Svar: Bedsteforældre - især mormor

---

Kære Mor

Tak for dit brev, din beskrivelse og alle dine tanker :)

Der er ingen tvivl om, at mormor rigtig gerne vil sit barnebarn. Hun elsker hende højt og synes det er ubeskrivelig dejligt, at hun er kommet til verden og er en del af jeres familie - og mormor vil hende det godt! Ingen tvivl om det - og det er jo super godt, og det er guld værd at have bedsteforældre, som elsker en!

MEN, det er jeres barn, og det er jer forældre, som bestemmer - og mormor har som udgangspunkt ingen rettigheder. Hun har altså ikke ret til at holde jeres datter, hvis I ikke ønsker dette, ligesom det heller ikke er en rettighed at få lov til at passe jeres datter, når det på et tidspunkt bliver aktuelt, det er et privilegium.

I skal naturligvis overveje, hvilket forhold du gerne vil have til din mor fremadrettet, og hvilket forhold du ønsker, at jeres datter og mormor skal have. Det betyder, at du skal overveje, hvor meget du vil diskutere og hvorfor, og hvor du måske vil gå på kompromis. For hvis du ønsker, at din mor skal være en del af jeres liv og din datters opvækst, så er det naturligvis vigtigt at anerkende den kærlighed, som din mor føler til sit barnebarn, og måden hun viser denne på.

Jeg tænker, at I alle kan blive enige om (både dig, din mand og din mor), at jeres datter altid skal føle sig tryg og hørt. Og ting som dette må du gerne sige højt, og jeg tænker, at det godt kan siges, uden at kritisere din mor. Du kan f.eks. sige "hun er i separationsfasen lige nu, og derfor har hun brug for at sidde hos os og være i vores favn, når vi er nogen steder. Jeg ved godt, at du gerne vil holde hende, men det er bedst, hvis du gør det hjemme, når vi blot er os til stede". På den måde synes jeg både, at du anerkender, at din mor gerne vil holde, men du fortæller også, at når I er nogen steder, så er lillepigen hos mor mor og far - og du underbygger dette med en udviklingsfase, som hun går igennem.

Det lyder som om, at du og din mor egentlig er ret åbne overfor hinanden, og du fortæller, at du har sagt fra og sagt nej, hvilket er super godt. At din mor bliver fornærmet og sidder og surmuler er hendes problem. Det skal hun nok komme over, for du er jo hendes datter, og hun elsker også dig - og I har sikkert haft andre konflikter gennem tiden, hvor I har smækket med dørene osv., så I kan godt sige visse ting til hinanden, uden at det bunder så dybt. I ved et eller andet sted, hvor I har hinanden:)

Derfor er det også okay, at du siger fra, når din mor f.eks. siger, at det er vigtigt, at jeres datter kommer over i andres hænder, så hun får lettere ved at starte i dagpleje. Det er din mors holdning, og du må gerne have en anden, og du må gerne sige "det er jeg så ikke enig med dig i". Du kan også trække sundhedsplejerske-kortet og sige "sundhedsplejersken har sagt, at man ikke kan hærde børn ved at lade dem gå fra arm til arm. Tilliden og trygheden skabes netop ved at være i mors og fars favn, som er den faste base". Nogle gange hjælper det at sige "sundhedsplejersken har sagt" :) Og det kan være bedre at sige sådan, end at sige, at man i dag ved meget mere, end man gjorde for 30 år siden, for det bliver netop ofte modtaget som kritik - og din mor gjorde jo det bedste, ud fra det hun kunne, og det man vidste dengang.

Med hensyn til at mormor skal passe, så er der stor forskel på, om der er tale om pasning et par timer, eller om der er tale om pasning med overnatning, ferie og lignende. Du skriver, at I har besluttet, at jeres datter ikke skal passes af nogen, før hun selv giver udtryk for, at det vil hun gerne - og det princip kan jeg godt følge, hvis det drejer sig om at komme på ferie væk fra mor og far. Men pasning et par timer, kan I jo godt have behov for - selvom lillepigen ikke selv kan sige det. Det kunne jo godt være, at I forældre havde behov for at komme ud at spise sammen, brug for en tur i biografen eller bare brug for lidt "dig og mig tid", før jeres datter i en alder af måske 4 år siger, at hun gerne vil prøve at sove hos mormor... I har måske også brug for pasning i dagpleje eller vuggestue, før hun selv kan sige, at det vil hun gerne:)

Jeg siger ikke, at I dermed skal lade mormor passe jeres datter nu, men hvis I har sagt til mormor, at hun ikke får lov til ...

---

---

... at passe, før jeres datter selv kan sige til, så bliver mormor naturligt ked af det, fordi hun vil føle, at det måske aldrig kommer til at ske - og igen - der er jo ikke noget, hun hellere vil end at øse af sin kærlighed til jeres datter.

Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at I forældre sætter jer ned og taler igennem, hvad I tænker mormors rolle skal være, og hvad I tænker, at hun kan byde ind med og hvornår. Måske kan I aftale ture sammen, spisning sammen, ligesom mormor måske godt kan passe på et tidspunkt, eller måske kan hente fra dagpleje eller vuggestue på et tidspunkt, eller hvad hvis jeres datter bliver syg... Ikke at I skal love mormor disse ting, men det er vigtigt, at I taler det igennem, og når I har afklaret noget af det, så vil det være rigtig godt, at I sætter ord på det overfor mormor. Det vil være helt fint at sige f.eks. "vi ved godt, at du rigtig gerne vil passe eller tage del i vores liv, og vi har derfor talt om at ...".

Du skriver, at du gerne vil have, at jeres datter får et rigtig godt forhold til mormor, og det tænker jeg, er meget vigtigt, at I siger højt til din mor. Det er vigtigt, at du siger det direkte og fortæller, at du synes det er guld værd, hvis jeres datter kan have et nært forhold til sin mormor. At mormor kan give hende noget andet, end I kan - måske har du selv oplevelser med dine bedsteforældre, fra du var barn, som du kan nævne.

Det er vigtigt, at du fortæller din mor, at hun er medtænkt - at du/I ikke er ude på at holde jeres datter fra hende, og at hun nok skal få lov, så hun hører det og ved det, for lige nu føler hun højst sandsynligt, at du ikke har lyst til, at hun skal se sit barnebarn, og det gør hende oprigtigt ked af det, og hun kan være rigtig bange for, hvis I afbryder kontakten - og det kan gøre, at hun desværre så presser mere og mere på. Du nævner, at hver gang I ses, så ender det lige nu i konflikt, og det er din mor sandsynligvis lige så ked af, som du er, det går sandsynligvis også din mor på...

---

---

Det er vigtigt, at du sætter ord på, at I rigtig gerne vil lave ting sammen, så I ses jævnligt, og så jeres datter gradvist også bliver helt tryg ved mormor. Så det bliver naturligt, hvis mormor en dag passer hende, og I ikke er der. Men, at I ikke vil presse forholdet mellem dem igennem, det skal komme stille og roligt, og det gør det netop ved, at I gør ting sammen og ved, at jer datter så af sig selv kan kravle over på mormors skød, når der er tid og ro til det.

Det er vigtigt, at du forsøger at holde tingene på din banehalvdel. Så du taler om, hvad du/I ønsker og har besluttet i forhold til jeres datter, og hvorfor I mener, at det er godt eller bedst for hende - uden at du begynder at kristisere din mor eller sætter ord på, hvad du oplever, at din mor gør forkert. Når det så er sagt, så må du naturligvis gerne sige fra, når du oplever, at hun taler ned til dig eller mellem linjerne kritiserer din måde at være mor på. Når din mor f.eks. siger, at du er en "pylremor/hønemor og nu må du lige slappe af", så må du gerne sige, at du er den bedste mor for din datter, og du bliver ked af det, når hun kritiserer din måde at være mor på. Jeg er sikker på, at hun ikke mener det så hårdt, som det lyder, og som du opfatter det, og at hun faktisk mener, at du er en rigtig god mor. Måske endda bedre end hun selv har været... :)

Når vi får børn, så vil vi naturligt se tilbage på vores baggrund, vores opvækst. Det bliver pludselig relevant at tale om, hvordan vi selv er blevet mødt og opdraget. Og du og din mand vil naturligt skulle finde ud af, hvad I vil tage med fra jeres egen opvækst, og hvad I ikke vil - og så sammen finde ud af, hvordan I vil gøre det. Derfor er det også helt naturligt, at du finder ud af, at din mor faktisk ikke er den supermor, som du troede hun var... Den proces har din mor også været igennem, da hun fik dig og dine søskende - og hun har sandsynligvis også haft diskussioner med sin mor, hvor de ikke har været enige. Du kan evt. spørge hende, hvad hun syntes om de råd, som din mormor gav, da du blev født... Det kan også være et udgangspunkt i forhold til at se sin egen rolle i et nyt lys:)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke og stort knus herfra:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---