Svar: Søvn, gråd og uro
Kære søde du
Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker - stort tillykke med den lille dreng og velkommen til:)
Det lyder rigtig hårdt, det du fortæller. Og det er rigtig godt, at du er opmærksom på dit selv i alt dette og får den hjælp og støtte, som du har behov for. Det er rigtig dejligt at læse, at din mand støtter dig, og at I nu starter hos en familieterapeut, som forhåbentlig kan guide jer lidt i forhold til jeres datter på 8 år - og det er rigtig godt, at du også taler med din læge og sundhedsplejerske om, hvordan du har det, og at du nu er henvist til psykolog. Det skal nok gå alt sammen - lige nu er det bare hårdt, det forstår jeg godt!
Jeg vil lige knytte en kommentar omkring jeres 8 årige datter, og de reaktioner I oplever eller som du især oplever mod dig. Selvom hun har den alder, hun har, og giver udtryk for, at hun elsker sin lillebror, så tænker jeg, at det er rigtig svært for hende, at hun pludselig skal dele ham med dig og far. Hun har haft jer for sig selv, og det gør ondt i hende, når hun pludselig mærker, at han betyder noget særligt for jer.
Du kan sammenligne det med, at din mand kom hjem med en ny kvinde, erklærede at hende elskede han, og nu skulle hun bo hos jer. Du kunne se, at de to havde noget særligt sammen - de sad tæt i sofaen, de kyssede, krammede, de sov sammen i soveværelset og du ville naturligt få en følelse af, at de gav noget til hinanden, som de ikke gav til dig - det ville være rigtigt smerteligt for dig. Og sådan tænker jeg, at det er for jeres datter. Hun bliver usikker på, om I stadig elsker hende lige så højt som før, hun bliver usikker på, om der er kærlighed nok - og hendes usikkerhed går ud over dig.
Søskendejalousi består ofte af 3 store følelser - sorg, vrede og angst:
Det er sorgen over, at hun ikke længere har jer for sig selv. At hun har mistet det hun havde, nemlig at have jer for sig selv. Jeres 3-enighed er væk for evigt.
Det er vreden over, at hun er bragt i denne situation. Og hendes vrede går ofte ud over dig som mor, fordi du har været gravid, du har bragt lillebror hjem, du ammer og går hjemme sammen med ham osv.
Det er angsten for, at lillebror vil tage hendes plads. At I vil elske ham lidt mere, end I elsker storesøster.
Det er meget stærke følelser, som er i spil - og de er ikke altid rationelle, men jeg tror, at du godt kan sætte dig ind i disse følelser, og hvad det ville gøre ved dig, hvis du ser på det, som at din mand kom hjem med en anden kvinde, og han sad med hende og var omkring hende, som du sidder med og er omkring lillebror...
Du nævner, at jeres familie har været meget splittet, og at du ikke har kunne være alene med begge børn, da det ofte tager flere timer at putte dem til nat - så storesøster har derfor enten været ved nær familie eller har været med far på arbejde. Måske har det været nødvendigt at løse jeres situation på denne måde, men der er naturligt en risiko for, at det har forstærket storesøsters følelse af, at du hellere vil lillebror end hende, og at hun har følt sig ekstra afvist, fordi hun ikke har kunne være hjemme sammen med dig.
Derfor er det meget vigtigt, at du/I viser hende, at I forstår hende, at I forstår, at det er svært pludselig at skulle dele jer med lillebror. Det er vigtigt, at I anerkender hendes følelser og legaliserer dem. Det er vigtigt, at du/I viser hende, at hun altid vil være noget særligt, at ingen kan tage hendes plads, at du/I har kærlighed nok til dem begge, at hun aldrig må tvivle på, at du/I er der for hende osv.
Derudover er det vigtigt, at I får indført nogle rutiner for storesøster, så hun får nogle faste sovetider - det skal ikke tage timer at putte hende om aftenen. Hun skal have en fast rytme, og hverdagen skal sættes i system, så hun også kan fungere i 2. klasse og den hverdag, som hun forventes at skulle følge nu:)
Og så til lillebror. Det er rigtig godt, at I har fået tjekket ham igennem, at læge og børnelæge har udelukket silent refluks, at han er tjekket, og de har sagt, at han er helt fin - men at nogle børn blot er mere krævende end andre.. Og det er rigtig godt, at I får behandlet hans låsninger i nakken, så langt så godt.
Jeg bider dog mærke i, at du nævner, at du føler, at han er sulten, og du beskriver også en dreng, som tager sparsomt på, som ikke spiser så effektivt ved brystet, som ofte afviser brystet - også når du forsøger at amme ham før søvn. Du skriver flere gange, at du ikke kan lade være med at tænke på, om han sulter. Jeg tror ikke han sulter, for han tager jo stadig på - men jeg tænker faktisk som dig, at han godt kan være mere sulten og at en del af hans uro og gråd godt kan hænge sammen med, at han har brug for mere mælk i maven.
Du nævner, at han ikke vil tage sut eller flaske - og jeg synes faktisk, I skal overveje, om ikke det kan lade sig gøre at vænne ham til en flaske. Det vil være en god måde at få ekstra mælk i ham på og få ro på derhjemme. Far kan også give flasken, så du kan blive aflastet lidt en gang imellem. Jeg synes, det er super fint, at du ammer - og det skal du endelig blive ved med, men jeg tænker også, at det er helt okay at supplere med en flaske, hvis det kan give dig og jeres ...
... familie mere ro og overskud, det kan være en rigtig god prioritering.
Jeg vil anbefale dig, at du forsøger med en flaskesut i naturgummi - gerne en rund eller anatomisk model med ventil - da denne type ofte minder lidt mere om at die ved brystet, og mælken måske så kan flyde lidt lettere til ham. Du skal dog være opmærksom på, at hullerne i en naturgummisut nogle gange godt kan variere, så når du vender flasken på hovedet, så skal mælken dryppe ud. Hvis mælken ikke løber let ud, så vil han højst sandsynligt blive frustreret og ked af det.
Der er også den mulighed, at I køber et par 10ml sprøjter på apoteket og drypper lidt mme direkte i munden på ham for på den måde at fylde ham lidt ekstra op, og se om han derved så kan finde ro og falde i søvn. I kan bruge mme fra brik, så går der ikke så meget til spilde, hvis han ikke vil have det. Det kan holde sig 24 timer i køleskabet efter åbning. Det kan også være med til at give dig lidt idé om, hvorvidt han faktisk er mere sulten - hvis han lapper mme i sig på denne måde, så har han jo nok brug for lidt ekstra mælk, hvis han også afviser dette, så må du tro på, at han får sit behov hos dig tilstrækkeligt dækket.
Og ja - jo mere mme eller flaske han får, jo mere vil det naturligt kunne påvirke din mælkeproduktion og amning, derfor skal du naturligt finde balancen mellem, hvad du gerne vil, og hvad du tænker, at både du og din dreng har behov for :)
Du fortæller, at han om natten sover ok, men at han ammer rigtig meget her. Jeg vil derfor også anbefale dig, at du om dagen lægger dig og ammer ham i dobbeltsengen, ligesom du gør om natten. Nedrullede gardiner og ro på - så ligger I der. Han må gerne falde i søvn med brystet i munden i din seng. Det er også en måde, at få ham lidt væk fra dine arme og lære at falde i søvn stille og roligt ved siden af dig. Som du skriver, så lyder det som om, at han forbinder dine arme med søvn og derfor begynder at blive ulykkelig, når bare du holder ham - og det dur naturligt ikke. Så ved at lægge dig med ham i dobbeltsengen, kan du komme væk fra dette.
Du må forøvrigt også gerne forsøge dig med en flaske, når han ligger ved siden af dig, imens han ligger i barnevognen eller i sin seng.. hvor han nu ligger. Så han også her er væk fra din favn. Det kan nogle gange gøre, at han så bedre kan finde ud af at tage imod flasken og vil drikke af den. Det er en god idé, hvis du kan elevere hans hoved lidt, hvor han ligger, så han ikke ligger helt fladt :)
Du nævner, at du rigtig gerne vil have ham liggende på din mave, i din favn, på dit bryst - men det vil han ikke. Du nævner også, at han ikke vil være i vikle... Dette kan godt hænge sammen med, at han har nogle spændinger i nakken, så det er svært for ham at ligge og slappe af i kroppen. Men det kan også skyldes, at han måske har lidt problemer med sin sanseintegration.
Nogle børn har en meget sensitiv taktil sans, det vil sige følesans. Det kan f.eks. vise sig ved, at de ikke bryder sig om tøj, der strammer eller de græder og bliver irriterede over vaskemærker i tøj. De bryder sig ofte heller ikke om at blive vasket - det er ubehageligt at få en vaskeklud på kroppen, det gør også ondt at få redt hår osv.
De kan også have svært ved berøring. De har svært ved den tætte, nære og fysiske kontakt. Nogle gange kan berøring føles direkte ubehageligt for ham, og han vil derfor trække sig væk eller begynde at græde, når du forsøger at nusse og kærtegne ham.
Børn med sanseintegrationsproblemer kan også have svært ved at fornemme deres krop, og man vil derfor ofte opleve, at de hele tiden virker til at være i bevægelse. Deres arme og ben kører hele tiden, de er aldrig rigtigt i ro. Jeres dreng er så lille, at det naturligt kan være svært at sige, om noget sådan spille rind hos jer - men ud fra din beskrivelse så tænker jeg, at det måske er en mulighed.
Der findes ergoterapeuter og fysioterapeuter, som har specialiseret sig i at hjælpe børn med sansemæssige udfordringer, og måske skal han ses af en sådan. Man kan godt lave nogle øvelser med ham, så han stille og roligt bliver vant til berøring, og som på sigt også kan hjælpe ham med at finde ro, når han f.eks. skal sove, netop fordi du kan svøbe ham, kærtegne ham osv. Man kan nogle gange også vælge at lave et decideret børsteprogram, hvor man med en speciel børste, børster barnets krop på en bestemt måde. Selvom han ikke er ældre end han er, så er der nogle ting i din beskrivelse af ham, som gør at jeg tænker, at dette må overvejes.
Du lyder til at være en rigtig sød og omsorgsfuld mor, og der er ingen tvivl om, at du naturligt vil dine børn det bedste. Derfor er det vigtigt, at du/I får den hjælp, som er nødvendig - og det er også vigtigt, at du hele tiden taler med din mand om, hvordan I har det, så I netop kan støtte hinanden, når det er svært - og så I kan finde ud af, hvad der er den bedste løsning for jer - f.eks. om I skal forsøge mere aktivt med en flaske eller supplement med mme for at se, om lillebror kan lære det og finde ro ved det.
Jeg håber, at mine tanker hjælper lidt videre på vej, og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie. Stort knus herfra!
Rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
21. september 2023 | Diverse | 6 mdr.
Hej Helen. Jeg er nødt til lige at forhøre mig ang min søn på 6,5...
12. september 2023 | Diverse | 2 mdr.
Hej Helen. Jeg fødte den 27-07 en lille pige. I de første 2 uger startede...
28. august 2023 | Diverse | 17 mdr.
Kære Helen Tak for dine altid gode råd! De har været guld værd. En lidt...
20. august 2023 | Diverse | 2 mdr.
Hej Helen Tak for en rigtig god brevkasse og for alle dine svar :) Som du...
6. august 2023 | Diverse | 2 år, 8 mdr.
Hvordan hjælper jeg min datter?
Kære Helen. Vi har mange udfordringer med vores datter på 2 år og 8 mdr. Hun...
Viden om børn:
Peanuts og børn
Peanuts (jordnødder) - bør ikke gives til børn under 3 år. Det samme gælder andre hele nødder, kerner fra vindruer, popcorn, hele rå gulerødder og lignende hårde fødevarer.
Børn under 3 år vil ofte have vært ved at tygge og bearbejde hårde fødevarer, og der er derfor en risiko for, at barnet fejlsynker - og det kan være meget farligt. I værste fald kan f.eks. en peanut sætte sig fast ved luftrøret og blokere luftvejene. Især peanuts og kerner fra vindruer har vist sig at udgøre...
Søvn
Børn sover ikke som os voksne, og søvnen og måden barnet sover på, ændrer sig lidt hele tiden. I nogle periode vil børn naturligt sove dårligere end i andre perioder - det sker især, når barnet udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt, ligesom børn der starter i daginstitution, er syge eller måske får en ny lillebror eller lillesøster, naturligt også sover dårligt i disse perioder.
Jeg bliver tit spurgt: "Hvad gør jeg galt?" eller "Hvordan skal jeg præcist gøre for at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.