Pottetræning - 2 år, 1 mdr.
4. februar 2008Kategori:
Alder:
2 år, 1 mdr.
Hej Helen
Jeg er i tvivl om, om jeg nu skal gå intensivt til værks med potten.
Min søn på 25 måneder er meget interesseret i potten og sætter jeg ham på den tisser han stort set hver gang og han er meget stolt. Han hjælper altid med at hælde det ud i toilettet og trækker så selv ned. Nogle gange har han ikke lyst til at sidde på potten og når jeg spørger om han skal tisse siger han altid nej, men i øjeblikket siger han dog nej til det hele og jeg tror ikke helt han altid ved hvad han svarer på.
Så indtil nu er det stadig kun en form for leg på hans præmisser. Hvornår er han rigtig klar og hvordan ser jeg at han er det?
Med venlig hilsen
Dorthe


Svar
Kære Dorthe
Hvis din dreng er i stand til at holde sig tør i mindst 3 timer, så kan det være et tegn til at han fysiologisk er ved at være parat. Ellers er det bedste tegn til at samarbejdet omkring renlighed kan begynde, at barnet selv kommer og meddeler at det gerne vil.
Det at blive renlig har flere faser:
1. Først kommer barnet og fortæller at det har tisset eller lavet i bleen og gerne vil have en tør ble på
2. Dernæst kommer barnet og fortæller at nu tisser eller laver det
3. Og tilsidst når barnet at sige til inden. Der går meget kort tid, fra barnet mærker at det skal tisse til det sker, så man skal være hurtig.
Det er helt rigtigt set at det for din dreng endnu kun er en leg og det er også vigtigt at bibeholde dette, så han ikke presses til noget han ikke har lyst til eller ikke føler sig parat til.
De fleste børn er omkring 3 år inden de rigtigt er parate, men nogle børn vil naturligvis være lidt yngre og andre lidt ældre. Det er dog altid lettest at træne renlighed om sommeren og derfor tænker jeg at du skal vente lidt og se hvad tiden bringer. Til sommer, hvor han kan rende mere med numsen bar, så vil han finde ud af hvad der sker når han tisser og hvordan det føles og så vil han måske begynde at kunne gøre opmærksom på når det sker. Tilsidst vil han så kunne nå at sige til inden.
Jeg har den holdning at børn har bedre af den succesoplevelse det er at have en tør ble, end de har af det nederlag der følger med et par våde bukser. Derfor er jeg ikke tilhænger af at tage bleen af for hurtigt, men synes derimod at det er en god idé at skifte over til buksebleer og så trække op og ned som et par underbukser, når barnet har behov for at komme på toilettet.
Håber mine tanker hjælper dig videre på vej, rigtig meget held og lykke:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Netsundhedsplejerske.dk