Afføring ved amning
20. august 2007

Kategori:
Amning
Alder:
4 mdr.
Afføring ved amning
Kære Helen,

Emil er 4 mdr og jeg ammer ham 100%.

Fra han blev født og cirka en måned frem, havde han afføring dagligt. Så ændrede det sig lige pludselig, ja faktisk samtidig med at jeg fik min første menstruation. Så gik der en uge før han havde afføring.

Det har ofte generet ham og jeg har måttet hjælpe ham. Jeg har givet ham mavemassage, lavet cykle-ben-øvelser men har også måtte bruge et termometer med vaseline nogle gange (det hjalp men jeg bryder mig ikke om det). Senest har jeg købt det her flydende laktulose på apoteket (anbefalet af min sp) men jeg synes ikke rigtigt det virker på ham. Jeg har forsøgt mig med 2-3 ml to gange dagligt.

Nu er der gået 9 dage siden han sidst kom af med noget. Denne gang virker han ikke synderlig generet af det, bliver godt nok ret urolig når jeg ammer ham og hans prutter lugter rigtig fælt!

Folk har givet mig en masse råd, så som ekstra væske (grundet at ”min mælk måske var for tyk eller koncentreret), prøve modermælkserstatning eller begynde at give ham mos/grød for at få gang i maven. Jeg har ikke forsøgt mig med andet end jeg tidligere skrev. Selvom det da kribler i mig for at begynde at give ham lidt skemad, så er jeg meget i tvivl pga hans manglende afføring.

Jeg ved godt at der snildt kan gå op til 10 dage og det stadig er normalt for en baby der udelukket bliver ammet. Men når han så endelig kommer af med sin afføring, så står det bogstaveligt talt ud i stråler og han bliver ked af det. Det virker ikke rart for ham at kun kunne komme af med så meget så sjældent.

Han er som sagt 4 mdr gammel, vejede 6,3 kg og målte 65 cm for ca 14 dage siden og min sp siger han har taget fint på (fødselsvægten var ca 3400gram).

Hvad skal jeg være opmærksom på? Skal jeg gøre noget?

Et sidespørgsmål; jeg ammer bedst på mit ene bryst. Det andet virker slapt, er kun fyldt tidlig på morgenen og han lader til at foretrække det som jeg ikke har problemer med. Det har sikkert resulteret i at produktionen er dårligt i brystet? Hvad kan jeg gøre dér?

Mange hilsner
Trine


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Trine

Det er helt normalt at der i begyndelsen er afføring hos barnet hver gang man ammer, men din drengs tarmsystem modnes hele tiden lidt efter lidt og i takt med dette ændres afføringsmønsteret også.

Når man ammer så er der næsten ingen affaldsstoffer i mælken og barnet optager stort set det hele. Det er jo rigtig godt, men det betyder at der nogle gange kan gå rigtig lang tid imellem at barnet har afføring.

Dette er ofte helt ukompliceret, men nogle gange gør det at barnet får rigtig ondt i maven, græder rigtig meget, vil ikke rigtig spise og i det hele taget virker til at have det skidt med det og når så afføringen er kommet ud, så er der ro på og barnet er atter velbefindende.

I sådanne situationer er det en god idé at give lidt laktulose og du må faktisk gerne give din dreng lidt mere end du gør. Nogle børn profiterer af at få to gange dagligt, andre har større effekt, hvis de får det en gang dagligt. Der sker ikke noget ved at du prøver at give din dreng f.eks. 5 ml på en gang og ser om det vil have effekt og gøre at han kommer af med den afføring som står og generer ham.

At give ham modermælkserstatning synes jeg umiddelbart ikke at der er grund til. Det lyder som om du har fint med mælk til ham og han tager fint på med din mælk, han lyder ikke til på den måde at mangle mælk. Derudover så indeholder mme flere affaldsstoffer og gør faktisk at en del børn får forstoppelse, når de får erstatning og det har din dreng jo ikke behov for.

Når du oplever at din dreng begynder at få behov for mere mad, så kan du begynde med lidt grød. Start med 4-5 tsk og følg efter med en amning, så du er med til at holde maven igang via modermælken.

Med hensyn til din amning og forskel på brysterne, så er dette også helt normalt. Ofte har barnet en favoritside, og dier derfor hellere der, hvorfor der også stimuleres til mere mælk på den ene side.

Du kan snyde din dreng ved at starte med at lægge ham til den gode side og så flytte ham lidt så han bliver liggende på sin samme side, men bare flyttes til siden og så lægges til i tvillingestilling på det bryst, som han ikke er så glad for. Jo mere du lægger til jo mere mælk vil du producere.

Hvis det ikke rigtig lykkes for dig at få gang i det andet bryst, så kan han sagtens trives med mælk fra det ene bryst. Det gør tvillinger jo f.eks. også, så en side kan sagtens levere mælk nok til et barn. Men jeg synes da du skal forsøge at lægge mere til og snyde ham lidt ved at bruge tvillingestillingen på den side, som han ikke er så glad for:o)

Rigtig meget held og lykke fortsat:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk