Svar: Frustration fører til slåen, sparken, biden etc.

---

Kære K.

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres dreng og de udfordringer I oplever. Der er som jeg ser det rigtig mange ting sm spiller ind - og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig/jer :)

Lad mig begynde med at sige, at jeg bestemt ikke tror, at det er jer forældre, som gør noget forkert. Det lyder som om, at I er meget opmærksomme på jeres dreng og hans behov, I reagerer umiddelbart meget fint og hensigtsmæssigt, I anerkender ham, den alder og udvikling han går igennem, møder ham med omsorg, respekt og kærlighed - det kommer der kun noget godt ud af :)

Du nævner, at I bor i USA, og at pædagogerne der har "givet ham en pause", og at de generelt er meget hurtige til at reagere overfor fysiske reaktioner hos børnene - og du har helt ret i, at deres voldsomme reaktioner og skæld ud, godt kan forstærke problemet og faktisk ikke hjælper jeres dreng...

Time-out bør ikke bruges til børn under 5 år, og det bør kun bruges, hvis en rolig advarsel ikke har været nok, eller hvis barnet bevidst gør en anden ondt - hvis barnet f.eks. bevidst går hen og sparker til et andet barn. Når det ikke anbefales at bruge denne metode før 5 års alderen, så er det fordi de flere børn er mere end 5 år gamle, før man kan forvente, at de er bevidste om deres handlinger og har en hjernemæssig modenhed, der sætter dem i stand til at vide, at de har gjort noget forkert...

Ideen med time-out er at barnet skal have mulighed for at "tænke over tingene". Problemet er dog, at vi som voksne ofte ikke er klar over, hvad der har udløst barnets store følelser - når vi beder barnet om at tage en time-out, så handler det ofte om at gribe ind i en konflikt og stoppe barnet her og nu. Når vi som voksne vælger at give barnet en "tænkepause" uden at kende den bagvedliggende årsag til at barnet - efter den voksnes mening - har opført sig dårligt, så er der en risiko for, at vi tager fejl. Og ofte sendes barnet væk på det tidspunkt, hvor han faktisk har allermest brug for os og trænger til, at en voksen vil lytte og prøve at hjælpe med at styre de voldsomme følelser.

At han har brug for den voksne og den voksnes hjælp ses f.eks. der, hvor I nogle gange går væk fra ham. Her løber han efter jer, vil ikke lade jer gå, - og selvom han her stadig er i fysisk oprør, forsøger at sparke, bide, slå ud efter jer, griner osv. så er det stadig udtryk for, at han har brug for jeres hjælp... Og jeg tænker faktisk, at du har helt ret, når du skriver, at I er i tvivl om, hvorvidt institutionen er den rette for jeres dreng...

Du nævner, at der er for mange børn og for få voksne, at der er for mange situationer, hvor de voksne ikke griber ind - og børn har netop brug for at blive støttet og guidet, de har brug for at lære, hvordan de skal håndtere forskellige situationer, løse konflikter, de har brug for voksne som hjælper med at sætte ord på, som går ind og mægler, hjælper med at lytte - og brug for voksne, hvis fokus ikke er alt det, som man gør forkert, men i stedet alt det, som hjælper alle børnene videre...

Det er normalt, at jeres dreng stadig reagerer meget fysisk og stadig mangler ord. Det er helt naturligt, at han i en alder af 3½ år stadig ikke kan sætte ord på, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet, eller at han reagerer fysisk, hvis og når han føler, at der ikke bliver lyttet til hans oplevelse, han følelser. Han har naturligt brug for at føle sig set, lyttet til og anerkendt. Hvis han ikke føler sig forstået, så vil han naturligt reagere fysisk. Han er styret af sin mellemhjerne, og det giver netop denne voldsomme fysiske reaktion.

Samtidig er jeres dreng jo tosproget - og det betyder naturligt, at han måske nogle gange oplever, at de voksne i institution ikke forstår ham. Det kan gøre det lidt ekstra svært for ham, hvis han nogle gange forsøger at sætte ord på, og de så rent faktisk ikke forstår, hvad han siger... Han er sandsynligvis rigtig fint med sprogligt og har et ordforråd bestående af både danske og engelske ord, så du forstår ham uden problemer, men det kan naturligt frustrere ekstra, hvis børn og voksne i institutionen ikke forstår ham på samme måde :) Nogle gange bliver han måske direkte misforstået...

Jeg tænker også, at jeres dreng måske er det man kalder "særligt sensitiv". At være særligt sensitiv betyder ikke, at man er særlig sart, fintfølende eller skrøbelig, men det betyder, at man er bærer af et gen, som giver en særlig sensitivitet. Dette er arveligt, og det kan godt ...

