Opdragelse 3 og 4 år
1. juni 2006

Kategori:
Opdragelse
Alder:
3 år, 6 mdr.
Opdragelse 3 og 4 år
Kære Helen

Jeg har meldt min ind i medlemsklubben og skriver til dig, fordi min familie og jeg har store problemer.

Vi er 2 voksne og 2 børn på 3 og 4 år. Min datter blev 4 i dec. 05 og min søn 3 i marts 06. Der er altså kun 15 måneder imellem dem.

Vi oplever store vanskeligheder med at få vores børn til at gøre, hvad vi beder dem om. Jeg bliver også nødt til at sige, at ægteskabet mellem min mand og jeg ikke er for godt. Vi har været meget uenige om hvordan man skal opdrage børn, men nok mest om, hvad der kunne forventes af mig som mor og hustru.

Det er egentlig ikke det jeg vil tale med dig om, men der er jo ikke nogen tvivl, at børnene kan mærke, at forholdet mellem deres mor og far ikke er så godt, og at de ikke oplever så megen glæde i familien som andre måske gør.

Vores børn er ellers meget velfungerende: altid meget glade i børnehaven, sociale og vellidte. Så vidt jeg er orienteret, kan man mærke på et barn, hvordan det har det, hvis det ændrer karakter og væremåde i institutionen. Hjemme er de jo som regel også søde og velfungerende, men vi har altså vores hyr med temperament m.v.

Jeg tror egentlig ikke de er meget anderledes end andre børn, og jeg er udmærket klar over, at de afspejler deres forældre i deres måde at være på. Min mand og jeg er bare uenige om, hvor meget vores uoverensstemmelser påvirker dem. Jeg mener de er som børn er i den alder og min mand mener, det er pga at jeg ikke har været konsekvent nok over for dem. At jeg ikke har været det må jeg også indrømme er rigtigt. Jeg har ikke været god til at holde fast ved min beslutning, hvilket ofte har resulteret i, at mine børn har fået det som de gerne vil have det. Jeg har f.eks. været god til at sige ”nu er det sidste gang jeg siger det” og så sagt det igen. Eller Nu skal det være, og så var det ikke alligevel. Det har jeg desværre været lang tid om at indse, at det går ikke.

Nu er vi så i den situation, at min datter ofte bliver rigtig ked af det og gal. Hun kan finde på at skrige og slå, når jeg f.eks siger, at nu går jeg ned efter de forskellige putteritualer. Inden hun bliver gal prøver hun diverse ting, ”jeg sveder, jeg er tørstig, puden ligger ikke ordentligt mv. - Jeg har indtil for kort tid siden reageret nogle gange ved at blive sur og talte højt til hende, men nu har vi aftalt, at jeg bare siger ”nej” og hvorfor meget kort og så ikke går fra hende, når hun bliver gal. Jeg bliver der og taler ikke om konflikten eller om noget overhovedet. Viser bare at jeg er der for hende. Det går faktisk meget godt. Det tager tid før hun falder til ro, men på et tidspunkt sker det jo.

Lærer det hende, at jeg mener det jeg siger? At hun ikke får noget ud af at blive gal og hidsig?.

Jeg vil gerne understrege, at vi som forældre prøver at vælge vores nej’er med omhu og respekterer vores børn for hvem de er. Vi synes derfor ikke at vi bare siger nej og er urimelige. Og jeg vil også sige, at det er sjældent at jeg skælder ud, men det er nok blevet en del mere på det sidste end tidligere. Især hvis det går lidt galt når hun skal sove. Så er mit overskud selv ved at være i bund.

Jeg har været slem til at være ”servicemor”, som Merete Brun Hansen skriver om, og derfor er vores datter (og også vores søn) på trods af sin alder ikke særlig selvhjulpen. Dvs hun kan sagtens tage tøj på selv, men ”gider” ikke for hun har været vant til at jeg var der til at hjælpe.

I øjeblikket driller hendes underbukser hende konstant, hver gang hun skal have tøj på, og det resulterer som regel i et hidsigt ”anfald”, hvor jeg indtil for kort tid siden prøvede at hjælpe hende med dem hele tiden. Men de blev ved med at drille og hun blev mere og mere hysterisk. Nu vælger vi at hjælpe første gang, men er hun på vej til at blive rigtig sur og irriteret, kan vi ikke gøre andet end at sige ”jeg vil gerne hjælpe dig, men du må falde til ro først”. Hvad mener du om den metode?

Her til morgen gik det helt galt igen. Min datter har utallige morgener været svær at få i tøjet, og jeg har bedt hende komme mange gange uden særlig stor succes og til stor irritation for min mand. Nu havde jeg besluttet mig for, at hun selv skulle tage tøj på, men at jeg ville være ved siden af og hjælpe hvis noget drillede. Det sagde jeg til hende, men så startede det hele igen: underbukserne drillede og hun blev sur. Jeg har gjort op med mig selv, at jeg også har nogle behov eller familien har, så jeg skal også kunne spise morgenmad, så jeg gik nedunder efter ca. 5 min. og sagde hun skulle tage tøj på. Hun reagerede med gråd og alle de ting der var i vejen.

Jeg må indrømme, at jeg næsten ignorerede hende, hvilket jeg ikke har det godt med, men sagde bare ”tag tøj på”. Det endte med at min mand råbte højt af hende og sagde at hun skulle tage tøj på NU og alle blev kede af det.

Min søn på 3 bliver selvfølgelig også påvirket. Min mand er rigtig træt af mig, da han mener skylden er min – at børnene ikke forstår og ”lystrer” og jeg er ved at gå ud af mit gode skind……

Hvad gør vi? Har du nogle gode råd? Det blev et meget langt indslag og jeg kan godt forestille mig at jeg skriver igen efter dit svar, da det nok er blevet for bredt. Men jeg havde brug for at komme af med det hele.

Igen må jeg understrege, at hvis du har det billede, at jeg er en mor der råber og skriger, så er det ikke korrekt. Jeg har nok snarere været for flink og er nu fanget i min egen suppedas, hvor mine børn ikke rigtig ved hvor de har mig..

Deres far er meget bedre til at være konsekvent, på en rigtig god måde, og vores børn er faktisk meget ”farsyge”…….

Glæder mig til at høre fra dig.

Mange hilsner
Mette


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Mette

Tak for dit lange og udførlige brev. Jeg kan godt se at I har det rigtig svært hos jer, og det på mange måder. Når jeg læser dit brev så får jeg indtryk af at du faktisk er en sød og indfølende mor og du har en forståelse for hvad der egentlig sker. Du er rigtig god til at sætte ord på og du ved f.eks. godt at børnene spejler sig i jer voksne. Derfor ved du også godt at du og din mands forhold og jeres forskellig opfattelse af, hvad børneopdragelse er, spiller ind på hvordan børnene er.

Du skriver at børnene trives i institution og her har det godt. Her oplever de ikke "problemer" med jeres børn. Om det tænker jeg at det for de første er "et fristed" for børnene at komme i institution. Her er helt klare rammer og de kender deres roller. De skal ikke bruge energi på at finde ud af, hvad forventes af dem, men kan mere bare få lov til bare at være.

For det andet er det faktisk er rigtig godt at børn reagerer hjemme. Det viser at de føler sig trygge nok til det, altså en slags "jeg kan godt prøve grænser, for mine forældre elsker mig uanset hvad jeg gør". Det er således godt at jeres børn reagerer mere hjemme, end ude.

Far og mor behøver ikke altid at være enige om børneopdragelse. Vi er alle forskellige og det kan børn godt finde ud af. Men det er utroligt vigtigt ikke at underminere hinandens troværdighed overfor barnet. Det betyder at hvis barnet f.eks. spørger om en is, og du så spørger "har du spurgt far?" og barnet fortæller "far sagde nej, men mor må jeg ikke nok...". Kender du den situation? Hvis du synes at de egentlig skulle have lov til at have en is, så er det vigtigt at du og far taler om det. Så kan I blive enige om at bibeholde det nej, evt. give et alternativ, eller far kan ændre standpunkt, men så er han selv med til dette og det er ikke noget du gør for ham. Og naturligvis også omvendt.

Hvis man løser tingene på denne måde så lærer jeres børn at man godt kan tale om tingene og finde løsninger, fordi det at tale sammen er bedre end hvem der "har magten".

Når du taler om dig selv, så er det som den svage og eftergivende - hold op med det! Prøv at bruge ord som indfølende og i stand til at sætte dig i børnenes sted. Det er sådan det er at være kvinde og det er vigtigt at dine børn også lærer dette. At være indfølende gør det sværere at sige nej.

For far er det lettere at sige nej og det lærer børnene så af ham. Det gør således ikke noget at I er forskellige det er bare enormt vigtigt at børnene ikke står midt imellem jer og føler sig skyldige.

Jeg tænker at I som det første (begge forældre) skal prøve at lytte lidt mere til jeres børn. Hvad er det de fortæller jer, hvad er det de gerne vil have hjælp til og hvordan kan I så hjælpe dem uden at det bliver til en konflikt.

I skal overveje meget hvorfor I siger nej, - det er ikke en dyd i sig selv at give mange nej´er og at være skrap og sætte mange grænser overfor sit barn giver ikke et mere veltilpasset barn.

Jeg ved godt at du skriver at I allerede er meget opmærksomme på jeres nej´er og det er rigtig godt. Men jeg er også nødt til at sige at f.eks. i forbindelse med putning, - hvor meget er så lytning, hvad er det jeres datter vil, hvad er jeres vilje/magt, hvad er manglende overskud fra jeres side, kunne man mon mødes på midten?

Hvis man som voksen tænker i grænser og grænsesætning, så bliver det meget nemt "en magtkamp". Barnet skal gøre sådan fordi JEG vil have det". Man glemmer helt at inddrage barnet i den givne situation og får slet ikke lyttet til og forstået sit barn. Barnet bliver naturligt ked af det. Bliver børn lyttet til så lærer de også selv at lytte. Bliver de skældt ud og føler de sig nedgjort, så udvikler de lavt selvværd og hvem ønsker det for sit barn?

Mit råd til jer idag er altså at I først og fremmest prøver at lytte til jeres børn. Hvad er det de vil og hvordan kan I så hjælpe dem. Når de begynder at føle sig lyttet til, så vil de også begynde at lytte til jer.

Håber mine tanker hjælper jeg lidt videre. Om ikke andet har givet stof til eftertanke. Jeg glæder mig til at høre fra dig igen. Rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk