Svar: Genert 4-årig pige :-)

---

Kære Mor

Tak for dit brev og hvor dejligt at høre fra dig igen :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker du kan bruge og hvad der passer hos jer :)

Først - øv - hvor bliver jeg bare ked af det, når jeg hører at børnehaven betegner din datter som en "pleaser". Jeg synes, man skal være meget påpasselig med at sætte sådanne betegnelser på børn, og hvad ligger der egentlig i det... Det har i mine ører en meget nagativ klang, og som jeg læser din beskrivelse, så kunne man lige så godt sige, at din datter er meget omsorgsfuld, betænksom, hensynstagen osv. Det er vigtigt for hende, at andre har det godt. Og det er der jo ikke noget galt i!

Det samme kan man egentlig sige omkring "generthed". Det er vigtigt ikke at sende signaler om, at hun hører til "de generte" og på den måde give hende den rolle. Det er nemlig en rolle, som er rigtig svær at komme ud af. Når hun vægrer sig mod at hilse eller gemmer sig lidt bag dig, så kan man naturligt let komme til at sige "bliver du bare lidt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert", ligesom det også nogle gange kan bruges som en undskyldning "hun er jo lidt genert". Og på den måde kan man faktisk være med til at fastholde hende i rollen, som den generte. Så det næsten bliver det, som hun tror forventes af hende og derfor den reaktion hun får mere og mere.

Det er også meget vigtigt ikke at sammenligne hende med andre børn. Det er vigtigt ikke at komme med bemærkninger som "du kan da også løbe hen og lege med de andre.." eller "se den anden pige, hvor hun...". Det er ikke befordrende for hendes selvværd. Hun vil meget hurtigt føle sig forkert og vil meget hurtigt føle, at det var bedre, hvis hun var mere ligesom de andre - og hun er ikke forkert og skal ikke føle sig forkert. Hun er en skøn og dejlig 4årig pige og det er vigtigt, at hun har den følelse - for netop hen af vejen at turde tage kontakt til andre :)

Det er også vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du selv reagere i visse situationer. Børn spejler sig i os forældre, de bruger os som rollemodeller, og netop når man taler om generthed, så er det vigtigt at overveje, hvordan man selv virker. Du fortæller, at du tidligere selv var meget genert og at du er vokset fra det med årene og det er rigtig godt, at du kender til det, for ved du præcist, hvordan din datter har det. Men det er vigtigt, at du er opmærskom på, hvilke signaler du sender, når du f.eks. afleverer hende i børnehave, når I møder fremmede på gaden, som taler til jer eller når I er på legepladsen, møder andre børn som gerne vil lege osv. Måden du reagerer på - ikke bare verbalt, men også med dit kropssprog - aflæser hun, ser hun, lærer hun af :)

Det allerbedste du kan gøre er at hjælpe hende med at svare, når hun ikke selv kan. Når I møder nogen, der spørger til hende og hun gemmer sig bag dig, så var for hende. Du skal ikke afkræve et svar - du skal endelig ikke begynde at sige f.eks. "sig nu, hvad du hedder", "du kan da godt fortælle, hvor gammel du er" eller lignende. Men svar for hende og inddrag hende, så hun spejler sig i det og senere får lyst til selv at svare. Når fremmede f.eks. spøger "hvad hedder du så?" eller lignende, så svar "du hedder.. .ik´os?", så du svarer, men kikker på hende, så hun er med i samtalen og f.eks. kan nikke. Og på den måde får hun gradvist modet til selv at svare.

Du skal også hjælpe hende med at være social. Når hun gerne vil lege med andre børn, så ...

---

---

... gå med hende derhen. Fortæl hende, at du godt kan forstå, at hun er utryg, men at du går med hende og I er der sammen. Tag hende i hånden og så følges I derhen. På den måde giver du hende også i den situation nogle værktøjer til, hvordan man tager kontakt. Du kan tage initiativet til at spørge, hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde hjælper du hende igen til at forsøge sig.

Du fortæller, at det f.eks. kan være på legepladsen eller i sommerferien, hvor en pige tager kontakt og din datter ikke tør svare. Din datter siger flere gange, at hun har lyst til at lege med pigen, og det er rigtig godt og vigtigt at udnyttet. I en sådan situation skal du netop gå med hende. Du kan sagtens sidde på en bænk ved legepladsen, så du er der og din datter hele tiden kan se dig og søge dig hvis hun bliver lidt usikker, men så tør hun måske godt prøve gyngen eller rutsjebanen sammen med pigen - og gradvist vil hun måske også turde tale med hende, når hun spørger om noget.

Med hensyn til at blive passet, så lyder det ikke som om, at hun skal presses ud i dette lige nu. Men jeg tænker, at det vil være en god idé med nogle legeaftaler. I første omgang kan børnene fint lege hjemme hos jer, så hun lærer at have besøg af andre og lærer lidt om, hvordan man leger sammen, deler legetøj osv. hjemme. Det skal ikke være lange legeaftaler, men måske bare et par timer en lørdag formiddag. Måske skal du være med til at sætte legen igang, måske skal du, din datter og legekammeraten bage boller eller kage sammen og så er det deres aktivitet den dag - og kammeraten kan få lidt bagværk med hjem. Det kan også være, at de kan lege sammen på værelset - hvad du nu tænker kan fungere godt.

Jo flere gange din datter har legeaftaler og oplever, at det er hyggeligt og sjovt - og hvor hun netop kan finde ud af det, fordi det er kortvarigt og på 2 mandshånd, jo mere mod vil hun sandsyligvis også få og dermed turde komme hjem til legekammeraten et par timer en dag. Så I på den måde gradvist øver at hun godt kan være hos en god ven og lege et par timer - uden at mor er med.

---

---

Hun skal ikke presses til noget, som hun ikke er parat til, der skal ikke stilles krav, som hun ikke kan håndtere - så vil hun blot blive ked af det, føle sig forkert og det vil ikke hjælpe hende. Men hun skal naturligt støttes og guides i at hun godt kan lege med andre og at det faktisk kan være rigtig hyggeligt :) Så hun stille og roligt får mere og mere mod på det.

Med hensyn til at aflevere hende i børnehave, og hun ofte er ked af det og siger, at hun hellere vil være sammen med dig, så skal du her naturligvis forsøge at finde ud af, hvor dybt dette bunder. Hvis hun generelt er ked af at være i børnehaven og ikke rigtig har nogen legekammerater, føler sig alene osv. så er det måske nødvendigt at skifte institution... Det kan jeg simpelthen ikke vurdere, ud fra det du beskriver :)

Derudover tænker jeg, at det er vigtigt, at du anerkender hendes savn og sætter ord på, at du også vil savne hende og også betrygger hende i, at I ses igen, og at du glæder dig til I ses. Det er helt okay, at hun savner sin mor og giver udtryk for, at hun rigtig gerne vil være sammen med dig. Men hun skal naturilgivs også nyde at være i børnehave, nyde hverdagen der og nyde at hun har nogen at lege med. Du skal have indtryk af, at hun faktisk nyder sin hverdag i børnehaven - også selvom det er hyggeligt at være sammen med mor.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---