Stadig meget syg
27. juni 2007

Kategori:
Sygdom
Alder:
19 mdr.
Stadig meget syg
Kæreste Helen

Vi kommer til igen at gøre brug af din viden og ekspertise. Det er sådan en god trøst at få et svar fra dig, selvom du selvfølgelig ikke kan udrette mirakler.

Vi skrev sidst til dig om alt det sygdom William er igennem og i den forbindelse har vi brug for at svare tilbage på nogle af de ting du skrev til os og forslog os. Også for at få beskrevet for dig, hvordan vi forholder os til alt det her sygdom.

Siden vores sidste brev, har William fortsat været konstant plaget af infektioner/virusser. I sidste uge, var han syg i 8 dage med lidt småfeber og forkølelse, men ikke mere syg end at hans humør var upåvirket. Her til morgen har han igen lidt feber, men er også stadig meget forkølet, så jeg tænker det blot er hans krop der forsøger at slippe af med den forkølelse, uden at han er rigtig syg…

Vi har netop fået svar på rgt. billedet af hans lunger, som var et kontrolbillede efter sidste lungebetændelse. Jeg blev ringet op af børneafdelingen og fik tid til kontrolbesøg til efteråret. Rgt. billedet var fint, betændelsen havde siddet i en mellemlap. Der var stadig en lille rest, men ikke noget der krævede behandling. Aktuelt er hans vejrtrækning helt normal og upåvirket af forkølelsen, så det må jo være positivt. Han har kun lidt hoste.

Vi fik ham kontrolleret i sidste uge hos egen læge, som fandt det relevant at få taget nogle blodprøver. Alt var fint, protein og jern lå inden for normalområdet og hans immunforsvar var tip top. Gudskelov – det er super dejligt.

Jeg vil ikke have William igennem alle mulige ubehagelige undersøgelser for en hver pris, men samtidigt giver det jo heller ikke udsigt til, at vi snart får en ende på alt det her sygdom.

Så vi snakkede med lægen om, hvorvidt det kunne være en fordel at sende ham i dagpleje. Hun havde ikke erfaring med, at det havde den store afgørende betydning. Hun synes de børn der var hårdt ramt i vuggestuen ikke blev synligt bedre af at blive flyttet i dagpleje. Hun kunne anbefale os at overveje om han skal skrives op til en skovbørnehave, når den tid kom. Vi undres jo bare over at han praktisk talt aldrig har været af sted i 5 dage, uden det ender med endnu engang feber.

Lægen er ikke bekymret for William. Han spiser sufficient og alsidigt. Får mad flere gange om dagen og spiser både frugt og grønt. Han følger sin vægt, ligger en smule under sin højde, men ser sund og frisk ud. Hun forstår godt det er hårdt for William (og for os), men hun kan ikke sige andet, end at det nok går over med alderen!

De er ikke meget ude at lege i vuggestuen, sidder oftest inde, hvis bare vejret er en smule dårligt. Vi har sørget for, at William har det tøj der skal til, så han kan opholde sig ude i alt slags vejr, men vuggestuen vægter trygheden indenfor, frem for travlheden ved, at skulle hjælpe 12 børn i tøjet.

Jeg har observeret deres hygiejne. Jeg ser dem vaske hænder efter de har skiftet ble og pudset næse på børnene. Rengøringen i institutionen har jeg ikke så meget at sige om, det ser ok ud. De har en stor blå legeø på stuen, og den vasker de indimellem. Kan også mærke jeg synes det er en lidt svært at skulle tage en snak med vuggestuen om deres hygiejne, da William jo er et enkeltstående tilfælde på deres stue. Han er den af de andre børn, som er aller mest syg! Kan vi stille krav om at han skal mere ud? Tror du det ville ændre noget?

William bruger ikke sut, men har en sutte/putteklud. Han bruger den meget i vuggestuen og den ligger rundt omkring når vi kommer og henter ham. Jeg har tit tænkt på om det kan være ”synderen”. Vi skifter den altid når han kommer hjem og han får en ren. De brugte bliver kogt ved 60 grader og han får hver dag en ren med i vuggestue. Bør vi vende ham af med den klud? Skal vi helt undgå at han bruger den i vuggestuen? Han bruger den ikke så meget der hjemme udover om natten, hvor han sover med den, knyttet ind til sig som en bamse.

Vi vasker hans hænder med sæbe når han kommer hjem. Han kommer dagligt i bad og får rent tøj på fra inderst til yderst hver dag. Altså, vi synes faktisk vi har en god hygiejne og tænker mere over den, end jeg tror gennemsnittet gør!

Måske er det også bare min mand og jeg, som er for utålmodige og som har et urealistisk syn på hvor tit og hvor meget børn må være syge i deres første leveår… Det tænker jeg tit på! Vi har gudskelov fleksible arbejdspladser og forstående kollegaer og en økonomi der tillader en ekstra fridag, men vi bliver jo trods alt stresset over hele tiden at skulle omstrukturere, planlægge og lave nødplaner.

