Svar: Bonuspige på 8 år

---

Kære Bonus mor

Tak for dit brev og dine åbne, ærlige og meget fine beskrivelse af jeres datter og alle dine tanker omkring opdragelse. Jeg forstår godt, at du synes det er rigtig svært, når hun flere gange har sagt, "det var meget bedre dengang du ikke var der". Det gør det naturligt ikke lettere, at hun nu har ytret ønske om, at hun gerne vil have mere tid hos sin mor og mindre tid hos jer/far, og det gør naturligt ondt, hvis hun nogle gange siger, at hun ikke kan fordrage sin far - det lyder meget hårdt!

Jeg vil meget gerne sætte lidt ord på, hvad jeg tænker, når jeg læser din beskrivelse. Netop fordi du skriver så ærligt, så er der nogle ting, som springer mig i øjnene, og som jeg tænker måske kan forklare, hvorfor jeres datter ikke længere synes, det er så rart at være hos jer. Jeg vil prøve at sætte mig lidt i jeres datters sted og sætte ord på det, som jeg tænker, at hun måske oplever, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge :)

Du nævner begrebet selvværd flere gange. Du skriver blandt andet, at "hun desværre ikke har det store selvværd" og du nævner, at I stiller nogle krav til hende omkring selvhjulpenhed, fordi I ønsker at "gøre hende klar til at blive voksen og øge hendes selvværd" og du nævner, at da du for 4 år siden kom ind i familien, "var hendes selvværd værre og hun havde dage, hvor hun græd 2-3 gange, fordi hun mødte modstand eller slog sig overfladisk og ikke kunne sige "pyt"...

Det er rigtig vigtigt at kende forskel på selvværd og selvtillid. Det er to vidt forskellige ting:

1. Selvtillid handler om tillid til sine evner. Det handler om at kunne gøre bestemte ting, at kunne finde ud af noget. At man har tillid til sine færdigheder og tror på, at man godt kan gå igang med en opgave, fordi man godt kan løse den. Det er f.eks. når hun siger "jeg kan selv pakke min skoletaske", "jeg er god til at spille bold", "jeg kan binde mine sko"...

2. Selvværd handler om oplevelsen af at have værdi. Det handler om at være. Det handler om, hvem vi er. Selvværd er en grundlæggende følelse af, at jeg er god, fordi jeg er den jeg er - ikke fordi jeg gør noget bestemt eller kan noget bestemt, men blot fordi jeg er mig. Jeg er værd at elske, fordi jeg er mig og ingen kan tage min plads.

Når jeg læser din beskrivelse af, hvordan du opdrager, og de tanker du gør dig, så lyder det som om, at der er rigtig meget fokus på ting, jeres datter skal kunne. I har nogle regler, som hun skal følge - bære sin taske, pakke den, børste sine tænder og sit hår, hænge sin jakke op, bære tallerkenerne ud og sætte dem i opvaskeren, lave sin egen morgenmad osv. Du skriver, at I gør det af kærlighed og for at øge hendes selvværd, men det er faktisk ikke selvværdet I påvirker her - det er hendes selvtillid...

Som forældre er en af vores vigtigste opgaver at give vores børn selvværd. Og selvværdsfølelsen skabes ved, at vi viser barnet, at det er elsket. At du viser hende, at du forstår hende, respekterer hende som det menneske, som hun nu engang er. At hun er noget ganske særligt... Det er vigtigt, at hun har en indre følelse af at være okay, for kun på den måde vil hun have lyst til at gå igang med udfordringer og kun derved tør hun tage små udfordringer op. Når hun f.eks. skal lære at cykle, så giver hun ikke op lige med det samme, men har mod på at prøve og vil forsøge igen og igen, fordi hun ved, at hun er okay som menneske - også selvom hun begår fejl og det måske ikke altid lykkes. Hun vil stadig føle sig okay, fordi hun har en indre følelse af, at hun så kan noget andet og måske har nogle andre styrker - og det er okay, at hun ikke kan det hele... hun er elsket, fordi hun er den hun er.

Så ja, når hun f.eks. giver udtryk for, at hun ikke kan cykle eller når hendes verden bryder sammen, fordi hun møder modstand, så er det vigtigt, at du reagerer med forståelse og anerkendelse, viser hende, at du forstår, at det er svært, rummer hendes følelser og lader hende have de følelser hun har - så hun ikke føler sig forkert. Og der er i din beskrivelse nogle situationer, hvor jeg tænker, at hun nok ofte føler sig forkert eller ikke god nok...

Som forældre er det vigtigt at kunne give barnet ubetinget kærlighed. At kunne elske nogen betingelsesløst er meget svært - især når man ikke er biologisk i familie. Det gør ondt, når barnet giver modtand, det gør ondt, når hun foretrækker en anden forælder i stedet, det gør ondt, når hun gør det modsatte af, hvad du beder hende om eller svarer igen, og du ikke føler, at hun hører efter. Betingelsesløs kærlighed er at kunne elske uden at have en skjult dagsorden. At kunne elske og give "på trods af"...

Når jeg læser din beskrivelse, så lyder det som om, at du har en del betingelser, der er en del regler, som hun helst skal følge - og det kan faktisk ...

---

---

... medføre en følelse i hende om, at hun "kun er sød og værd at elske, hvis hun gør som du siger"... Men hun er sig selv og skal have lov til at være sig selv - får hun ikke lov til det, så vil hun få en lav selvværdsfølelse.

Det betyder ikke, at du ikke gerne må have regler, og at du ikke gerne må stille nogle krav i hverdagen, som passer til hendes alder - det er helt okay. og der er intet i vejen med at hun selv pakker sin taske, hænger sin jakke op eller finder sine havregryn frem om morgenen :) Men det er vigtigt, at hun ikke føler sig forkert. Og der er her nogle sætninger, som jeg studser lidt over i dit brev og i din beskrivelse. Du skriver blandt andet, at hun er en pige med runde kinder, og du nævner at hun får smør, ost og chokolade hos sin mor, og at I f.eks. har regler for slik hos jer. Jeg forstår godt dine bevæggrunde for gerne at ville sikre hende en sund og varieret kost, hvilket er helt okay og også vigtigt - men hun kan godt have en følelse af, at du synes, at hun er for tyk, og at det ville være bedre, hvis hun var tyndere, spiste sundere, ikke var så glad for slik...

Du skriver, at hun sover med nusseklud om natten, og hvis hun får lov tager hun sin bamse med overalt. Hun siger selv - "hvis jeg nu bliver ked af det". Det lyder som om, at du synes det er problematisk, at hun har brug for sin bamse, at du synes, at hun er for stor til at have en sådan og igen er der stor risiko for, at hun føler sig forkert...

Du fortæller, at I gør meget ud af at sige, "at hun er en stor pige, og at hun kan mange flere ting end hun selv tror og hvis man ikke kan, er det også okay, og at det så bare betyder, at man skal øve sig lidt mere....". Igen forstår jeg godt, hvad det er du ønsker at sige til hende og gerne vil lære hende - men det lyder som om, at det bliver til en belæring eller en moralisering - og det er ikke befordrende for hendes selvværd og heller ikke for jeres forhold. Det kan faktisk godt være en del af forklaringen på, hvorfor hun f.eks. siger, at hun synes, at det var bedre, da du ikke var der...

---

---

Har du nogen laster? Er du lidt for glad for kage? Er der noget du burde gøre lidt mere - måske dyrke mere motion, tage mere hensyn til miljøet, sortere dit affald eller andet? Ville det hjælpe dig, hvis nogen sagde "du er voksen, du kan meget mere end du tror - du skal bare øve dig lidt mere..." :) Jeg ved godt, at det er at sætte tingene lidt på spidsen, men jeg tror faktisk, at jeres datter reagerer på, at I hos jer har rigtig mange grænser, regler, krav... Det lyder lidt som om, at det er omdrejningspunktet hos jer. Det står naturligvis i stor kontrast til den hverdag hun har hos sin mor, og jeg siger ikke, at det mor gør er bedre - men hvis du gerne vil støtte hendes selvværdsfølelse og gerne vil have, at hun skal holde af at komme hos jer, så tænker jeg, at det er nødvendigt, at du prøver at medtænke, om du kan ændre måden du møder hende på, ser hende på...

Du nævner, at far og datter har en fast dag, hvor de to er alene. Det fungerer rigtig godt - og det er dit forslag. Du nævner, at I har familie andre steder i landet, men på grund af jeres datter, så har I valgt at blive boende, så hun geografisk bor tæt ved sin mor og kan have samme skolekammerater osv. Det er rigtig godt, det er sådan det helst skal være og rigtig dejligt at I har lavet den prioritering :) MEN, når du nævner, at du føler at du har gjort alt for at være en god bonus mor og forsøgt at inddrage hende i din familie, som har taget hende til sig, så lyder det som om, at du har en følelse af, at du ved at gøre disse prioriteringer, har måtte ofre nogle ting i dit liv, for at kunne være der for hende... Og igen forstår jeg godt, hvor disse følelser kommer fra, men det kan meget let føre til, at jeres datter føler sig forkert, ikke føler at hun kan leve op til det eller overhovedet er i stand til at "betale tilbage" - og det er ret vigtigt, at hun ikke skylder jer noget. Hun skal ikke være taknemmelig.

Derudover så ved jeg fra dit tidligere brev, at hun har fået en lillesøster, som nu er 5 måneder gammel - og selvom storesøster er 8 år, så er det naturligt rigtig svært at mærke, hvordan du og far er omkring den lille baby. Det kan naturligt godt gøre det ekstra svært at bo hos jer, at I har fået en lille baby sammen - og det er naturligvis værd at medtænke, om hendes ønske om at bo mere hos mor også kan hænge sammen med nogle svære følelser her :)

Jeg håber at du kan bruge mine tanker videre og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun har tre gode forældre, som alle vil hende det bedste! Jeg håber at mit svar hjælper til at se situationen fra jeres datters side og hvad hun måske oplever eller føler, uden at hun selv kan sætte ord på det :)

Stort knus med på vejen - og læs også meget gerne min bog Helens bog om børn og opdagelse :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---