Brev:
Hvad gør jeg ved den utilstrækkelighedsfølelse?
Hej Helen.
Jeg går snart ind i 3 trimester og alt går rigtigt godt. Lillebror sparker hver dag og jeg har det virkeligt godt fysisk.
Jeg har vænnet mig til at den anden graviditet er komplet anderledes, psykisk, end den første, da jeg selvfølgelig har min datter at tage mig af. Jeg husker istedet at ligge og lege med maven i de få rolige øjeblikke jeg har og "snakke" med ham.
Min uro for at der skal ske noget med ham inden vi får ham at se er der stadig, men ikke mere end det var med Isabella.
Mit problem er virkelig min usikkerhed. Jeg har fundet ud af at også det er naturligt og de spørgsmål jeg stiller mig selv, er de samme spørgsmål som 1000 andre kommende mødre til nr. 2 stiller sig.
Men det hjælper jo ikke særligt meget at andre mennesker (igenigen) nikker og smiler det der "Jaja" og fejer min usikkerhed væk som om den ikke er berettiget fordi alle andre også føler sådan.
Derfor skriver jeg lige (igenigen) til dig, hvor jeg ved at det jeg fortæller ikke bliver fejet væk på samme måde. Du fortæller mig jo nok det jeg allerede ved. At det hele nok skal gå, at jeg bliver en ligeså god mor for lillebror som for isabella og at det hele er meget naturligt.
Problemet er bare at jeg synes min usikkerhed overskygger lidt af glæden, især når jeg er sammen med isabella. Det er lige før hun næsten bliver en manifestation af min dårlige samvittighed og skræk for at hun kommer til at lide under det at få en lillebror.
Det er igen den underlige kamp mellem logik og følelser, som virkelig aldrig kan blive enige, når det drejer sig om moderskabet.
Pisseirriterende....;-)
Jeg er forsåvidt ikke bange for at hun kommer til at miste nogetsomhelst, og jeg er heller ikke så bange for at lillebror kommer til at lide nogen som helst overlast. I princippet kommer de to unger sgu til at få det som blommen i ægget.
Nej, jeg er faktisk mest bekymret for mig selv.
Jeg er faktisk rædselsslagen for at det hele ender i det samme lort som sidste gang.
Hvor jeg påtager mig alt. Leger martyr med bedste velbehag, indtil jeg hverken kender mit navn eller hvor jeg bor af udmattelse. At jeg, selvom jeg har lovet både mig selv, min kæreste og allerede lavet aftaler om hjælp, STADIG ikke evner at åbne munden op og BEDE om den! At jeg stadig ser det som en svaghed ikke at kunne passe sit barn og nu børn, 24/7.
Jeg er skrækslagen for at jeg ikke har lært en skid. Sidste gang røg jeg ned med angst, depression og i høj grad stress, som gjorde at jeg i næsten 1 år var sygemeldt og stadig får antidepressiv.
Jeg synes jeg har lært meget. Har lært teknikker til at slappe af, men jeg påtager mig stadigvæk alt for meget, selv nu, her i snart 7 mdr.
Jeg har lyst til at sætte mig selv i ...
... skammekrogen over at jeg¨åbenbart ikke lærer af mine fejl. Men som du nok kan se, så tager jeg sorgerne på forskud. Det har jeg altid lidt gjort, når jeg føler der er noget uden for min kontrol.
Mit parforhold havde aldrig været mere på adskillelsens rand og stadigvæk, meget sjældent, popper den tid op i vores skænderier og diskussioner, så vi er begge stadig lidt såret over hvor grimme vi var mod hinanden.
Man kan være meget grim, når man ingen søvn får i 1,5 år.
Men vores forhold er stærkt og stabilt. Vi har været sammen i 13 år, så jeg frygter ikke at det ikke kan klare et barn mere.
Jeg frygter at jeg ikke kan. Ikke som mor. Overhoevdet ikke. Den unge kommer jeg til at elske ligeså højt som jeg elsker isabella.
Jeg frygter endnu engang at miste mig selv.
Og så KAMPfrygter jeg det ord, som jeg gentagne gange er stødt på. Et ord, som alle de mødre jeg har læst om og talt med har hadet; utilstrækkeligheden.
Jeg kan næsten panikke ved tanken om at jeg har 2 børn alene, som begge kræver min opmærksomhed og kærlighed!!!!! Jeg kan næsten TUDE bare ved tanken om at een skal vente eller undvære.
Min fornuft siger mig at det sker der sgu da ikke en skid ved. De lærer jo bare at de ikke altid kan få det de vil have når de vil.
Babyen kommer selvfølgelig først, da han jo er mest hjælpeløs her i starten, men min datter skal fandme ikke straffes for at være den ældste.
Hun har også brug for sin mor.
Hvordan klarer man den utilstrækkelighed? Jeg prøver at øve mig lidt nu og her, men det går ikke så godt. Dog synes jeg at bare det at jeg tænker på at skulle rumme følelsen, hjælper en lille smule. Prøver at vænne mig til at den vil komme hvad enten jeg vil det eller ej, så hjælper det lidt. Det er lidt som de gange jeg fik angstanfald. Det hjælper ikke at flygte for så vokser den.
Spørgsmålet er så bare om der slet ikke er noget man KAN gøre for at forberede sig lidt, især praktisk, men også mentalt, på den utilskrækkelighed?
Eller er det også een af tingene ved moderskabet som man skal acceptere at sådan er det bare?
Foresten, så er isabella stoppet i dagpleje. HUn var hos en gæstedagpleje i 14 dage og hun var et helt andet barn!! Meget social og græd slet ikke som hun plejede. Vi starter i legestue om en uge og det er virkelig SÅ skønt selv at kunne tage mig af hende med hjælp fra hendes mormor og farmor.
Een af de bedste beslutninger vi nogensinde har taget. :-) Samtlige pædagoger og andre syntes også vi har skruet en rigtig god plan sammen for hende og jeg har allerede etableret et samarbejde med det tværfaglige team som laver opfølgende hjemmebesøg hos os, da jeg har det bedst ved at have en fagperson på sidelinien.
Bare lige en hurtig update.
Kærlig hilsen
Camilla
Annoncer
Sponsorerede artikler
Vent ikke til din baby har fået rød numse
- brug Olívy fra første bleskift
Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
20. marts 2024 | Graviditet | 0 mdr.
Hej Helen Først og fremmest tak for svar på mit tidligere spørgsmål, det...
6. marts 2024 | Graviditet | 0 mdr.
Hej Helen Jeg er i uge 10, snart 11, og har farvet øjenbryn 1-2 gange om...
20. december 2023 | Sovevaner | 0 mdr.
Kære Helen Jeg er netop blevet farmor til en dejlig lille dreng. Fødslen er...
9. oktober 2023 | Diverse | 0 mdr.
Hej Helen Så kom vores lille dreng til verden, med en FV på 3840 og 54 cm,...
4. oktober 2023 | Graviditet | 0 mdr.
Gravid og hånd-, fod- og mundsyge
Hej Helen Jeg er gravid i 5 måned, og vi skal i weekenden til...
Viden om børn:
Tidlig født
Når børn bliver født før termintidspunktet taler man om for tidlig fødsel. En graviditet varer normalt ca 40 uger.
Børn der er født mellem uge 33 og uge 37, betegnes ofte "moderat tidlig født". Disse børn er altså født mellem 3-8 uger for tidligt.
Børn der er født mellem uge 29 og uge 32, betegnes normalt som "meget tidligt født". Disse børn er født mellem 9-12 uger for tidligt.
Børn der er født før uge 29, betegnes normalt som "extremt tidligt...
Kostfibre og børn
Det lille barn kan få diarré og løs afføring af at få for mange kostfibre. Især hvis barnet spiser grød og brød med hele kerner, eller rå grøntsager og meget frugt, kan barnet få for mange kostfibre.
Små børn må gene spise fuldkorn, men det anbefales, at de også spiser andre kornprodukter, da de let kan få for meget kostfiber. Når barnet i 8 måneders alderen begynder at spise brød, så bør ca. halvdelen af brødet være rugbrød og fuldkornshvedebrød og resten varieres mellem hvidt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen,
Tusind tak for dit svar angående min datter, som græd sig selv i søvn. For første gang i lang tid havde jeg en rigtig god fornemmelse i kroppen efter at have læst dit svar. Jeg kunne mærke, at du fik sat mange af de rigtige ord på situationen.
Tak fra Sanne, mor til pige på knap 4 måneder.