Brev:

En svær fase

Kære Helen

Vores søn på 19 mdr. er i en svær fase. Dels skyldes det jo nok selvstændighedsalderen, som han, så vidt jeg kan forstå, netop er trådt ind i, og dels skyldes det nok det faktum, at vi står over for at skulle flytte, og han måske har kunnet mærke vores uro over det igennem noget tid... Derudover er der i hans vuggestue siden januar kommet rigtig mange nye, små børn til, så de ind til for nylig har været alt for mange børn på stuen, og jeg tror bestemt, det også har påvirket ham (og pædagogerne!).

Jeg kan mærke, at jeg indeni er totalt usikker pt. omkring, hvordan jeg opdrager ham på 'den rigtige måde'. Min mand er af den holdning, at man godt kan hæve stemmen (han råber og skriger aldrig, men kan sige meget tydeligt nej til ham og vise ham, at han 'mener det'). Jeg er selv meget forvirret, da man på den ene side, ifølge eksperterne mv., ikke må skælde ud, og på den anden side skal sætte tydelige grænser, sige nej osv. En balancegang jeg nu finder meget svær at mestre.

Ind til videre er det gået meget godt med, at jeg var rolig og bestemt, når der var noget, han ikke måtte, og som regel har det ikke været så nødvendigt at opdrage mere end det. Men nu er det som om, jeg VIRKELIG skal tale højt og tydeligt og kigge meget direkte på ham for, at han forstår, at han ikke må smide ting i hovedet på mig, at han ikke må slå mig mv. Han prøver i dén grad grænser af på mig nu, kan jeg mærke. Her til aften oplevede jeg, at det ikke rigtigt trængte ind hos ham længere at være tydelig, bestemt og have 'alvorlige' øjne (da han for femte gang smed noget i hovedet på mig) Jeg har enormt svært ved at finde en god balancegang, hvor jeg er tydelig og klar uden at hæve stemmen for meget, og jeg tror helt bestemt, han mærker min usikkerhed omkring det, førend jeg selv er bevidst om den.

Jeg har altid oplevet min søn som et meget følsomt og 'bevidst' barn, som er meget 'modtagelig' over for andres følelser og stemninger. Samtidig kan jeg nu også se en anden side (fordi han er blevet ældre), hvor han 'kører på' og virkelig gerne vil ud og opleve verden, undersøge, er begyndt at 'snakke' mere og sige lidt ord, osv, osv.

Han er nu i en fase, som mest af alt minder om et tigerspring (alle symptomerne på det er der; han vil have mig tæt på hele tiden, han sover mere uroligt, han er svær at putte, ågner meget tidligt, han spiser ind imellem mindre, og han er larmende, skrigende og ...

... opmærksomhedkrævende det ene øjeblik, det næste er han kærlig, giver krammere og kysser, hviner af glæde). Problemerne i hverdagen kan bl.a. være:

1) han kommer konsekvent ud i køkkenet, hver gang vi forsøger at lave mad/ lave en kop the, og råber, skriger, kræver at ville op og rusker i ovnlågen. Han lytter ikke, når jeg siger, jeg ikke vil have, han gør det. Det resulterer i, at jeg er totalt handlingslammet og stortset ingenting kan foretage mig. Da min kæreste ofte har aftenvagter, er det derfor rigtig svært atvære alene med ham

2) han vil have mit/ vores konstante nærvær; han kan kun lege selv i to sekunder og har det allerbedst med, at vi i alt hans vågne tid sidder på gulvet med ham og leger

3) er blevet mere larmende og laver høje 'opmærksomheds/utilfredshedsskrig' hvis ikke han får sin mad NU, hvis ikke han får den banan, jeg er i gang med at købe til ham, NU osv, osv,

4) pædagogerne i vuggestuen siger, at han kan være lidt strid over for de andre børn. Desuden har jeg oplevelsen af, at de oplever ham som et af de mere krævende børn. Der tænker jeg dog også, at det er et sundhedstegn, at han 'er der', og at det også er normeringerne, der er noget galt med. Vores omgivelser oplever ham som et robust barn, som er glad og ikke specielt bange for ting (men de møder ham jo så også, når min mand og jeg er med ham).

Jeg har helt enormt svært ved at finde ud af:

1) Er det inden for normalområdet, at han er sådan?

2) Hvordan sætter jeg grænser på en tydelig, fast og bestemt måde UDEN at skælde ham ud? (Jeger selv af den holdning, at børn SKAL have tydelige, faste grænser, uden at man står og råber af dem, men samtidig har jeg så svært ved at finde ud af hvordan/ hvad der er det rigtige at gøre lige nu, at jeg nærmest bliver enten vag eller kommer til at hæve stemmen for meget over for ham, fordi jeg er frustreret).

3) Skal man sige: 'Jeg vil ikke have, du skriger!', når han laver opmærksomhedslyde i Netto, skal man roligt sige: 'Sysssch', eller skal man ignorere det, fordi det er normalt nok og går over igen?!

Som du nok kan høre, er jeg enormt meget i tvivl om, hvornår man skal 'sætte ind', og hvor fast/ bestemt, man skal gøre det. Jeg tager i høj grad andres meninger og råd omkring det 'ind', ogden ene dag føler jeg, jeg er en alt for vag mor, den næste føler jeg, jeg er alt for hård (og vurderer hele tiden mig selv meget ud fra hvordan andre ser på det).

På forhånd tak!

Gode hilsener.

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

9. marts 2024 | Sovevaner | 17 mdr.

Sove i egen seng - 17 mdr.

Hej Helen, Tak for dit svar til min forrige besked angående vores søn som...

Læs hele brevet og Helens svar

5. februar 2024 | Sovevaner | 22 mdr.

Rutiner og weekend, del 2 - Lur

Kære Helen Tak for dit svar på mit forrige brev. Det er rigtig godt at...

Læs hele brevet og Helens svar

2. februar 2024 | Kost og ernæring | 17 mdr.

Tynd mave?

Hej Helen. Vores datter på 17 måneder har ofte meget tynd afføring, og...

Læs hele brevet og Helens svar

15. januar 2024 | Opdragelse | 21 mdr.

Rutiner og weekend

Kære Helen Tak for dit svar og gode råd angående mad og svingende appetit....

Læs hele brevet og Helens svar

3. januar 2024 | Kost og ernæring | 21 mdr.

Nedsat appetit? - 21 mdr.

Kære Helen Godt nytår. Åh, det der med mad. H er en skøn lille...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: