Skriger, når hun skal falde i søvn i egen seng
12. august 2012

Kategori:
Sovevaner
Alder:
7 mdr.
Skriger, når hun skal falde i søvn i egen seng
Hej Helen.

Jeg følger trofast med herinde, og det er endnu en gang blevet min tur til at have brug for hjælp :-) Jeg har en fantastisk datter som er glad, veludviklet og trives i livet. Hun er så nem.

Min datter er næsten 7 mdr, og indtil for et par uger siden fungerede putning ok. Hun har været vant til at få bryst, falde hen i mine arme og så blive lagt i sin egen seng, hvor hun lige observerede at hun kom over og så sov hun trygt videre. Nu er putning en kamp.

Jeg har besluttet, at amning skal være en del af aftenritualet, men ikke putteritualet - jeg har brug for lidt frihed nu og trænger til, at far kan putte også (og han kan jo ligesom ikke amme) og min datter har hele tiden nægtet sut og sutteflaske.

Aftenritualet foregår således, at hun får mad, kommer i bad, får nattøj på, bliver lagt i sin seng (så hun ved det er der hun skal være nu) og den samme spilledåse bliver trukket op. Der lugger hun så til sangen har spillet færdig og jeg tager hende op, ammer hende til hun falder hen og ligger hende dernæst tilbage i sengen og putter hende. - men helt fra start og nu stadig halvanden uge efter, græder hun så snart hun bliver lagt i sengen og spilledåsen bliver trukket op!!! Hun bliver helt rolig når hun får brystet og så igen vildt hidsig når jeg så ligger hende i sengen (det er nærmest mere reglen end undtagelsen at hun græder og ikke sover med det samme. Så lader jeg hende ligge i sengen, putter dynen igen og igen om hende (hun sparker den af), aer hende (her bliver hun endnu mere hidsig), jeg synger (hun overdriver mig ved at skrige og det stopper ikke (har prøvet i 1/2 time og mere) - altså, jeg forlader aldrig værelset!!! Alligevel skriger hun som om jeg forlader hende og hun er fuldstændig alene i verden... Jeg forstår det ikke!!! Jeg tager hende op, når hun i 5-10min har grædt og med det samme stopper hun med at græde. Bare jeg nærmer mig sengen for at ligge hende tilbage, så begynder hun at græde... Og så starter det hele forfra :-(

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre anderledes og det føles som om hun aldrig vil lære at falde i søvn selv. Jeg vil hun skal føle sig tryg. Og være en lykkelig baby, men jeg er også ret parat til at prøve noget mere drastisk som fx "Godnat, og sov godt", selvom jeg ikke er stor fan af at forlade værelset og ikke være hos hende, når hun græder. Det skal lige nævnes, at hun sutter på mit ansigt, hals og arme så snart jeg tager hende op - og det er ikke sult, nærmere helt overdreven tryghed (har hun gjort fra dag 1 med mig. Både dag og nat - hun spiser mig :-)).

Hun spiser gode og store måltider hele dagen igennem. Hendes rytme ser således ud:

20.30 bliver hun ammet og lagt i seng 1. gang
23.00 tager jeg hende op og ammer hende, hvis jeg gerne vil have 5-6timers sammenhængende søvn, ellers vågner hun selv ved 02tiden og skal ammes og sover så videre i egen seng.
05 vågner hun hvis jeg har ammet hende kl.23 inden jeg går i seng. Her kommer hun i vores seng og bliver ammet.
07.00 vågner hun i vores seng
07.30 morgenmad (havregrød)
9.00 får hun en ostehaps
9.30-10 amning før formiddagslur i alt fra 35min-1,5time
11.30 frokost (grøntssagsmos med kød/fisk)
12.30-13.30 amning før eftermiddagslur i alt fra 35min-1,5time
16.00 frugtmos og amning
18.00 aftensmad (som frokost)
20.30 amning og en sjælden gang lidt grød, hvis hun ikke spiste så meget aftensmad.

Jeg har brug for hjælp til putning - seriøs hjælp!!!!!!

Med venlig hilsen
Mor B

Ps - vi har prøvet at det er hendes far der overtager efter amning, men her går hun helt amok og han kan ikke engang få hende til at stoppe med at græde, når han tager hende op.


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære mor B

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af hvad der sker hos jer og alle dine tanker:)

Min umiddelbare tanke, når jeg læser dit brev er, at jeres datter jo stadig kun er en lille bitte pige. Hun er 6, knap 7 måneder gammel og det er derfor helt naturligt at hun har brug for brystet, når hun skal sove.

Der er mange ting at tage hensyn til, når et lille barn skal lære at sove og der er mange ting som spiller ind på, hvordan det lykkes bedst muligt. Det har f.eks. noget at sige hvordan rytmen om dagen er, hvornår hun vågner, sover i løbet af dagen, hvor aktiv hun er både fysisk og mental, hvad hun får at spise, drikke osv.

Det har også noget at sige, hvad alder hun har. børn vil naturligt i perioder udvikle sig rigtig meget og kan i disse perioder have sværere ved at sove end i andre perioder.

Hendes søvn ændrer sig hele tiden - rent søvnteoretisk ændrer hendes søvn sig sådan at den begynder at indeholde flere stadier, hvor hun sover lettere, sover dybere osv. og det betyder at hun naturligt vil have en tendens til at vågne op når hun har sovet et enkelt søvnstadie, og vil have brug for hjælp til at komme videre i søvnen igen.

Hun bliver naturligt også mere og mere opmærksom på verden og på hvad der sker omkring hende, hendes lyst til at opleve og følge med udvides hele tiden og det betyder at hun naturligt vil have svært ved at slippe dagen og alle oplevelserne og derfor har brug for ekstra hjælp til at finde ro, når hun skal sove.

Der er altså mange ting som gør, at du lige nu ikke kan forvente at hun kan puttes vågen i sin seng og derefter falde i søvn af sig selv ...

Du fortæller at putningen er blevet en kamp, du fortæller at hun i halvanden uge har grædt, når hun bliver lagt i seng - hun græder, med det samme hun lægges i sengen, bliver mere og mere ulykkelig og skriger - som om at du forlader hende. Du fortæller at du lader hende græde i 5-10 minutter, hvor hun bliver mere og mere ulykkelig, "hidsig" og når du tager hende op, så stopper hun med det samme med at græde. Du fortæller at hun skriger så højt, at det overdøver din sang ...

Og samtidig med alt dette, så fortæller du mig at du ønsker hun skal føle sig tryg og derfor bliver hos hende i stedet for at forlade værelset .... Men for din datter er det ikke tryghed nok at du er i værelset, for hende er det nødvendig at være i din favn, mærke dig rent fysisk, fornemme brystet det mest trygge hun kender, din duft, din vejrtrækning osv. Og det er utrygt at være i sengen og især utrygt nu, fordi hun har fået lov til at græde og derfor nu sandsynligvis forbinder det at skulle sove med noget som ikke er rart ...

Du er derfor nødt til at starte forfra. Du er nødt til at amme hende til hun næsten falder i søvn ved brystet, før du putter hende og nogle gange måske lade hende falde helt i søvn ved brystet, før du flytter hende over. Du er nødt til at få skabt nogle rutiner hvor hun igen forbinder det at sove med noget rart. Og ja - det kan godt være at jeres lille pige har brug for "overdreven tryghed", men så må du give hende det, så er det sådan hun er.

Du skriver at du gerne vil have din frihed tilbage og at du trænger til at far kan putte også - og det er også okay - men det kræver så at I lærer jeres datter at tage flaske. Far kan godt putte ligesom dig, men så skal hun have en flaske i stedet, så skal flasken erstatte amningen. Det er et forsøg værd, men der er ingen garanti for at hun vil have den, når hun har den alder hun har. Hun er altid blevet ammet og foretrækker derfor naturligt den ægte vare.

Det anbefales at bibeholde amning til hun er 12 måneder og hvis du ved nu at det ønsker du ikke, så vil jeg anbefale at I arbejder kraftigt på at få hende til at tage imod en flaske ...

Amningerne vil stille og roligt blive trappet ned i takt med at hun bliver ældre og skemaden vil fylde mere og mere. De fleste børn vil i 7 måneders alderen trives med fire amninger i døgnet, som ofte vil ligge tidlig morgen, inden middagslur, aften og sen aften. Amningen inden formiddagsluren forsvinder således og på den måde vil hun naturligt også lære at skulle overgive sig til søvnen uden amning - men om dagen først og ikke om aftenen :)

Jeg vil anbefale dig at købe filmklippet "at være tryg ved at sove", hvor jeg besøger Rebekka på 5 måneder og hendes forældre. Rebekka har også brug for meget tryghed, når hun skal sove. Klippet er fra min søvn-dvd "Sådan sover dit barn" og koster 35 kr.

Derudover vil jeg også varmt anbefale at du læser min bog "Helens bog om børn og søvn".

Jeg håber at ovenstående hjælper videre på vej og giver lidt idé om, hvad I kan forvente lige nu og hvad I kan arbejde videre med :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk