Annonce

Annonce

Svar: Mistrives mit barn?


19. april 2026

Kategori:
Alder:
3 år, 7 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære mor

Tak for dit brev og velkommen tilbage :) Hvor dejligt at høre fra dig igen, og tak for den fine beskrivelse af jeres datter og alle dine tanker.

Det du beskriver, lyder ikke som et barn, der ikke trives. Det lyder mere som en pige, der er meget opmærksom, og som går igennem en alder og udviklingsfase, hvor følelser nogle gange kan blive lidt for store og svære at håndtere.

Hun er en pige, som sprogligt er rigtig godt med. Hun er meget observerende, og hun er rigtig god til at forstå sammenhænge. Det er en kæmpe styrke, men det har den ulempe, at hun nogle gange nok forstår mere, end hun følelsesmæssigt kan håndtere lige nu. Når hun går meget op i at få at vide, hvem der afleverer og henter hende, og hvad I skal lave om eftermiddagen, så er det sandsynligvis, fordi det giver hende ro. Forudsigelighed skaber ro og tryghed.

Men - hvis hun får for meget information, så kan hun begynde at tænke lidt for meget. Præcist som du selv skriver, at I oplever, og så bliver det svært for hende bare at være i nuet og lege. Derfor har du helt ret i, at hun har brug for at vide noget, men ikke for meget, hvilket naturligvis kan være en svær balance at finde.

Prøv om I kan justere det lidt, så I f.eks. kun siger "i dag henter bedstemor", "efter børnehave skal vi hjem". Det lyder som om, at I har tendens til at sætte mange ord og forklaringer på "I morgen sker der.. og så... og bagefter...". Det tænker jeg er for meget, så prøv at gøre det så kort og præcist som muligt.

Når hun får nedsmeltninger, så er det fordi hendes nervesystem er overbelastet. Og i den situation kan hun ikke tage imod forklaringer, logik - eller trøst. Derfor løber hun væk fra jer, skriger, kaster med ting osv. Og I gør her det helt rigtige. I holder jer i nærheden, viser jer tilgængelige. I skal bare være der, uden at tale for meget. Og når hun falder til ro igen, så er hun klar til at kalde på mor og klar til kram.

At hun i de svære situationer råber på mor og ikke far, betyder ikke, at hun ikke elsker far, eller at far gør noget forkert. Hun vælger mor, fordi hun lige der forbinder mor mest med ro. Når far og datter er alene, er der ingen problemer, og får hun nedsmeltninger, og mor ikke er der, vil hun naturligt bruge ham. Det er alt sammen tegn på, at deres relation er tryg og stærk, men når hun bliver presset, så er det svært for hende. Og ja - det kan godt føles personligt, men det er det naturligvis ikke:)

Måske kunne far og datter have glæde af at lave noget sammen bare de to. Det kunne være ture i svømmehallen eller lignende. Der er nok ikke nogen ledige svømmehold på denne årstid, men I kan undersøge muligheden for at gå til svømning, hvor far er med i vandet. Det kan naturligvis også være musik/rytmik/gymnastik/bold eller andet. Når svømning er særlig godt, så er det fordi, der er rigtig meget kropskontakt og nærhed, og i vandet vil hun naturligt skulle søge far, når det hele måske bliver lidt utrygt. Hun vil naturligt heller ikke kunnen svømme selv, man skal være i hans favn eller støttes af far i vandet.

I forhold til bedstemor, så forstår jeg godt, at I undrer jer. Jeres datter er i mere end et år blevet hentet fast hver tirsdag, og pludselig er det svært for hende. Det handler dog sandsynligvis ikke om bedstemor, men om udvikling.

Hun forstår mere - og hun mærker mere nu. Hun ved, hvad det betyder, når I ikke henter hende. Hun begynder måske at forestille sig situationer "hvad hvis...". Det kunne f.eks. være en tanke om ...


Annonce

... "hvis bedstemor henter mig, så er mor der ikke. Hvad hvis jeg helst vil have mor?" og det skaber en utryghed i hende, selvom det faktisk er trygt at være sammen med bedstemor.

Selvom bedstemor er tryg, så er hun stadig ikke højest i tryghedshierarkiet - det er mor og far. Når jeres datter er i overskud, så er bedstemor helt fin. Men når jeres datter føler sig presset, så er det bare mor og far, der føles mest rigtigt. Derfor protesterer hun, når hun får at vide, at "bedstemor henter dig."

Som jeg læser dit brev, så opstår jeres datters reaktion allerede, når I taler om det - altså før dagen overhovedet er begyndt. Det tyder netop på, at hendes reaktion skyldes en forventning eller forestilling om, hvad der vil ske, når bedstemor henter. Og fordi hun er en pige, som tænker rigtig meget, så giver informationen ikke den ro, som I egentlig håber. I stedet for at være noget, der er rart at vide, så bliver det til noget, som pludselig bliver svært at overskue.

Derfor kan det være en god idé ikke at tale for meget om det i god tid - tal f.eks. ikke om det dagen før, men nævn det f.eks. om morgenen. "I dag henter bedstemor dig". Hvis I kan mærke, at det gør hende urolig, så prøv at hjælpe hende tilbage til det rare nu "det er i eftermiddag. Lige nu spiser vi morgenmad", så I på den måde hjælper hende med ikke at lade tankerne om, hvad der skal ske senere, fylde for meget.

Jeg kan ikke helt ud af jeres brev gennemskue, hvordan hun reagerer, når bedstemor så henter. Hvis hun også reagerer der, så kan det handle om, at hun er ekstra træt og overstimuleret efter en lang dag i institutionen, og at det bare er svært at skifte situation. Derfor kan det føles som "jeg vil ikke have bedstemor, jeg vil have min mor" - men i virkeligheden handler det mere om, at hun ikke kan overskue selve skiftet.

Hvis hun reagerer med skrig, kaster med ting og kaster sig selv rundt, når hun bliver hentet, så kan det også hænge sammen med, at hun holder sammen på sig selv hele dagen - og når hun så ser sin tryghedsperson (som bedstemor også er), så slipper det hele ud. Og det er helt okay.


Helens bog om dit barns udvikling
LÆS OGSÅ HELENS BOG: "Helens bog om dit barns udvikling" - fra tilfreds baby til glad tumling

Det er vigtigt, at bedstemor også oplever det okay. Jeres datters reaktion er højst sandsynligt ikke tegn på, at hun ikke vil sin bedstemor, men måske har hun brug for lidt mere tryghed i situationen.

Det kan f.eks. skabes ved, at jeres datter har noget trygt med sig hjemmefra. En bamse eller lignende, der kan bygge bro mellem børnehaven og jeres hjem. Det kan også være små ens rutiner, som bedstemor indfører. Jo mere ens alt foregår, jo mere ro vil der ofte komme på situationen.

Og så påvirker det naturligvis også, hvad bedstemor siger, og hvordan bedstemor reagerer. Der er meget stor forskel på, om bedstemor frustreret siger "nu er det altså mig, der henter!" eller f.eks. siger "du ville gerne have haft mor. Det kan jeg godt forstå. I dag er det bedstemor." Så hun anerkender jeres datters følelser, rummer dem og signalerer ro - men stadig holder fast i planen.

Når bedstemor henter, så skal hun møde op roligt og venligt. Glæde sig til at hente sit barnebarn og møde hende med den glæde. Et fast henteritual kan være godt. Det kan være samme lille sætning, en lille snack, som venter i bilen, samme rækkefølge hver tirsdag - først sko på, jakke på, sige farvel, krydse ud og så går vi. Og så skal hun bare være der - give kram, være varm og tilbyde masser af kontakt og nærhed:)

Jeg håber, at du/I kan bruge disse tanker lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Få eksperternes anbefaling af den bedste hudpleje til babyer

Sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger peger på Olívy
Når det gælder pleje af babyers og småbørns hud, skal man ikke tage nogen chancer. Her er kun det bedste godt nok. Det er derfor værd at lytte til, hvad eksperter og fagfolk siger. Olívy baby care – diaper change bliver anbefalet af ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

13. august 2026 | Opdragelse | 22 mdr.

Fra enebarn til søskende

Kære Helen Nu er der ikke længe til at der dukker en lillebror op hjemme...

Læs hele brevet og Helens svar


18. marts 2026 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.

Lære at sige undskyld

Hej Helen Jeg har lige et spørgsmål omkring det her med at sige undskyld....

Læs hele brevet og Helens svar


16. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.

Selvstændighedsalder del 2

Kære Helen Tak for dit svar omkring vores datter på 2år og 9mdr. Det har...

Læs hele brevet og Helens svar


11. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.

Afvænning af sut - 2 år, 9 mdr.

Kære Helen Jeg har lige brug for at følge op på mit brev om afvænning af...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Morgenmad og børn

Børn har brug for et solidt morgenmåltid, efter at have sovet en hel nat, og så de har energi og overskud til at lege, lære og udvikles hele dagen. Det betyder, at f.eks. en portion yoghurt ofte ikke vil være nok.

Til børn i alderen 1-2 år kan du f.eks. give:
- Havregrød, øllebrød eller anden type af grød. Gerne med lidt frisk frugt og bær.
- A38, tykmælk eller neutral letmælksyoghurt med rugbrødsdrys eller havregryn.
- Grovbrød, grovere boller f.eks....

Læs mere i Babylex

Udslæt - hos børn

Børn kan få mange forskellige slags knopper og udslæt. Det kan være svært at afgøre, om det bare er noget forbipasserende, og hvis du er i tvivl, så kontakt altid lægen. De mest almindelige former for udslæt hos babyer er:

- Ble-eksem: Voldsom rød numse, knopper, og det kan være smertefuldt. Det kan skyldes at barnet ikke tåler det materiale, som engangsbleen er lavet af, og det kan derfor være en fordel at prøve et andet blemærke. Det kan også skyldes, at barnets hud reagerer på...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og mad. Bogen er propfyldt med tips, opskrifter og praktiske dagsplaner!

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.

Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?

Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.

Tak for det!

Kærlig hilsen
Mor.


Annonce