... Giver I ham bad lige før I putter ham, så kan det nogle gange være en idé at forsøge med badet om dagen i stedet eller bade ham ca 1 time før han skal puttes....

Jeg håber, at I kan bruge dette videre - rigtig meget held og lykke :)

Og rigtig god pinse!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

Svær putning - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...

Læs hele brevet og Helens svar


24. marts 2024 | Sovevaner | 5 mdr.

Sove på maven - 5 måneder

Hej Helen Jeg skriver, fordi vores datter er begyndt at trille om på maven,...

Læs hele brevet og Helens svar


14. marts 2024 | Sovevaner | 5 mdr.

Søvnbehov og fordeling

Hej Helen Jeg har en søn på 5 måneder, som næsten altid har haft en rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Feberkrampe

Det lille barn evne til at kunne regulere sin temperatur er umoden. Det betyder, at nogle børn får krampe i forbindelse med, at de får feber. Temperaturen kan stige pludseligt, og når temperaturen stiger for hurtigt, kan temperaturreguleringscenteret i hjernen ikke følge med, og kramperne opstår.

Feberkramper opstår hos 2-5% af børn mellem 6 måneder og 5 år, og det er den hyppigste årsag til kramper hos børn. Feberkrampe er delvist arveligt, så end forældre eller søskende har...

Læs mere i Babylex

Høj stol til baby

Når barnet begynder at kunne sidde selv, er det en god idé at anskaffe en høj stol. Så kan barnet sidde med ved bordet under måltiderne, og det kan også følge med i, hvad I laver ved køkken- og spisebordet.

Der findes mange forskellige modeller af højstole, men de fleste vælger i dag en model, som kan stå ved spisebordet. Det giver mulighed for, at baby kan være med ved bordet, når familien sidder og spiser og på den måde naturligt tage del i måltiderne.

De...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om gråd og trøst, som er en guldgrube af information til desperate forældre.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Din bog om søvn har været os en rigtig stor hjælp.

Vores dreng er nu 16 måneder og vi har måtte erfare, at han hører til de børn der altid har haft et lille og uforudsigeligt søvnbehov. Men via din bog, har vi fundet ud af at give ham rutiner, der gør at han nu trives og udvikler sig sundt og godt.

Tak fordi du har skrevet den!

Hilsen de glade forældre


Annonce