Hvilke erfaringer har du med det hjemmelige miljø? Vi har erfaret lidt fugt i vinters bag et skab, men har fået det fjernet og tapetet er tørt igen. Inde på Williams værelse har vi netop revet et old gammelt skab ned, hvor tingene lugtede lidt sommerhusagtigt. Vi renorverede hele væggen, rev gammelt tapet ned, satte nyt væv op og har malet. Tror du det har nogen betydning? Oplever ellers ikke vores lejlighed har dårligt indeklima, nærmest tværtimod. Vi lufter meget ud og tørrer tøj på altanen.

Vi har det lidt, som om vi trænger til en sommer, hvor vi synes vi kan nyde hinanden og få en masse dejlige oplevelser, frem for at være spærret inde i vores hus med en syg dreng som bare ligger hen med feber eller som er utilpas og pjevset og ikke har overskud til så meget…

Har du nogen ideer? Nogen gode forslag? Alt er velkomment – vi ønsker kun alt det bedste for vores dejlige skønne William.

Tak fordi du bruger tid på os!

Kærligst fra Williams far og mor


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Williams mor og far

Tak for jeres pæne ord til mig - jeg føler mig meget priviligerede over at få lov til at få indblik i så mange familiers liv, både når der er glæder og sorger:o)

Der er jo rigtig mange faktorer som spiller ind på børns sygdomme og generelt så er børn i institutions alderen mere syge end børn i skolealderen f.eks. er. Så derfor så er der håb forude og tingene bliver bedre i takt med at William bliver det ældre... men det er jo en ringe trøst når man står der og skal have hverdagen til at hænge sammen og man atter har et feberramt barn, som man også gerne vil yde omsorg overfor.

Det er rigtig dejligt at høre at besøget på børneafdelingen gik godt at Røntgenbilledet viser at der nu kun er en lille rest tilbage som ikke kræver behandling. Det er også godt at alle blodprøver er i orden. Det giver lidt ro i sjælen at vide det, så langt så godt.

I øjeblikket er mange børn blevet lidt snottet igen... det hjalp da solen kom og varmede os igennem, men så blev det regn og koldt og så skal der ikke særlig meget til før man kommer til at få lidt træk, kommer til at fryse lidt, få lidt kolde fødder osv. og så kommer forkølelserne igen.

Hvorvidt det vil hjælpe at komme i dagpleje i stedet for vuggestue er et svært spørgsmål. Det I skal se på er jo også hvordan William i øvrigt trives. Det kan naturligvis være meget godt med en mindre børnegruppe i forhold til bakterie og smittemuligheder, men det er jo også vigtigt at William trives socialt og er glad for at blive afleveret og føler sig tryg ved stedet. Derfor må I gennemtænke hvad han har, hvor han er og hvad I evt. får et andet sted.

Hvis I overvejer dagpleje, så skal I være opmærksomme på at der ikke er lovmæssige regler omkring rygning og husdyr i dagpleje som der f.eks. er i institutioner og jeg ville umiddelbart ikke anbefale at han kom et sted, hvor han ville blive udsat for tobak og dyr - en ting I også skal medtænke hjemme. Hvis I ryger så må I stoppe! Og pelsdyr er nok ikke det smarteste hvis man har astma og får astmamedicin...

Jeg synes fortsat at det vil være en rigtig god idé at I taler med vuggestuen om hvorvidt I fælles kan gøre noget for at minimere Williams sygedage. Du har tidligere fortalt at det er noget det selv har gjort opmærksom på - at han er meget syg i forhold til de andre børn - og jeg synes I skal gribe den mulighed og tale med dem om, hvad I hver især kan gøre i dagligdagen for at minimere diverse baktusser.

Det kunne f.eks. være god hygiejne, godt indeklima, sørge for at de kommer ud at lege hver dag osv. Vi har alle godt af frisk luft.

Suttekluden er rigtig godt tænkt og det er helt sikkert en bakteriebombe af de store. Du skriver dog at I skifter den dagligt og vasker den ved 60 grader og det lyder rigtig godt. Når han har den og bruger den, så er det således den rigtige måde at behandle den på. Det mest sikre er dog at han blev vænnet fra den og igen skal man så overveje hvor meget den betyder for ham... kunne man evt. komme ned på at den kun bruges når han skal sove og ikke når han går rundt. At den altid ligger på hans plads og først kommer ned ved puttetid?

Jeg synes bestemt det lyder som om at I gør mere end gennemsnittet hvad angår hygiejne og det er svært at se hvad mere I kan gøre. Jeg ved jo at I også har fokus på Williams indtag af mad og søger at styrke hans immunforsvar inde fra også.

Det er rigtig godt at I har renoveret lejligheden. Næsen er faktisk vores bedste indikator for hvordan tingene er og det at noget lugter fugtigt og gammelt kan godt være tegn på at noget skal laves og sættes i stand. Det er derfor det helt rigtige I har gjort.

Jeg håber, tror og krydser fingre for at I får en rigtig dejlig sommer. I skal ud og gå ture, nyde livet og hinanden. Måske har I mulighed for at tage på weekend et sted, låne et sommerhus af noget familie eller andet, bare for at komme lidt væk hjemmefra. Det fjerner sikkert ikke sygdommene men det giver lidt ekstra overskud, og ressourcer er godt at have:o)

Måske andre familier har lyst til at give deres besyv med, hører jeg noget skal jeg maile det videre til jer:o)

Pas godt på hinanden fortsat, rigtig god sommer og rigtig god weekend:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk