Svar: Når første barn bliver til storesøster

---

Kære Emilie

Tusind gange tillykke med lillebror og velkommen tilbage, hvor er det dejligt at høre fra dig igen:)

Det er rigtig dejligt, at I har fået en lillebror, og jeg er sikker på, at de to nok skal få glæde af hinanden hen af vejen. Det er dog helt normalt, at storesøster reagerer, og det er helt normalt, at reaktionen går ud over dig. Hun er ikke vred på sin lillebror, men hun er usikker på dig. Det er dig, som har været gravid, det er dig, som har født lillebror, dig som har bragt ham ind i jeres familie, dig som sidder og ammer osv. Derfor går vreden ud over dig - det er rigtig hårdt, men det er naturligt, og det er, trods alt, bedre at det går ud over dig, end at det går ud over ham :)

Man siger, at søskendejalousi er en blanding af vrede, sorg og angst. Det er vreden over at blive sat i denne situation. Det er sorgen over at have mistet jer og ikke længere have jer for sig selv. Det er angsten for, at I skal synes bedre om lillebror, end I synes om hende, angsten for at miste sin plads og ikke længere have samme betydning.

Vrede, sorg og angst er meget stærke følelser, og det er meget vigtigt, at I lytter til jeres datter og forsøger at sætte jer ind i, hvordan hun har det. Man sammenligner det med, hvis din mand havde en anden kvinde i sit liv, som skulle bo hos jer. Prøv at forestille dig, hvis han kom hjem med en ny kvinde og sagde: "Er hun ikke sød", "Hvor er hun bare dejlig", og sammen sad de og kælede og nussede i sofaen. Du kunne se, at når de to sad sammen i sofaen, så havde de en helt særlig kontakt. Smilet, blikket, måden han talte til hende på var anderledes, end måden han talte til dig på...

De følelser, som du ville opleve i en sådan situation, er de samme følelser, som opstår i storesøster, nu hvor lillebror er en del af jeres familie. Hun har fået en konkurrent, en rival til jeres kærlighed, og hvis hun kunne sætte ord på, så ville hun måske sige, at hun:

- føler sig tilsidesat
- ikke længere føler, at hun er den foretrukne
- føler sig usynlig, skal kæmpe mere for at blive set
- er usikker på, om der er tilstrækkeligt med kærlighed til alle
- er usikker på, om pladsen i mors hjerte stadig er den samme

Så når du spørger, om hun kan føle sig afvist af jer forældre, og du skriver, at du er bange for, at du har såret hende, så tænker jeg, at det er rigtig vigtigt, at du medtænker, hvordan du reagerer på hende. Det er vigtigt, at hun ikke føler sig afvist, men bliver bekræftet i, at hun stadig er noget ganske særligt, og at ingen kan tage hendes plads. Det er vigtigt, at du ikke tænker, at du har såret hende, men at du i stedet tænker, at du har gjort hende usikker, og derfor medtænker, hvordan du kan gøre hende sikker på dig igen - ikke fordi du har gjort noget forkert, men fordi usikkerhed er en naturlig følelse, som opstår, når familien går fra 3 til 4:)

Du kan sætte ord på, at du godt forstår, at det kan være svært og legalisere det. Du kan f.eks. sige "jeg kan godt forstå, du synes lillebror er irriterende", eller "det er også dumt, at du skal vente ...

---

---

... lige nu", "du kan ikke lide, når lillebror græder" eller lignende, så hun hører, at det er okay at have det, som hun har det. Alle siger jo, at lillebror er så sød og så dejlig.. men hun synes måske nogle gange, at han er lidt dum og irriterende, og det er okay at synes det.

Du kan prioritere tid med hende, bare dig og hende. Du fortæller, at du altid har afleveret og hentet hende i dagpleje, og I har været alene alle morgener og eftermiddage, - nu er det far, der gør alt det. Måske kan du stadig hente hende en dag, hvor far tager sig af lillebror, og hun på den måde føler sig prioriteret. Du nævner, at hun ikke vil sige godnat, og jeg tænker, at netop tiden ved sengekanten om aftenen kan være vigtig. Du kan måske lade far tage sig af lillebror, og du kan sætte dig og læse godnathistorie eller tale dagen igennem - så hun også der oplever, at det er noget, du stadig gerne vil. Hvis du kan bruge bare 20-30 minutter alene med hende, så kan det være guld værd for jer begge.

Du kan vise hende billeder og små filmklip fra hun var en baby, så hun kan se og høre dig fortælle om tiden, hvor hun var baby ligesom lillebror. Og du kan sætte ord på alt det hun kan nu og har lært - og som gør, at hun er noget helt særligt.

Du kan sætte ord direkte på, hvor højt du elsker hende, og hvor meget hun betyder for dig. Jeres familie ville ikke være den samme, hvis hun ikke var der. Så hun hører det igen og igen. Det kan ikke siges for meget :)

---

---

---

Du skal naturligt også være opmærksom på, at hun i en alder af 2.5-3 år er rigtig godt igang med at finde ud af, hvad det hun gør, gør ved andre. Altså hvordan påvirker jeg andre med mine handlinger. Så når hun afviser dig, så gør det noget ved dig. Når hun ikke vil sige godnat til dig, så kan det også være en måde at finde ud af, hvordan du reagerer. Hvis du her bliver ked af det, såret, trækker dig osv., fordi det gør ondt i hjertet, så er det naturligt en følelse, som hun gerne vil udforske - og derfor kan hun gøre det igen og igen.

Hvis du derimod nogle gange kan vise hende, at hun ikke kan skubbe dig væk - og f.eks. blot aftale med far, at i aften er det dig som læser godnathistorie og gå ind på værelset, finde bogen frem og sætte dig for at læse - så vil hun naturligt reagere på en ny måde. Måske vil hun i en sådan situation lige frem have ekstra glæde af, at du satte ord på, at du gerne vil læse for hende, at hun er din skat, den dejligste pige, og at nu sidder du og læser ligesom førhen i tiden - dig-og-mig-skat :) Så hun både hører og mærker, at du vil hende, netop for at hun får en følelse af, at hun er lige så ønsket og elsket som før, præcis som du skriver.

Jeg håber, at mine tanker giver lidt idé om, hvad der sker hos jer og også lidt idé til, hvordan I kan komme lidt videre i jeres nye lille familie på fire:)

Jeg glæder mig til at følge jer videre - og jeg vil også anbefale jer min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse". I den finder I også et kapitel om, hvordan man kan hjælpe sine børn med at få et godt søskendeforhold.

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---