Svar: Barnebarn vil ikke kramme

---

Kære mormor

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)

Jeg kan godt forstå du bliver ked af det, for det er aldrig særlig rart at føle sig afvist og slet ikke fra dit barnebarn som du jo elsker højt og gerne vil det bedste. Det er tydeligt at den lille pige og du har et nært forhold og at tilknytningen mellem jer er stor og derfor gør det naturligt også ekstra ondt, når du mærker at hun pludselig afviser dig, skubber dig væk.

Jeg tænker flere ting - og jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig:)

For det første er dit barnebarn nu knap 4 år og det er en alder, hvor de udviklingsmæssigt sker rigtig meget. Mange tror, at det især er i 1-3 års alderen at man oplever udfordringer med selvstændighed og bliver derfor overrasket, når man pludselig fornemmer hvor selvstændige de 4 årige er eller kan være. De fireårige er rigtigt skønne børn, det babyagtige er forsvundet, når du ser på hende, kan du se at hun rent fysisk har ændret facon, hun er blevet mere rank i sin krop og hun virker også ældre i sit udtryk, sit blik, sin mimik. Og samtidig er hun nu sandsynligvis ved at være rigtig god til at tale. Hun bruger ord og sætninger på en helt anden måde nu end for bare et år siden, taler i længere og mere komplekse sætninger, begynder at stille flere og flere spørsmål om hvordan verden hænger sammen. Det er f.eks. ikke unormalt at børn i denne alder stiller spørgsmål som "hvad der sker, når man dør" eller "hvordan bliver et baby født?".

Hun er rigtig godt igang med at finde ud af hvem hun selv er, at hun er en pige (modsat at være en dreng) og hun vil naturligt have stor fokus på ting, som hun mestrer, det vil du f.eks. opleve ved at hun siger "se hvor højt jeg kan springe!", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning, er den ikke flot" osv. Og på samme måde vil hun naturligt også bestemme over sig selv. Hun vil selv bestemme, hvem hun vil give knus og kram til og hvem hun ikke vil.

Og det er et eller andet sted vigtigt at du accepterer dette og føler det okay - og ikke tager det som en personlig afvisning af dig, men mere som en vigtig del af den udvikling hun går igennem lige nu. Og faktisk er det ret vigtigt, at hun kan mærke efter og fornemme sine grænser.

Mange voksne har rigtig svært ved at tale med deres børn om kroppen og kroppens grænser. Det er ofte lettere for os at tale med børnene om hvordan man taler pænt, opfører sig ordentligt osv. end det er at tale om kroppen og om sexualitet. Og mange forældre er bekymrede for, at deres børn skal blive udsat for overgreb, at de ikke skal kunne sige fra og mærke efter, hvad der er okay og hvad der ikke er. Og et led i at lære sit barn dette er at vi er opmærksomme på, hvordan vi er sammen med andre mennesker.

Her er familier meget forskellige. I nogle familier har man stort set ingen fysisk kontakt, man rører ikke ret meget ved hinanden, giver måske kort hånd for at sige goddag eller farvel. I andre familier har man tæt fysisk kontakt og det er helt naturligt med kys, kram og knus. Og det er rigtig vigtigt at vi lytter til vores børn og til det de siger. Det er vigtigt, fordi vi skal lære vores børn at mærke efter, hvad der er okay og hvad der ikke er, og vi skal ikke nedgøre barnets følelser eller tvinge barnet til en kontakt, som barnet ikke har lyst til - Det er derfor rigtig vigtigt at du (eller hendes forældre) ikke presser dit barnebarn til at blive kysset, krammet eller holdt om, hvis hun tydeligt siger fra. Fordi hun skal lære at lytte, mærke efter sine egne grænser og være i stand til at sætte grænser for sig selv.

Det betyder ikke at du ikke stadig skal vise hende, at du rigtig gerne vil hende. For det er vigtigt at hun stadig kan mærke, at du nyder at være sammen med hende. Derfor skal du prøve ...

---

---

... at invitere hende med i ting i hverdagen, som I naturligt gør sammen - det kan være at sidde sammen i sofaen og læse en bog eller som du fortælle lade hende sidde på skødet, den dag hvor I kørte i tog. Det skal komme helt naturligt og netop ved at hun mærker, at du er der og gerne vil hende - og ikke ved at hun presses til kontakt.

Du skal prøve at rumme det, når hun siger nej - "at rumme" betyder at du skal acceptere at hun har det som hun har det, at du ikke forsøger at lave det om, og at du ikke tager det personligt. Prøv om du kan undgå at blive såret og ked af det - hun er rigtig godt igang med at finde ud af, hvad det hun gør, gør ved andre og det kan naturligt forstærke hendes lyst til at afvise dig igen og igen, hvis hun mærker at du reagerer med at blive såret - ikke fordi hun bevidst er ude på at gøre dig ked af det, men fordi det er en reaktion som naturligt er spændende at udforske. Samtidig lyder det også som om at hun udforsker, hvordan hendes forældre reagerer, for hun afviser dig oftest, når de er til stede...

Situationerne hos jer er lidt forskellige og du fortæller at hun f.eks. ikke vil give dig et kram, hverken når du kommer eller når du skal gå. Jeg tænker at man her godt må lære hende, at man hilser og også siger farvel. Det behøver ikke være fysisk, men I kan f.eks. godt lære hende, at hun skal sige "hej" eller "farvel", vinke eller lignende. Så fokus ikke er på at hun skal kramme, men på at hun skal lære at hilse, ligesom hun også skal lære at sige "tak for gaven" eller lignende - man kan på samme måde godt sige tak, uden at man behøver give kram.

Du fortæller at hun ikke vil kramme, når hun skal i seng og igen kan man her godt lære hende at sige "godnat", uden at det behøver involvere et kram. Nogle gange kan du måske spørge hende, hvordan hun f.eks. gerne vil sige godnat - en idé kunne være at sende "luftkys" - hvor du sender et luftkys af sted hen over din hånd og griber det luftkys, som hun sender til dig. På den måde viser du hende stadig at du holder af hende og at det at sige godnat betyder noget for dig - du viser kærlighed, men stadig på en måde, hvor hun ikke bliver presset til fysisk kontakt.

---

---

Du fortæller også at hun nogle gange ikke vil have dig med, når I f.eks. skal spille spil og her lyder det igen, som om at hun prøver lidt grænser og forsøger at finde ud af, hvad reaktion hun får fra dig, men også fra sine forældre. Det er helt naturligt at børn i denne alder siger "du må ikke være med". Det er sandsynligvis en sætning hun hører i børnehaven og hun afprøver, hvad det gør ved jer, hvis hun siger det samme derhjemme. Igen ikke for at holde dig bevidst uden for, men fordi hun f.eks. forsøger at finde redskaber til at svare og reagere hensigtsmæssigt i en sådan situation. Derfor vil det være rigtig godt, hvis hendes forældre f.eks. siger "her i familie skal alle kunne være med" eller "vi holder aldrig nogen udenfor" eller lignende.

Det vil på samme måde være rigtig godt, hvis din datter (og svigersøn) viser hvor stor en del af familien du er og at der skal være plads til dig. At hun ikke kan spille jer ud mod hinanden. Så hvis hun f.eks. siger "jeg vil ikke sidde ved siden af mormor", så kan din datter sige "jeg vil gerne sidde ved siden af mormor, mormor er min mor" eller lignende. Så hun hører og fornemmer at du har en helt naturligt plads i familien og at hendes forældre gerne vil dig - uden at de presser hende til at hun f.eks. skal sidde ved siden af dig :)

Jeg er helt sikker på at dit barnebarn elsker dig højt og at hun på sigt vil nyde at hun har en mormor, som vil hende så gerne. Lige nu har hun blot en alder, hvor hun naturligt øver sig i at sige fra - og det er okay :)

Jeg håber at du kan bruge ovenstående tanker videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---