---

---

... tænkes, at du - eller måske far - har dette karaktertræk. Det kan være forklaringen på, hvorfor du oplever, at din mand "generelt har en tendens til at lade ham gøre mere, end du gør"... :)

Særligt sensitive børn har ofte en stor retfærdighedssans, og de tænker ofte meget over tingene. De har ofte rigtig svært ved at sige "skidt pyt", og de glemmer ikke, hvis de oplever uretfærdighed. Uretfærdigheden gælder både dem selv, men også andre - de kan blive rigtigt kede af det på andres vegne, hvis de oplever, at andre bliver drillet. Er man særligt sensitiv, så er man ofte rigtig god til at fornemme og mærke, når andre har det dårligt, og disse børn vil derfor ofte stille spørgsmålstegn ved "hvorfor gør de sådan?", "kan de ikke se, at hun bliver ked af det?", "hvorfor gør de ikke, som man bør?" osv. Det er meget svært at opleve, når andre opfører sig dårligt. Og er der meget junglelov i institutionen, så vil dette naturligt påvirke jeres dreng, og det kan faktisk være med til at forklare, hvorfor han nogle gange havner i nogle konflikter - ligesom det også kan forklare, hvorfor han naturligt bliver oprigtigt ked af det, når jeres venners børn holder ham uden for og løber væk fra ham hele tiden... han vil naturligt spørge "hvorfor gør det det?", "sådan er man da ikke gode venner?!" osv....

Hvis I vil læse en bog om særligt sensitive børn, så kan I med fordel læse "The Highly Sensitive Child" (Den findes også oversat til dansk - Særligt sensitive børn) af Elaine Aron. I den vil I også kunne finde gode råd til, hvordan I støtter og møder jeres dreng bedst muligt.

Det er rigtig godt, at I taler med ham - og taler om, hvordan man generelt er en god ven, skal tale med andre, henvende sig til andre, hvad der gør andre glade, kede af det osv. og at I drøfter disse emner, når han f.eks. bringer noget op fra børnehaven - både i forhold til at møde ham og de frustrationer han måske har haft i situationen "det kan jeg godt forstå, du blev ked af" eller "det lyder svært" eller lignende, ligesom I også meget gerne må tale med ham om, hvordan han har løst en given situation og give forslag til, hvad han kan gøre en anden gang. Det kan f.eks. være at sige "det var godt klaret skat" eller "en anden gang kan det være en god idé at hente en voksen" eller lignende...

---

---

Det er også rigtig godt at I hjemme og i hverdagene sætter ord på følelser, ting som gør jer glade eller kede af det - og også sætter ord på noget af det, som I gør sammen og som I naturligt nyder. Når vi har børn, som reagerer meget fysisk, så bliver fokus ofte på det jeres dreng gør forkert - og det er vigtigt, også at tale om alt det dejlige han gør, sætte ord på alt det, som I synes er rigtig godt, og som I faktisk gerne vil have mere af. Så det bliver mere og mere tydeligt for ham, hvad han skal gøre i stedet.

I kan også læse børnebøger om forskellige følelser, om at være sur, glad, ked af det, bange, usikker... eller om hvordan man er en god ven, får legekammerater, viser andre respekt, spørger ind til andre osv. Det at læse om andre i en bog kan nogle gange hjælpe med til at sætte lidt ord på situationer, som jeres dreng oplever, og som han måske synes er svære. Det kan være lettere at tale om det, der foregår i bogen end at sætte ord på det, som man selv oplever, men samtidig kan det være med til at give nogle redskaber til at håndtere forskellige situationer...

Jeres dreng skal lære at håndtere konflikter verbalt - ved at I og andre voksne guider, forklarer, sætter ord på - og viser ham andre muligheder end slå, sparke, bide. Når børn har en konflikt, så vil de ofte reagere fysisk og ende med at slå ud efter hinanden, og her ligger en vigtig pædagogisk opgave for os voksne. Der er naturligt en grund til, at jeres dreng nogle gange forløber sig og ender med at slå eller sparke ud efter en anden, og hvis man ikke har været der til at se, hvad der er sket, så kan man ikke tage parti. Det nytter altså ikke noget, at man per automatik skælder jeres dreng ud eller sender ham væk. Man er nødt til at forsøge at finde ud af, hvad der er sket og hjælpe begge børn, involveret i konflikten, med at løse denne og lære at finde ud af det sammen... det kan de naturligt ikke klare selv.

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre, og jeg vil også anbefale jer min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".. måske kan I få familien til at købe den til jer og sende den til USA :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---