Annonce

Annonce

Influenza hos børn


6. februar 2019


Influenza er en typisk infektion i vinterhalvåret, o​g den optræder derfor oftes i månederne fra december til marts. Nogle gange er antallet af personer, som lider af influenza så højt, at man taler om en epidemi. I et sådan tilfælde kan 20% af befolkningen blive ramt af influenza, og det på en måde som kræver hospitalsindlæggelser, og man ser også en overdødelighed blandt ældre og svækkede.



Børn rammes oftere af influenza end voksne, og det er særligt smitte blandt børn som holder smitten igang. Det er vigtigt, at du er opmærksom på symptomerne og om dit barn kan have influenza. Det kan være svært for dit barn at sætte ord på, hvordan det egentlig har det. 



Symptomer



Pludseilg høj feber med kulderystelser, temperaturen vil ofte ligge på 39-40 grader eller mere. Barnet klager ofte over smerter fra kroppen - der vil være tale om muskelømhed, og der vil ofte også være hovedpine. Barnet vil ofte se svækket ud, og du vil normalt ikke være i tvivl om, at dit barn er syg.



Barnet klager ofte også over smerter fra halsen og synkebesvær, og mange børn vil også have lidt tør hoste.



Barnet vil ofte ikke være specielt snottet, hvis det har influenza - og på den måde adskiller influenza sig fra forkølelse.Børn kan dog godt kaste op og også klage over mavesmerter især i de første par dage af sygdommen.



Ved alvorlige tilfælde af influenza kan man se lungebetændelse med bakterier - f.eks. pneumokokker. Det vil ofte give kraftig hoste.



Behandling



Influenza kan ikke behandles med antibiotika, da der er tale om en virusinfektion. Der er kun behov for antibiotika i de tilfælde, hvor der i tilknytningen til influenzaen kommer f.eks. lungebetændelse.



Nogle børn kan have glæde af smertestillende medicin eller har behov for at få medcin, som slår feberen ned. Husk at børn under 2 år ikke må få medicin uden aftale med lægen.



Influenza kan behandles med antivirale lægemidler, som forhindrer virus i at sprede sig i kroppen. Denne behandling skal startes så hurtigt som muligt - det vil sige senest 48 timer efter de første symptomer. Der er dog bivirkninger ved dette som f.eks. maveproblemer, svimmelhed og hovedpine - og børn behandles kun i tæt samarbejde med læge, og hvor det individuel vurderes, hvorvidt det vil være nødvendigt alt efter barnets almentilstand, sygdomsforløb, alder osv.



Nogle gange vil man vælge at behandle barnet forebyggende, fordi man ved, at barnet er blevet eksponeret for influenza og vil have svært ved at klare en sådan sygdomsperiode. Igen altid kun i tæt samarbejde med læge.



Forebyggelse



Influenza smitter via dråber fra hoste, nys og lignende. Virus spredes derfor ved direkte kontakt mellem mennesker f.eks. mellem voksne og børn, ligesom det også ...


Annonce

... kan spredes via overflader - f.eks. dørhåndtag, smartphones, tablets og lignende, som vi rører ved.



For at forebygge smitte er det derfor vigtigt ikke at have al for tæt kontakt med personer, som du ved er syge. Det er også vigtigt, at du sørger for at vaske hænder hyppigt - både på dig selv og dit barn - især efter I har hostet, nyst eller pudset næste. Har I mulighed for at bruge håndsprit, er det en god idé. 



Lær dit barn at nyse eller hoste i albuen eller at bruge et engangslommetørklæde, så dit barn undgår at nyse i hænderne eller direkte ud i luften.



Sørg for at holde overflader som bordplader, pusleplads og lignende rent ved almindelig rengøring.



Bliv hjemme, hvis I er syge...



Vaccination



Man kan forebygge influenza A og B via vaccination. Da influenzavirus ændrer sig hvert år, så udvikler man hvert år en ny influenzavaccine, som indeholder de to influenza A vira og en eller to B vira, som WHO vurderer kommer til at cirkulere den kommende sæson.



I Danmark anbefales det, at gravide i 2. og 3. trimester (mere end 12. uger henne) og personer over 65 år med visse kroniske sygdomme lader sig vaccinere. Man vaccinerer normalt i oktober måned - i god tid før influenzasæsonen begynder, så vaccinationen kan nå at virke. Der går ofte 2-3 uger efter vaccination, før man er beskyttet. Er du først blevet smittet, vil det ikke hjælpe at vaccinere.



Det er kun i særlige tilfælde, at man vaccinerer børn mod influenza. Det gælder f.eks. børn som har en lungesygdom, hjertesygdom eller en immunsygdom - her kan man vælge at lade barnet vaccinere, når det er mere end 6 måneder gammelt. Tal med lægen omkring dette.



Kontakt lægen



Kontakt altid lægen, hvis du er bekymret for dit barn. Kontakt altid lægen med det samme, hvis dit barn virker sløvt, har vejrtrækningsproblemer eller hvis temperaturen er mere end 40 grader.



Kontakt også altid lægen, hvis barnet har feber i mere end 4 dage og tag også kontakt til lægen igen, hvis der efter en bedring atter kommer feber.



Efterforløb



Influenza varer ofte 4-5 dage, hvis der er tale om et ukompliceret forløb.



De fleste vil dog føle sig meget trætte og afkræftede i 1-2 uger efterfølgende. Det kan være svært at følge med fysisk - barnet kan i 1-2 uger efter at have været syg, godt have svært ved at løbe, lege, være aktiv på helt samme niveau som før. Barnet kan derfor godt have brug for lidt pauser og ro i hverdagen efter en sygdomsperiode med influenza.



Du kan læse mere om børn og sygdomme, pleje, observation og behandling i min bog "Helens bog om Børn & Sygdom".



Rigtig god bedring til alle!



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens babydagbog som er en praktisk og lækker kalender smækfyldt med konkret information og gode idéer.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen

Rigtig lækker brevkasse og hjemmeside du har!

Bettina, mor til 7 uger gammel pige


Annonce