Svar: Selvstændighedsfase/trodsalder

---

Hej med jer

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille datter og det I lige nu oplever :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer :)

Der sker to forskellige ting - det I oplever om dagen er ikke det samme om natten, men det hænger naturligt sammen.

Jeres datter er lige nu rigtig godt igang med at finde ud af, hvem hun selv er. Hun er igang med at udvikle sin selvstændighed og en del af dette er at sige "NEJ!". Hun kan ikke finde ud af, hvem hun selv er, hvad hun står for, hvad hun vil og ikke vil, hvis hun skal være enig med jer - og derfor vil der naturligt være daglige konflikter, hvor hun vil det modsatte af jer.. det hører med til en sund og naturlig udvikling.

Når jeres datter mærker, at I vil noget andet en hun vil, når hun mærker, at der er noget hun "skal" eller noget hun "ikke må", så bliver hun frustreret og hun får det, man kalder for et fortvivlelsesanfald. Hun er ikke uartig og forsøger ikke bevidst at være i mod jer, hun får dette anfald, fordi hendes hjerne er umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelserne mellem dem er ikke dannet endnu - og evnen til lige at trække været dybt, tælle til ti og se tingene lidt an eller se det fra en andens perspektiv, den evne har hun endnu ikke. Når hun mærker, at tingene ikke er, som hun havde tænke, så er hun fuldstændig i følelsernes vold.

Når jeres datter bliver frustreret, vred, går i panik, bliver ophidset, ked af det osv. så udsendes der Adrenalin i blodbanen, hvor det påvirker rigtigt mange ting. Det gør f.eks. at hendes muskelmasse øges. Det vil I opleve ved, at hun kan blive rigtig svær at holde. Hun virker pludselig meget stærk og protesterer volsomt. Hendes puls og blodtryk vil stige, hendes pupiller trække sig sammen - og derfor vil hun ofte virke "helt ude af den", så hun nærmest får et anfald. Det er ikke farligt for hende, men det er vigtigt, at I hjælper hende med at finde roen. Frustrationerne kan ikke undgås, men hun skal hen af vejen lære at tackle, når tingene ikke altid går, som hun gerne vil have dem til.

Det bedste I kan gøre er derfor at lytte til hende. Hvad er det hun bliver så frustreret over, måske kan I hjælpe hende med at løse det, som hun ikke selv mestrer, så I kan hjælpe hinanden? Det kan være skoene der driller eller maden der falder af skeen, eller måske frustrationen over, at du har givet hende den blå kop i stedet for den røde. Det kan meget let ske over ting, der i jeres verden opleves som bagateller. Nogle gange sker det også, uden at du kan finde nogen grund, men det er stadig vigtigt, at du/I lytter til hende og prøver at sætte ord på de følelser hun har, få hende til at falde til ro og adrenalinen i kroppen vil klinge af.

Hun reagerer netop fysisk - kaster sig i gulvet, græder og bryder helt sammen, fordi hun mangler ord. Hun kan ikke forklare hvad der sker, hvad det er, der gør hende ked af det, frustreret osv. Derfor vil det være rigtig godt, hvis I i disse situationer kan prøve at sidde ved siden af hende, prøve om I kan få hende på skødet, holde om hende osv. Og ud over at vise hende, at I er der også prøve at sætte ord på det, du/I tror hun føler: "sååå skat, driller skoene?!", "du bliver bare så ked af det lige nu" "kom du her over til mor, kom skat" osv. med en stille og rolig stemme, og bare gentage, vise at du er der for hende, og at du sagtens kan rumme de følelser hun har. Det er vigtigt at hun oplever at I kan rumme hendes frustration, for hvis hun oplever, at I ikke kan rumme hende, så kan hun heller ikke rumme sig selv.

Afledning er rigtig ...

---

---

... godt i denne alder. Hun husker stadig ikke så længe af gangen og ved at vise hende noget andet, få hende på andre tanker, nogle gange begynde at fjolle, eller lave sjov, så kan I hurtigere komme videre :)

Det er også altid en god idé at tilbyde hende alternativer - når I siger nej til noget, så tilbyd hende noget andet. Det vil sige, at når I tager noget fra hende, som I ikke vil have at hun leger med, så vis hende, hvad hun kan lege med i stedet.

Inddrag hende. Det er vigtigt, fordi det netop giver hende en følelse af selvstændighed og at hendes mening også tæller. Lad hende være med. Det kan være at hun selv finder sin ble frem, når hun skal skiftes. At hun selv klatrer op på sin høje stol og sætter sig til rette ved bordet, når det er spisetid. At I giver hende en lille kande med vand, som hun selv kan hælde af, når hun skal have vand i sit glas. At I lader hende være med til at dække bord om aftenen, få en tallerken i hånden og gå hen og sætte den på bordet - en ting af gangen... Jo mere hun føler sig inddraget og lyttet til, jo lettere vil hun også have ved at lytte til jer, de gange, hvor det er nødvendigt :)

Og så er der det med skrig om natten.. Det lyder som om, at jeres datter kan have en mild form for natteskræk og det opstår ofte omkring 1.5 års alderen og netop først på natten. Et symptom er også, at hun f.eks. afviser jer og ikke vil trøstes af jer...

Hendes drømmeaktivitet er stor nu. Og det handler blandt andet om, at hun nu begynder at have farefornemmelse. Det vil sige, at hun nu oplever verden større og mere farlig. Hun klatrer op og finder ud af, at hun ikke selv kan komme ned, hun løber hurtigt og falder, slår hul på knæet osv. Hun oplever modstand fra andre børn, at de tager legetøjet fra hende, skubber til hende, nogle bider måske, og hun møder også modstand fra jer, I holder fast i hende, så hun ikke løber ud på vejen, I siger mere "Nej!" i løbet af dagen, holder fast i at hun skal sidde i sin klapvogn osv. osv. Alt sammen med til at give en spirende farefornemmelse og en uro, når hun skal sove og også om natten.

---

---

For alt hvad hun oplever i løbet af dagen skal bearbejdes, og gør det svært at slippe en dag fyldt med oplevelser. Samtidig bliver oplevelserne bearbejdet, når hun drømmer. Derfor vil børn i denne alder godt kunne vågne op med skrig og være rigtig kede af det, netop fordi de drømme rigtig meget...

Og natteskræk er drømmeaktivitet, som opstår i den dybeste del af søvnen. Og det betyder, at hun faktisk nok ikke er vågen, når det står på - og det er også derfor, at hun afviser jer, og I ikke kan få lov til at trøste hende, berolige hende. Det er derfor også rigtig godt, hvis I kan forsøge at få hende videre i søvnen - og ikke tage hende med ud i stuen, for det vågner hun af og så går der lang tid, før hun kan sove igen. Prøv derfor om I, uden at tale for meget, kan lægge hende ned, få roen over hende og hjælpe hende videre, med så lidt aktivitet som muligt.

Hvis det ikke er muligt, så må I stå op med hende og atter få roen på hende - men det er bedst, hvis I kan undgå at skulle op om natten...

Nogle gange kan det være en god idé i denne alder at tale dagen igennem før hun skal sove, fordi det kan hjælpe hende med at få bearbejdet nogle af dagens oplevelser og dermed minimere hendes tankemylder... så drømmeaktiviteten måske bliver mindre :)

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke med hende og fortsat god søndag :)

Og læs også meget gerne "Helens bog om børn og opdragelse", som er oplagt med den alder, I lige nu brager igennem :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---