Svar: Pasning & dagpleje

---

Hej med dig

Tak for dit brev og ærlige beskrivelse af, hvor svært det kan være at skulle lade andre passe sit barn :) Før man får børn, så er det let at sige, at andre sagtens kan passe og tage over, men når man selv står i situationen, så er det ofte rigtig svært.

Det er, som du skriver, rigtig vigtigt, at du har tillid til, at den der passer jeres datter kan det. Det betyder, at de skal kende hende, forstå hendes signaler og naturligt give hende den opmærksomhed, omsorg og nærhed, som hun viser behov for. Du nævner, at din mor og din søster har passet hende en enkelt gang hver - og det er gået fint. Og jeg tænker, at det måske handler om, at I tre kvinder minder om hinanden. I har måske lidt samme mimik, samme stemmeføring osv. så der på den måde er noget genkendeligt og trygt ved at blive passet af dem (de ligner mor lidt), og samtidig så kender du jo din mor og søster rigtig godt og er naturligt tryg ved dem. Hele din barndom har du været sammen med dem, så du ved, hvordan de er, og hvordan de reagerer i forskellige situationer, og du har derfor tillid til dem og stoler på dem på en helt anden måde end når det kommer til farmor/farfar, og til dagplejer...

Farmor og farfar lyder til at være meget søde og omsorgsfulde mennesker, og de kan naturligvis også passe jeres datter. Du fortæller, at du ved, at de elsker hende højt og vil gøre alt for hende - og det skal du holde fast i :) Det vil være lettere for dem at passe hende, hvis I er meget sammen i hverdagene, og hun oplever deres kontakt som noget naturligt. Jo mere hun kender dem, jo mere I spiser sammen, handler sammen, jo mere de er der, når hun skal sove, have skiftet ble osv. Jo mere vil hun naturligt blive tryg ved dem, og tryg ved at de også er der, når mor og far ikke er...

Du nævner, at hun begyndte at græde, da du satte hende hos farfar, fordi du skulle gå - og jeg tænker, at det er helt naturligt. Det har været voldsomt for hende, at blive afleveret i favnen hos ham. Da far også var der, ville det have været bedre at aflevere hende i favnen på far... men det gik jo, og farfar lyder til at tage det i stiv arm :) At hun pjevser betyder ikke, at de ikke er søde ved hende, men blot at hun har brug for lidt tid.

Når hun nu skal starte i dagpleje, så vil du sandsynligvis opleve det samme - at hun kan blive rigtigt ked af det, når du giver hende til dagplejer og vinker farvel. Men det er vigtigt, at du netop gør det på den måde, fordi du signalerer "nu går jeg, og dagplejer passer på dig", så din datter direkte fornemmer, at du har tillid til, at dagplejer vil være der for hende. Det tager tid at lære dagplejer at kende, og jeres datter har brug for tid til at finde ud af, at det er okay. Hun har brug for tid til at knytte sig til dagplejer og finde ud af, at hun kan bruges som omsorgsperson, når mor og far ikke er til stede. Tilknytning bygges op over tid, og ved at man er nærværende sammen :)

Dine følelse af "det er svært at give hende fra mig", kan handle om rigtig mange ting. Nogle mødre har svært ved at sende deres barn i dagpleje (eller institution), fordi det kan betyde, at man går glip af noget. Det kan være dagplejer, som "ser hendes første skridt", "hører hendes første ord" osv. hvilket du jo gerne vil. Nogle mødre er også bange for, at barnet vil knytte sig mere til dagplejer end til mor. Ikke at du ikke ønsker, at din datter skal kunne lade sig trøste af sin dagplejer, men mere, at du naturligt ønsker at være noget særligt for din datter, og mange kvinder er bange for, at deres rolle træder i baggrunden, når det pludselig er dagplejer og ikke mor, ...

---

---

... som er sammen med barnet i mange timer hver dag... måske er det også nogle tanker du gør dig?

Det kan også være tanker om, at der skal ske din datter noget, når du ikke er der til at passe på hende. Det er jo det værste for os alle - hvis der sker vores børn noget, og vi ikke kan hjælpe dem, redde dem. De tanker skal vi dog være i stand til at slippe, for vi kan naturligt ikke være der altid - og selvom vi er der, kan vores børn jo stadig godt komme til skade. Derfor er det bedste igen - at du sikrer, at din datter er et sted, hvor der bliver passet på hende, hvor du har fuld tillid til, at de vil hende det bedste og giver hende den omsorg og nærhed, som hun har behov for.

De fleste af os skal øve os i at give slip. Det er noget, vi bliver bedre til med tiden, men også med større børn kan det faktisk være rigtig svært - og det er lige nu, du oplever at skulle slippe din datter rigtigt for første gang... Du skal slippe hende så bedsteforældre, eller dagplejer kan passe hende. Og i årene frem, kommer der mange situationer, hvor du skal øve dig i at give slip. Du skal slippe hende, når hun begynder i børnehave. Du skal slippe hende, når hun på et tidspunkt skal hjem og lege hos en ven eller veninde, når hun begynder i skole, i SFO, når hun første gang skal cykle selv i trafikken, når hun selv skal transportere sig til og fra klubben, når hun skal i byen med sine venner, når hun engang finder en kæreste osv. Der er så mange situationer, hvor du skal slippe hende, og det begynder stille og roligt nu...

---

---

Tiden arbejder lidt for jer. I takt med at du oplever, at jeres datter trives med at blive passet, og at hverdagen fungerer på den måde, så bliver det naturligt lettere for dig at lade hende passe af andre en gang imellem. Nogle gange er det også en hjælp at opleve, at hun lærer nogle andre ting, når hun er sammen med andre - og når hun ikke har sin mor. Det er meget lærerigt, at ting kan gøres på forskellige måder, og hun skal i tiden frem også have lov til at prøve selv, stå lidt på egne ben og få en oplevelse af at kunne selv. En oplevelse af, at når mor ikke er der, så finder hun ud af det, at hun kan nogle ting uden dig - det er også en vigtig følelse hos hende at fornemme dette.

Når det er særlig svært i øjeblikket, så er det fordi hun lige nu brager igennem separationsfasen, og det betyder at hun faktisk har ekstra meget brug for dig, brug for at føle sig nær dig. Hun kan ikke separere sig uden at føle sig ekstra knyttet til, og den alder hun har og den udvikling, som hun går igennem netop nu betyder, at hun kan virke lidt mere klyngende, lidt mere tryghedssøgende - og derfor har det bedst med at observere verden lidt fra dit skød :) Derfor vil hun naturligt godt kunne græde ekstra meget og blive meget ulykkelig, når du går fra hende. Nogle gange kan hun faktisk blive ked af det, hvis du går på toilettet eller blot går ud i køkkenet uden at tage hende med. Det hører alder og udvikling til :)

Når alt dette er sagt, så skal du naturligvis også overveje, hvor meget du arbejder, og hvor meget jeres datter skal passes. Det at du fornemmer et nyt behov - både hos din datter og dig selv - kan nogle gange godt sætte gang i lidt tanker om, hvorvidt I måske skal indrette jer på en ny måde, og hvad du vil prioritere og hvordan. Så du tilgodeser både dit og din datters behov for, at I kan være sammen :) Jeg ved ikke, hvad du laver, men hvis du også går og tumler med den slags tanker, så tal med din kæreste om, hvordan I fremadrettet kan indrette jer :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---