Svar: Farmor og (sted)farfar

---

Kære Du

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse :)

Nej - du er slet ikke galt på den, og du lyder ikke overbeskyttende. Som mor, som forældre, er vi naturligt nødt til at tage ansvar og vurdere, hvad der er godt for vores børn, og hvad der ikke er. Og det er ikke godt for jeres datter at være i et hjem, som du beskriver.... Det betyder ikke, at hun ikke kan have glæde af at se sin farmor og (sted)farfar en gang imellem. Det er helt naturligt, at din kæreste ønsker, at jeres datter skal have kontakt til sin farmor og kende den side af sin familie, kende sin historie og baggrund, men det skal ikke være hos dem, og det går ikke, at du lader hverken farmor eller (sted)farfar passe hende alene.

Det handler både om, at der er et hygiejnisk problem med hundemad, afføring og tis i huset og møblerne, at de begge er storrygere, at det er direkte farligt at være hos dem på grund af trapper, manglende gelændere, elektrisk brændeovn uden afskærmning osv. Og det handler om, at (sted)farfar er alkoholiker, og man derfor ikke kan stole på, at han er sit ansvar bevidst, og at farmor faktisk har svært ved at huske og ikke lyder til at forstå baggrunden for, hvorfor der skal sættes trappegitter op, og at man f.eks. ikke giver et 5 måneders barn kage...

Det er, som din mormor har sagt, rigtig dejligt, at farmor er en sød dame, men det er ikke forsvarligt, at lade hende passe jeres datter... du nævner også, at farmor ikke har skiftet jeres datter eller givet hende tøj på, og at det skyldes, at hun ikke har "turde skifte hende". Det lyder derfor som om, at det faktisk heller ikke er rart for farmor med det ansvar, og måske vil hun selv synes det svært, hvis hun pludselig bliver bedt om at passe jeres datter.

Du nævner, at du har hørt historier om, hvordan farmor selv har udsat sine egne drenge for livsfare, da de var små.. og det er sandsynligvis din kæreste eller måske hans bror, som har fortalt dig om dette... Det lyder som om, at det ikke er et enkelt stående tilfælde, men at flere episoder har været svære. Og det lyder som om, at din kærestes opvækst måske ikke har været helt let, og at drengene ofte har haft det svært...

Har din kæreste nogensinde talt med nogen omkring sin opvækst, og hvad han og hans brødre har været igennem? Den følelse af loyalitet, som han har overfor sin mor, kan man godt have, selvom man har været svigtet. Alle børn er naturligt loyale overfor mor og far, og han er måske vokset op med at skulle dække over, hvordan det egentlig stod til eller er vokset op med skyldfølelse over, at især hans mor har haft det svært. Og det kan være rigtig svært at bryde ud af dette, selvom han nu er voksen. Så når du skriver, at du føler, at han tænker ...

---

---

... mere på sin mors følelser end jeres datters tarv, så er det ganske givet rigtigt - men det kan sagtens handle om, at han føler sig forpligtet til at være loyal overfor sin mor, for det er sådan, han er vokset op...

Hvis han har en masse skyldfølelse og måske en følelse af, at han ikke er noget værd, så vil han naturligt have svært ved at forsvare sig selv og også svært ved at tage dig og jeres datter i forsvar. Det vil være lettest for ham at følge mors krav, og det mor vil - som du skriver, så vil han helst ikke gøre hende ked af det - fordi det er sådan, det altid har været... Og det er måske begrænset, hvad han ellers kender til.

Jeg er oprigtigt ked af at høre, at du har mistet begge dine forældre i så ung en alder, det er naturligt altid hårdt. Hvis dine forældre stadig levede, så ville de måske kunne fungere som en slags "rollemodel". Det ville være en måde at vise din kæreste, hvordan en familie også kan fungere, hvordan bedsteforældre også kan være. Så han kunne se og mærke forskellen på det, han måske oplever som "normalt og okay", og det du oplever som "normalt og okay"... Det ville være rigtig godt, hvis I kunne tale med nogle andre par, forældre osv. som kunne sætte lidt ord på, hvad der er sundt, godt, rigtigt, så det ikke kun kommer fra dig og let kan opfattes som en kritik, men så han måske selv kan begynde at fornemme, hvorfor det skal være anerledes...

---

---

Du nævner, at (sted)farfar har en datter, som har et barn på 4 år - at de sjældent ses og at deres barn aldrig er blevet passet af dem.. Det kunne være, at I skulle tage udgangspunkt i denne familie, invitere dem til kaffe eller middag og tage en snak om, hvordan de oplever bedsteforældrene og de valg, som de har truffet - og hvorfor. Det lyder som om, at du ikke står alene med beslutningen om, at farmor og (sted)farfar ikke skal passe børn - og jeg tænker, at det vil være rigtig godt at tale med dem, så det er noget I er fælles om. Måske har den mor og far det lige så svært med at sige fra, selvom det er nødvendigt, og har som du og din kæreste lige så meget brug for, at I fælles kan bakke hinanden op...

Når vi afleverer vores børn i andres varetægt, så er det vigtigt, at vi kan have tillid til, at de passer på barnet og er i stand til at opfylde barnets basale behov - det gælder både fysisk og mentalt. Vi må ikke gå rundt med en følelse af, at barnet kan komme til skade eller på anden måde lide overlast. Hvis vi ikke kan være sikre på dette, så skal barnet ikke passes der - og det gælder uanset om det er bedsteforældre, venner/bekendte, en dagpleje, institution eller andet...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke til jeres lille familie! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---