Brev:

Temperamentsfuld og bange datter

Kære Helen

Jeg skriver til dig fordi vi det sidste stykke tid har haft en del udfordringer med vores datter (der netop er fyldt 6 år) som vi er i tvivl om, hvordan vi bedst håndterer.

Den ene handler om, at hun nemt bliver bange og den anden om, at vi har en del konflikter hvor hun bliver meget vred. Jeg tænker det nogen gange hænger sammen, så derfor beskriver jeg begge dele i dette spørgsmål.

Bange
Hun har i flere måneder været meget bange for flere forskellige ting særligt mørke, at skulle sove, at være alene og hunde. Ofte virker det som om hun er almindelig bange for nogen ting lige som de fleste børn på hendes alder er det ind imellem, men andre gange er jeg nervøs for om det er decideret angst.

Søvn
Hun havde særligt for et par måneder siden mange mareridt og det gjorde hende bange for at falde i søvn. Hun har jo altid været længe om at falde i søvn, men nu kom der så det oven i at selv (eller måske især) når hun var meget træt kæmpede hun nærmest imod fordi hun var bange for at for at falde i søvn. Hun havde nogen uger hvor hun gentog ”jeg er bange, jeg er bange” mange gange, når hun lige var i det stadie, hvor man næsten falder i søvn - også selvom vi lå sammen med hende. Det har det sidste lange stykke tid været hendes far der putter hende fordi jeg putter (og ammer) lillebror om aftenen. Men flere gange kaldte hun også på mig, når hun var bange og vi er nogen gange endt med at hendes far har ligget på den ene side af hende og jeg har ligget på den anden og holdt om hende mens hun blev ved med at sige at hun var bange. Hun sagde også flere gange at hun hadede aftenerne fordi hun så snart skulle sove og at morgenen var det bedste tidspunkt, fordi der så var lang tid til det blev aften.

Det er dog blevet meget bedre den sidste måneds tid. Vi har gjort flere ting som jeg tror har hjulpet: Hendes far har sovet sammen med hende hele natten de sidste par måneder, så hun ikke vågner op og er alene. De ligger sammen på to madrasser på gulvet. Hun er bange for at sove i sin seng, fordi hun synes hendes væg er uhyggelig (det er en almindelig hvidmalet væg). Vi har også fået snakket om hendes mareridt. I starten ville hun ikke fortælle om dem fordi hun troede det ville gøre hende endnu mere bange at tale om det, men på et tidspunkt fik jeg overbevist hende om at det kunne hjælpe og så fortalte hun om dem og vi fik det lidt afmystificeret.

Hun har blandt andet drømt om trolde, onde mennesker og også uhyggelige karakterer fra tegnefilm. Det sidste gjorde os opmærksomme på at vi skal være endnu mere opmærksomme på, hvad hun ser i fjernsynet/på iPad. Det er så dumt, at vi ikke har styret det mere. Hun har selvfølgelig aldrig set voksen-ting, men der er jo også flere uhyggelige elementer i flere film/serier selvom de er godkendt til hendes alder. Vi plejer som regel at se det sammen, men mens hendes lillebror var helt lille har hun jo nogen gange siddet og set det selv, mens jeg skiftede ble mv (pudsigt nok er det først en del tid senere at hun har fået mareridt om karakterer fra disse film). Vi snakkede med hende om, at vi skal hjælpe hinanden med kun at se ting, der ikke er uhyggelige fordi det kan give mareridt, og selvom hun nogen gange siger hun savner nogen bestemte eventyr-film er hun selv meget motiveret for kun at se de ting vi godkender og som hun ikke kan blive bange for. Så nu ser hun kun ting uden noget uhyggeligt, så vi ser fx heller ikke Disney film for tiden.

Det er som sagt blevet meget bedre og vi er nu der hvor vi godt kunne tænke os at min mand igen kan sove i soveværelset (når hun er faldet i søvn) og at min datter kan sove i sin seng igen så vi ikke skal have madrasser og sengetøj over hele gulvet. Men vi er i tvivl om hvordan vi tager det skridt… Modellen med at have en madras i soveværelset så hun kan komme derind fungerer ikke rigtig, dels fordi hun hvis hun vågner vil ligge helt tæt/ i samme seng, dels fordi vi har sagt, at når hun sover i soveværelset skal hun være stille så hun ikke vækker lillebror og vi kan ikke have fuldt lys derinde og begge dele protesterer hun imod (og hun spørger faktisk ikke til om hun kan sove i soveværelset, hun vil bare gerne have os inde på hendes værelse.)

Noget af det der gør det svært er også at hun både har problemstillingen med at være bange OG er meget viljefast samtidig med hun jo altid hellere vil lave noget andet end at sove. Så jeg synes det er en svær balance at sikre, at vi er der for hende så hun ikke bliver bange, men at det samtidig ikke bliver hende der bestemmer alt hvad der skal ske omkring putningen (og at den ikke trækker alt for længe ud, for hun bliver ved med at finde på nye ting). For tiden bilver hun puttet med godnathistorie og derefter ligger hun og lytter til lydbog mens hendes far sidder ved side af hende og arbejder på computeren, men hun har mange ”udflugter” undervejs.

Mørke
Hun har også længe været meget bange for mørke, så hun falder i søvn med lyset tændt, hvilket jo ikke er optimalt, men hvis vi prøver at slukke lyset, så der kun er en lille natlampe tændt, går hun helt i panik over det. Når hun sover slukker vi så det meste lys, men lader en lille natlampe være tændt. Hvis hun under putningen skal på toilettet og min mand slukker lyset i stue eller badeværelse inden de er gået helt ud af det protesterer hun også vældigt over det.

Hunde
Hun har længe været bange for hunde. I en periode blev hun nærmest panisk og ville bæres hvis der kom en hund forbi. Det er dog blevet bedre, men hun er stadig bange for dem og det er særligt en udfordring når vi skal være sammen med hendes mormor og morfar der har en lille hund. Hun tør ikke være i nærheden af den og er klart påvirket af det hvis den er i samme rum. Vi har derfor for tiden bedt mine forældre om at holde den ude når de er her (det er de ret trætte af og synes vi lader hende bestemme for meget). Det er ikke fordi hun har haft dårlige oplevelser med hunde og da hun var mindre har hun også været med til at fodre den mv. Hun siger selv, at hun blev bange efter hun havde haft et mareridt om hunde, og så var der også engang hvor en af hendes veninder havde fortalt at deres hund havde skarpe tænder og det skræmte hende.

Alene/adskillelse
Hun er også bange for at være alene. Fx vil hun ikke gå på toilettet alene eller være alene på den ene etage i huset, hvis jeg eller min mand fx skal hente noget på den anden etage. Hun fortæller også at hun tit holder sig når de er på legepladsen i børnehaven, fordi hun ikke tør gå alene på toilettet (og de går ikke med hende selvom hun siger hun er bange).

Ligeledes har hun tit svært ved at sige farvel, når vi afleverer hende i børnehaven. De plejede at have en rutine, hvor de sammen med en voksen vinkede farvel i vinduet og det fungerede egentlig ok, men det afskaffede de for noget tid siden dels pga. ressourcer dels begrundet med, at børnene skal vende sig til at sige farvel selv inden de skal starte i skole/SFO (hun starter i SFO 30 april). Siden da har vi ofte svært ved afleveringerne. Vi har prøvet at sige farvel på stuen, når hun er i gang med en aktivitet sammen med sine venner og der er en voksen i nærheden, men det fungerer ikke. Rutinen med at vinke sidder dybt i hende, så det er den eneste måde hun kan/vil sige farvel på. Hun har heldigvis flere gode venner og de fleste dage får hun en eller flere veninder til at vinke sammen med hende og så går det som regel fint, men der er også dage hvor der ikke lige er nogen veninder, der vil vinke og så er det svært. Vi har prøvet et par enkelte gange, at hun gør det alene, men så græder hun og siger jeg skal komme ind igen, når jeg står ved vinduet eller løber efter mig, når jeg er på vej ud af døren. I de tilfælde spørger jeg en af de voksne om hjælp og så gør de det da også. Min datter fortæller mig dog at de ofte går hurtigt igen selvom hun spørger dem om at blive indtil hun ikke kan se mig mere og at hun så bliver ked af det (jeg synes også det er en uheldig rutine at man skal vinke af flere omgange, inde og ude og når jeg kører, men det er sådan de har lært hende det i børnehaven siden hun var 3 og det sidder nu dybt i hende at det er den rigtige måde).

Jeg har snakket med ...

... pædagogerne i børnehaven både om afskeden og om hvordan hun trives der. Hun siger nemlig ofte at hun ikke kan lide sin børnehave og de voksne og for tiden har vi mange konflikter/sammenbrud hjemme, som jeg ikke ved om kan skyldes noget i børnehaven (vi er heller ikke selv særligt begejstret for børnehaven). De siger at hun generelt fungerer fint, men at hun også har en meget stærk vilje og gerne vil bestemme/let bliver vred, hvilket kan være et problem både i forhold til de voksne og de andre børn. De har også sagt, at de synes jeg skal være mere konsekvent bl.a. i forbindelse med afskeden om morgenen. Men jeg går altså ikke fra mit grædende barn, hvis der ikke er nogen til at trøste hende!

Når det er sagt, har hun helt klart også nogen issues omkring temperament og at accepterer at der er nogen ting hun ikke kan bestemme, hvilket vi kæmper en del med for tiden.

Konflikter/vrede
Hun er meget hurtig til at blive meget vred eller ked af det. Det kan fx være hvis vi siger nej til noget (fx en legeaftale, som hun har tit og elsker) men det kan også bare være, hvis vi kommer til at sige noget forkert eller forstyrre hende mens hun fx bygger lego. Så råber/skriger hun og løber ind på sit værelse og smækker med døren. Det er tit sådan en blanding af, at hun græder og råber af os. Hvis vi går efter hende råber hun oftest ”gå ud, jeg vil være alene”. I starten gik vi tit med hende og prøvede at snakke om det, men det eskalerede det tit, så når hun nu bliver ked af det og løber ind på sit værelse accepterer vi det, når hun siger at hun vil være alene, og siger så, at hun kan sige til når hun gerne vil have at vi kommer ind til hende. Det gør hun så som regel kort efter. Nogen gange har hun dog talt grimt til os/råbt af os og der siger vi klart til hende at vi ikke vil have at hun taler sådan til os og ikke vil have at hun råber/smækker med døren. Det hjælper dog sjældent, men får hende tit til at råbe endnu mere og jeg må indrømme, at hun tit får os kørt lidt langt ud hvor vi også selv bliver ret vrede på hende. Nogen dage er alting anledning til modstand og konflikt og det er fx en kamp både at få hende i bad og bagefter at få hende ud af badet igen, at få tøj på etc.

Det er ikke kun i hverdagen og når hun skal i børnehave eller sove at konflikterne opstår. Vi var fx for nyligt på vinterferie et sted hvor vi året før havde en virkelig god ferie. Vi havde god tid og kunne lave mange hyggelige ting sammen, men ferien blev nærmest ødelagt af at hun flere gange om dagen havde sammenbrud, hvor hun blev meget vred på os. Det kunne være små ting som at hun ikke vil rede sit hår, i bad inden vi skulle i poolen, eller at hun syntes vi sad for længe over maden.

Vi kan også høre når hun leger med sine veninder, at hun bestemmer meget og at de nogen gange bliver trætte af det (hun kan dog også andre gange være god til at indgå og foreslå kompromisser). Ligeledes har jeg også oplevet at hendes veninder har holdt sig for ørerne, hvis hun bliver ked af det/vred under en legeaftale og siger at hun altid råber højt. Så både for hendes egen og vores skyld vil jeg meget gerne have lært hende ikke at reagerer så voldsomt på små ting. I det hele taget vil jeg rigtig gerne lære hende at tage lidt mere hensyn og nogen gange acceptere at hun ikke kan bestemme alting.

Hun er nok også præget af at hun har været enebarn de første 4 år af hendes liv og vi har naturligt givet hende meget opmærksomhed og ladet mange ting foregå på hendes præmisser. Det er derfor også lidt hårdt for hende nu at skulle dele opmærksomheden med sin lillebror. De er glade for hinanden og nyder at fjolle og tumle sammen, men hun er også tit jaloux på ham. Og hun kan godt finde på fx at råbe højt lige ind i hovedet på ham, hvis han fx vil ind på hendes værelse og det bliver han selvfølgelig ked af. Vi har generelt den regel, at det er ok, at hun siger nej (på en ordentlig måde) til at han må komme derind og at hun bestemmer om han må lege med det legetøj hun har på værelset, så hvis hun ikke vil have det tager vi ham væk også selvom han bliver ked af det. Men hvis hun har ting i stuen må han godt lege med det, hvis hun ikke selv er ved at bruge det og hvis det ikke er noget han ødelægger, for han har ikke noget værelse, så han har kun stuen at lege i. Men der er jo nogen gange hvor hun fx vil have mig ind på hendes værelse og hvis der ikke er andre voksne hjemme vil jeg jo ikke lade ham stå grædende alene i stuen.

Han var jo startet op i dagpleje hvor det ikke gik, hvorfor jeg forlængede min orlov med ham og efter det er hun meget opmærksom på, at han er derhjemme og at det er ”snyd”. Jeg har prøvet at kompensere lidt for det ved, at have meget fokus på hende om eftermiddagen og i weekenden, hvor vi tit laver noget bare hende og mig. Og det at jeg har holdt orlov har jo også betydet, at hun har haft nogen roligere/længere morgener inden vi tager i børnehave og at hun ofte blive hentet tidligere. Det går heldigvis godt med hans opstart denne gang, men han har jo naturligt nu også et større behov for mig om eftermiddagen og weekenden, så der er det for tiden svært at tilgodese dem begge, særligt fordi min datter er meget fokuseret på at vi skal være sammen uden lillebror.

Hun er generelt en dejlig og kærlig pige med masser energi og gå på mod. Det er også vores vurdering at hun har både selvtillid og et godt selvværd. Hun er meget kvik og er selv opmærksom på, at der er mange ting hun er god til – og at hun er god og dejlig som hun er. Jeg oplever ikke at hun gerne vil være anderledes eller være mere ligesom nogen andre – det kommer mere til udtryk at hun nogen gange gerne vil have at andre er anderledes eller opfører sig anderledes. Det siger hun også nogen gange direkte om forskellige personer. Hun er heller ikke i tvivl om vores kærlighed som vi både siger med ord og med masser af kys og kram.

Hun kan dog godt finde på at spørge hvem jeg bedst kan lide eller elsker højst af hende og lillebror og der kommer jeg nogen gange i tvivl om hvad det bedste svar er. Jeg plejer at sige sandheden; at jeg elsker dem lige højt eller at der ikke er nogen jeg elsker højere end hende. Men det hun jo nok helst vil høre er, at jeg elsker hende højst. Jeg fremhæver også de ting der gør hende - og vores forhold – særligt, fx at hun er mit første barn, at hun er min pige og det er dejligt at vi kan snakke sammen og gøre ting sammen som lillebror jo er for lille til.

Min egen vurdering er at jalousien på lillebror kan være en del af årsagen til hendes voldsomme reaktioner, men at det ikke er hele forklaringen. Det er også min vurdering at det mere end selvtillid og selvværd handler om selvkontrol. Men jeg vil meget gerne høre din vurdering og ikke mindst dit bud på hvordan vi kan hjælpe hende med det og få færre – og mindre voldsomme – konflikter. Jeg vil også være meget glad for råd til hvordan vi bedst hjælper hende, når hun er bange. Jeg oplever det som to forskellige ting, og synes som regel godt vi kan se hvad der hører til hvad, men det kan jo naturligvis godt påvirke hinanden. Og nogen gange bliver det også blandet sammen fx hvis jeg lige hurtigt henter noget indenfor mens børnene leger i haven, så kan hun blive bange for at være alene og samtidig meget vred over at jeg er gået og råbe højt efter mig og skælde mig ud når jeg kommer igen. Men de fleste gange hvor hun bliver voldsomt ked af det/vred/råber er det udløst af andre ting.

Vi overvejer også lidt om det – hvis det fortsætter – vil være en god ide at gå til noget familievejledning/terapi for at få brudt nogen af de uheldige mønstre, for jeg synes faktisk det er rigtig svært at finde ud af hvad der er den rigtige måde at reagerer på når hun råber af os eller når hun fx ikke vil hjælpe til med at blive klar og ignorerer os når vi beder hende om noget. Ligeledes har vi når det har været værst med at være bange overvejet om det vil være godt for hende at tale med en børnepsykolog. Men omvendt er vi også nervøse for, at det vil overproblematisere det og få hende til at føle sig forkert.

Jeg beklager at det blev en lang læsning, men jeg ville gerne give dig et grundigt billede af problemstillingerne ;-)

Hilsen en bekymret og frustreret mor

Læs Helens svar »

De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?

Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

8. januar 2024 | Opdragelse | 6 år, 8 mdr.

Dårlig opførsel og drillerier

Hej Helen. Tak for dine tidligere gode svar til storebror der i dag er 15...

Læs hele brevet og Helens svar

11. september 2023 | Renlighed | 5 år, 3 mdr.

Toiletproblemer

Hej, Jeg har tidligere skrevet omkring vores datters "lave stort" problem på...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juli 2023 | Opdragelse | 5 år, 10 mdr.

SFO/skolestart - ked af at være væk fra mor

Kære Helen Jeg er i syv sind og har brug for et godt råd og gerne nogle...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: