Små ryk, kramper?
17. december 2007

Kategori:
Sygdom
Alder:
1 mdr.
Små ryk, kramper?
Hej Helen

Jeg er den lykkelige mor til en skøn, lille pige, som kom til verden for 3½ uge siden efter en hurtig og ukompliceret fødsel. Hun trives; spiser og sover godt og tager fint på.

Hun har siden hun var et par dage gammel haft nogle små ryk i både krop og ekstremiteter. Ikke i ansigtet. Ofte er det et ryk af gangen, andre gange flere i træk. Ofte er det i en kropsdel af gangen, andre gange i både arm og ben samtidigt. De viser sig ved indsovning eller under søvn og ses flere gange i løbet af døgnet, og både når hun ligger for sig selv eller hos os. De lader ikke til at genere hende, hun hverken giver udtryk for smerter eller anden ubehag under 'disse ryk.

Hun er ellers en fin pige med normale reflekser i øvrigt, hun er god til øjenkontakt, har smilet for første gang og virker i øvrigt veltilpas. Min sundh.pl. synes, det lyder fredeligt, men har ikke haft anledning til at se bevægelserne, da vores datter ikke har sovet under hendes besøg. Skal først til 5-ugers undersøgelse hos min læge i det nye år.

I vågen tilstand er hun som sagt den fineste lille pige, men disse krampelignende bevægelser får mig alligevel til at bekymre mig om, der er noget galt cerebralt med vores datter...

Håber at høre fra dig.

Med venlig hilsen og glædelig jul.
Trut


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Trut

Jeg kan godt forstå du er bekymret og jeg synes også at en mors bekymring altid skal tages alvorlig. Derfor synes jeg det bedste du kan gøre, er at filme de ryk, du ser din datter har - optag det på video, på din telefon, jeres kamera - hvad mulighed du nu har og så vis det til din læge.

Det er altid lettere at forklare og diagnosticere, når man kan se hvad det er, så derfor skal du filme det.

Det at det forekommer, når din datter sover og måden du beskriver hende på, så lyder det umiddelbart som om at det kan være helt almindelige bevægelser som børn har, når de drømmer. Så kan man så spørge - hvad har hun dog at drømme om? Men hun oplever rigtig meget, får mange stimuli som skal bearbejdes og derfor drømmer hun:o) Det kan som jeres sundhedsplejerske har sagt, således godt være helt ufarligt. Jeg synes som sagt dog at tvivlen skal komme jer til gode og lægen skal vurdere det. Gerne inden jul, så I kan få nogle rolige juledag:o)

Man skal reagerer og være bekymret, hvis børn får anfald, hvor de har pludselige bevidsthedstab. Børn kan sagtens have rystelser i kroppen på grund af iver og at noget er vældig interessant, drømme osv. men hvis de pludselig bliver fjerne og ligesom forsvinder væk, får trækninger i ansigtet, pludselig begynder at bevæge deres ene arm eller ben på en mærkelig gentagende måde, får kramper i hele kroppen hvor de starter med at strække deres ben og bøje deres arme og så efter nogle sekunder går over til at have kraftige rykvise bevægelser i arme og ben, så skal man reagere. Så er der tale om rigtige kramper.

Jeg håber ikke at jeg har gjort dig unødigt nervøs, men at du er blevet lidt mere rolig og også lidt klogere:o) Og så ring til lægen, lad være med at tro du er hysterisk - det er bedre at undersøge en gang for meget:o)

Rigtig meget held og lykke fortsat med jeres lille pige og rigtig god jul:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk