Svar: 6 årig med sociale udfordringer

---

Kære bekymrede mor

Tak for dit brev :) Og dejligt at høre fra dig igen... Velkommen tilbage :)

Der er højst sandsynligt flere ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig - og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge.

Det lyder som om, at din dreng har rigtig svært ved at finde ud af at henvende sig til andre, spørge om han må være med, aflæse deres signaler og reaktioner, fornemme hvad de synes om, og hvad de ikke synes om. Alt det som kaldes sociale kompetencer. Jeg tænker, at han også har haft svært ved dette i børnehaven og at det forhåbentlig er noget de har arbejde med ham omkring - men det lyder som om, at han stadig har brug for en del hjælp og guidning - og det er vigtigt, at han får dette...

Dansk Psykologisk Forlag har lavet en bogserie til børn (og deres forældre). I denne serie findes blandt andet bogen "Skal vi være venner? Sara og Rune lærer om sociale kompetencer". Bogen er til børn i 4-8 års alderen og den handler netop om, hvordan man finder ud af, hvordan man skal gøre, eller hvad man skal sige, når man gerne vil i kontakt med andre, eller hvis legen går i stykker, eller nogen hele tiden vil bestemme...

Jeg tænker, at det kan være en hjælp for både dig og din dreng at læse nogle af disse historier, tale om dem undervejs og måske læse dem igen... Bagerst i bogen er også et kapitel skrevet til forældre :)

Når jeg læser dit brev, så slår det mig også, at det lyder som om, at I ofte forsøger at afkræve ham en forklaring, ligesom I fortæller ham, hvad han ikke må og hvad det gør ved de andre, når han ødelægger deres leg... Du skriver f.eks. "Når en voksen konfronterer ham med det og spørger ind til det og snakker om det, ved han godt det er forkert at gøre, men ved ikke hvorfor han gør det, vil gerne rette op på det og lade være, men få minutter senere gentager han noget lignende eller nøjagtigt det samme igen"... Jeg savner lidt i dette, at man også interesserer sig for at fortælle ham, hvad han skal gøre i stedet...

Når jeg læser dit brev, så får jeg lidt indtryk af, at han flere gange om dagen får at vide, at han gør noget forkert, at han ikke opfører sig som han bør, at de andre ikke vil lege med ham, bliver kede af det osv. på grund af ham - og han har hørt det så mange gange, at han godt ved, at det er forkert og at han burde gøre noget andet - men han ved faktisk ikke, hvad han skal gøre i stedet... Jeg tænker derfor, at en stor del af det at hjælpe ham er at give ham nye redskaber og forklare ham, guide ham og hjælpe ham til hvad han kan gøre i stedet - og nogle gange måske netop sætte ord på, når han gør noget godt. Det lyder lidt for mig som om, at fokus er rigtig meget på, at han gør alt forkert - du nævner at SFO pædagogen f.eks. ofte skal sige tingene til ham 10 gange eller flere - altså kritisere ham og det han gør mere end 10 gange dagligt... Det er naturligt ikke rart for ham og det hjælper ham ikke, tværtimod.

En stor del af det at kunne håndtere andre og andres måde at gøre tingene på eller turde stå ved sig selv, handler om at have selvværd. Og selvværdet bliver naturligt ødelagt, hvis man igen og igen får at vide, at man gør noget forkert eller ikke er god nok. Selvværd handler netop om at føle sig okay - som man er. At man ikke behøver lave sig om, men at man er helt okay som man er, netop fordi man er den man er.

Jeg tænker, at det her er rigtig vigtigt, at I voksne (både dig og pædagogerne og lærerne i skolen) har fokus på, at styrke hans selvværd. Det vil sige styrke hans følelse af, at han har en særlig værdi. Ikke fordi han gør noget særligt, men fordi han er noget særligt. Det er vigtigt, at han har følelsen af, at han ikke behøver være ligesom de andre, ikke behøver gøre som de andre, for at være god nok. Det betyder ikke, at han skal have lov til at ødelægge de andres leg - han skal naturligvis lære de sociale kompetencer, som kræves, når man går i skole og når man vokser op - men det er vigtigt, at han ikke har en følelse af at være forkert. Det er det han gør, som er forkert, det er ikke ham, som er forkert - og han skal hjælpes og guides i, hvad der er rigtigt...

Selvværdet styrkes af måden han bliver mødt på, talt til, lyttet til, måden man ser ham på.. når man f.eks. siger til ham, at "de andre vil ikke lege med dig, når du ødelægger ...

---

---

... deres tårn" eller "hvorfor gør du det, vi har jo talt om det mange gange" eller lignende - så ligger der naturligt en kritik i dette. Han er forkert og ingen bryder sig om at føle sig forkerte... Derfor kan det være bedre at tale med ham om, hvordan man kan tage kontakt eller hvad han tror det han gør, gør ved andre. Så han hjælpes til at reflektere og byde ind med forskellige handlingsforslag.

Når han tager ting fra andre "stjæler", så tror jeg ikke, at du skal se det som at stjæle, men måske se det mere som symboler på noget andet. At tage noget fra en kammerat kan handle om, at han ønsker at føle sig forbundet med den kammerat, eller at han måske savner det, som kammeraten har eller kammeratens ting symboliserer, - venskab, tryghed, kontakt, opmærksomhed, leg... Når han tager en blyantspidser kan det f.eks. godt være fordi han synes den er særligt fin og han ønsker sig en sådan - men jeg tror mere, at det handler om, at blyantspidseren symboliserer noget, som han har haft med sin klassekammerat - en følelse af venskab...

Min tanke er derfor, at i stedet for at tale med ham om, at han "ikke må stjæle" eller "ikke må lyve" osv. så kan du prøve at tale med ham om, hvad den pågældende ting symboliserer, altså få ham til at sætte lidt ord på, hvad følelser han har, når han ser på den ting eller tænker på den - og på den måde måske finde frem til, hvad det er tingene betyder og hvorfor han har taget den. Hvis du ved det, så vil det måske også være lettere at give ham et alternativ - som jo ikke behøver være en blyantspidser, men måske kan være at lege sammen, invitere en legekammerat på besøg eller hvad der nu kan give ham samme følelse i maven... Håber du forstår, hvad jeg mener :)

Med hensyn til at drille eller være efter lillesøster og efterfølgende komme hen til dig - så lyder det for mig som om, at han her forsøger at gøre noget, som vil gøre dig glad. Han ved, at du gerne vil have, at han "er en sød og god storebror" og det er det, han så prøver at være. Han er dog stadig så lille, at han ikke på nogen måde kan gennemskue, at du faktisk godt kan gennemskue, hvad han gør...

Jeg tænker igen, at det vil være rigtig godt, hvis du i hverdagen forsøger at sætte ord på alt det, som han gør godt. Altså forsøger at dreje fokus væk fra at "skælde ud på ham, fange ham i løgne og styre hans leg med andre"... og i stedet have fokus på også at fortælle ham om alt det, som du rigtig godt kan lide ved ham og det han gør i hverdagen, som gør dig glad. F.eks. "jeg elsker bare at sidde her sammen med dig, det er bare så hyggeligt", eller "hvor er det bare dejligt, når du hjælper mig med at dække bord", eller "jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis ikke jeg havde dig" eller lignende. Så han igen og igen hører, at han er betydningsfuld :)

Med hensyn til at tisse i sengen om natten, så har han alderen til, at jeg synes du skal prøve at tale med jeres læge eller skolesundhedsplejersken omkring dette. Det er muligt at behandle med ringeapperat eller medicin...

---

---

Der er mange ting, som spiller ind. Og igen er det meget vigtigt, at du fortæller ham, at han ikke er forkert, at rigtig mange børn tisser i sengen om natten og han er sikkert ikke den eneste i klassen...

For det første er det arveligt. Man ved, at hvis en af forældrene har været sengevæder, så er der stor sandsynlighed for at barnet også bliver det.

Man ved også at udviklingen af ADH - det antidiuretiske hormon har betydning. Det er et hormon som udskilles fra hjernen, og som har til opgave at nedsætte vores urinproduktion, når vi sover. Nogle børn er langsomme til at udvikle dette hormon, og tisser derfor lige så meget om natten, som de gør om dagen, og når man behandler børn med medicin, så er det hormon man giver dem.

Der er også børn, som har en meget aktiv blære, der simpelthen har svært ved at rumme mængden af urin og derfor "løber over". Nogle gange reagerer hjernen ikke på, at blæren er fuld. Derfor bliver der ikke sendt de signaler, som vækker barnet og lader barnet gå ud på toilettet. Det er noget barnet modnes til.

Du kan på drynites.dk downloade bogen "Magnus tisser i sengen", om Magnus der er sikker på, at han er den eneste der tisser i sengen, - lige indtil han skal sove hos sin ven Mikkel...

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---