Kære Helen

Min kæreste og jeg har brug for råd, til at nå igennem til vores søn som er 3 år.

En lille forhistorie:

Vores søn græd det meste af dagen da han var lille, og sov meget lidt (ca.14 timer i døgnet). Han havde meget svært ved at starte i vuggestue. I løbet af nogle måneder efter han var startet, kontaktede personalet os, og sagde at de mente at vores søn var det man kalder et "sensitivt barn". De fortalte lidt om det, og gav os noget materiale om det. Da jeg hørte og læste om det, faldt der mange ting på plads.

Hans sensitivitet kom således til udtryk i vuggestuen:

Han kunne ikke overskue larm og fx børn der løb omkring ham. Han reagerede ved enten at "fryse" og kunne ikke selv komme væk fra situationen, eller at bryde sammen. Han ville sjældent væk fra de voksne. Og hvis dagens rutiner var lavet lidt om, blev han forvirret og græd.

Efter et lille år i vuggestuen fortalte personalet at de ville prøve at lave nogle "legegrupper", for at lære vores søn at han kunne "bruge" de andre børn til fx leg eller bare anden form for kontakt, fordi de syntes at han havde svært ved at skabe kontakt til de andre børn. Han blev bedre, men havde stadig problemer da han skulle sige farvel til vuggestuen og starte i børnehave.

I maj måned startede han så i børnehave, og vi søgte om dispensation, så han kunne komme i en børnehave hvor de har "overskud" til ham, fordi vi og pædagogerne fra hans vuggestue, mener at det er vigtigt at han bliver set og imødekommet. Han går nu i en børnehave hvor der er èn ekstra voksen på stuerne.
Begyndelsen var svær, men han er ved at vende sig til det.

Vores søn er en meget meget livlig dreng, som sjældent sidder stille ret længe af gangen, og så taler han lige fra han vågner til han er faldet i søvn, og gerne med spørgsmål hele tiden. Alt sammen dejligt som udgangspunkt, men også utrolig krævende, fordi han samtidig aldrig viger to skridt fra os. Han bliver forskrækket hvis han hører en lyd, og kan græde over, at det blæser. Og også fordi han ikke tager et nej alvorligt.

Vi har altid gjort og sagt følgende:

"Nej jeg vil ikke ha du slår med pinden, det gør ondt på mig, du må slå i græsset"

Hvis det så fortsætter flere gange (max 3) siger vi:

"Du slår mig stadigvæk med pinden, hvis du ikke stopper så skal du ikke lege med den mere"

Og når vi siger sådan, så blir det sådan, vi tar den fra ham.

Så bliver han selvfølgelig gal og ked af det, og så trøster vi ham og siger fx at det var også træls at du ikke lige må lege med den mere, det kan jeg godt forstå, men du slog mig med den, og det vil jeg ikke ha. Så kan han sørge lidt over det, og det får han lov til.
Næste dag kan vi ha samme senarie, men det tænker jeg er normalt.

Men i situationer hvor det ikke handler om ting, men hvor det handler om grænser, der er der absolut intet der virker.

Her er forskellige senarier:

Han forsøger fx altid at opføre sig dominant overfor andre børn, og det er både dem der er mindre og ældre. Han råber dem ind i hovedet, skubber, slår eller siger at de ikke må være der.
I de situationer siger jeg fx: Jeg vil ikke ha du råber/skubber/slår pigen, hun kan ikke li det, se hun bliver ked af det. Du kan sige hej til hende og fortælle hende hvem du er, eller du kan lade hende være. Det kan jeg så sige fra jul til påske og det hjælper ikke. I de fleste tilfælde har det resulteret i at vi er gået fra stedet.

Han er utrolig grænsesøgende overfor voksne, mest overfor folk han kender. Fx min veninde som han bliver ved med at sparke ud efter, mormor han er voldsom overfor, farmor som skal slåes med en pind eller det kan faktisk også være en fremmed i køen foran, som han kan forsøge at skubbe med foden. Jeg takler det på samme måde som ovenfor, igen uden resultat. Han griner bare og siger at han bestemmer at han gerne må slå. Og så går han temmelig meget amok og råber og græder at det bestemmer han. Men det får han altså ikke lov til at bestemme.

Vi har gjort brug af forskellige taktikker. fx humor, hvor vi siger noget i stil med: "din lille fidus, det må du ikke" og så kildet ham eller givet ham en svingtur. Det hjælper tit, men det er svært altid at finde det sjove frem i en situation jeg har lyst til at løbe væk fra. Og så synes jeg lidt, det er som om, at han bruger det til at få opmærksomhed med. Hvis jeg gør sådan her, selvom mor siger hun er ved at lave mad, jamen så kommer hun og kilder mig, og så bliver han ved.

Vi har lader ham også ha indflydelse på forskellige ting, fx "vil du gerne ha tomatsuppe eller frikadeller til aften?" og det han vælger får vi så. Vi lader ham også bestemme andre ting, som fx hvilken hat han vil ha på, hvor kartoflerne skal ligge på hans tallerken. Hvis han siger nej når han blir kildet stopper vi, og hvis han fx giver udtryk for, at musikken er for høj, så skruer vi ned. Han får ikke lov til at bestemme om far skal gå ud af stuen, eller om jeg skal sidde et andet sted. Eller om hans ble skal skiftes. Hvis han ikke vil ha skiftet den, siger vi "okay vi kan vente lidt, når jeg kommer tilbage fra køkkenet, så skal den skiftes", osv.

Men det er som om, at det første "nej" sætter tingene igang for ham. Han går i gang med en lavine af ting som han godt ved han ikke må. Og det blir vildere og vildere og mere og mere ukontroleret.
I de situationer kan jeg se, at jeg har opført mig knap så pædagogisk. Jeg har råbt, og jeg har også formuleret mig forkert, og sagt tingene på en måde, som måske har givet ham skyldfølelse. Og jeg har været så irriteret på ham, at jeg ikke ku overskue at ta hånd om hans sensitivitet, og næsten bare været lige glad.

Alt sammen noget som jeg ikke synes er okay, og som jeg har sagt undskyld til ham for (lige efter situationen), og sagt at jeg blev rigtig gal, og det hele var så bøvlet og at jeg kom til at råbe af ham, og det var ikke okay. Jeg vil lige tilføje, at jeg ikke syntes det skal retfærdiggøres at råbe og te sig dumt, bare fordi man kan sige undskyld bagefter. Jeg skammer mig over at jeg ikke altid har overskud, og at jeg blir irriteret på ham. Både fordi jeg ikke synes at det er rart at ha de følelser overfor min søn, og fordi jeg ved at han er så sensitiv.

I min egen barndom er jeg altid blevet talt ned til af min far. Han har elsket mig, men børn skulle ses, ikke høres. Min mor har været meget bedre, men når hun har skældt ud, har hun givet mig skyldfølelse. Det har resulteret i at jeg har rigtig dårlig selvværd, og jeg har haft en del angst. I februar blev jeg sygemeldt med stress, og har siden da, gået til psykolog. Det her hjulpet helt utrolig meget.
Derfor er det så vigtigt for mig, at vores søn aldrig nogensinde kommer til at føle om sig selv, hvad jeg har følt om mig selv. Ikke go nok, og så mange andre trælse følelser.

Til alt dette skal vævnes, at vi bruger rigtig meget tid sammen med vores søn. Han har aldrig været et "instutionsbarn" max 6 timer har han oplevet at være i institution, og det ganske få gange. Han har ferie når vi har ferie, og holder fri med mig når jeg har studiedag osv. Vi tager i parken og vipper, går på alle de legepladser der ligger omkring os. Går ud og hopper i vandpytter, fanger krabber ved molen, sidder og læser bog på altanen, ser en film, eller han hjælper med at gøre rent, indkøb osv.

Vi er godt klar over, at ingen børn hører efter hele tiden, og sådan skal det være. Men hvordan får vi ham til at forstå budskabet, bare en gang imellem?

Mange venlige hilsener herfra

Svar

Hej med dig

Tak for dit brev, din fine beskrivelse af jeres lille dreng og alle de tanker du har gjort dig - og dejligt at høre fra dig igen :)

Det lyder som om at jeres dreng udvikler sig rigtig godt og han får den støtte, han nogle gange har brug for. Du fortæller at din dreng er det man kalder særligt sensitiv og jeg vil her lige fortælle lidt om dette:

Særligt sensitive børn er børn, der bearbejder indtryk med større dybde. De reagerer ofte med særlig følsomhed over for lyde, synsindtryk og berøring. De påvirkes tydeligt af større forsamlinger og reagerer også, hvis der er meget baggrundsstøj. De bryder sig f.eks. ofte heller ikke om tøj, der kradser.

Særligt sensitive børn bliver meget påvirkede af andres følelser og hvis omgivelserne udtrykker tristhed, vrede, stress eller andet, så reagerer de på det med det samme. På samme måde er de så også lette at smitte med godt humør, de kan bryde ud i et kæmpe smil, når de mærker at omgivelserne er glade ...

Særligt sensitive børn har ofte en stor retfærdighedssans og de bliver meget påvirkede af og kan blive meget kede af det, hvis de oplever uærlighed eller at andre lyver. Sker der f.eks. ting i børnehaven, så opfanger de mange små deltaljer og kan blive meget påvirkede af situationen og det der sker - også selvom de måske ikke selv er en del af den situation der opstår, men ser på det ude fra, så påvirker det dem. De tager det ind på en anden måde, hvor andre børn måske nogle gange ikke vil se det, ikke vil reagere på det.

Særligt sensitive børn er generelt meget tænksomme børn. De tænker meget over tingene og stiller ofte mange spørgsmål til livet, hvordan ting fungerer, taler om følelser osv. Udfordringen med dissse børn består ofte i at de har brug for masser af stimulation - der er tale om kvikke og begavede børn, der gerne vil vide og opleve og samtidig så bliver tingene også let for meget for dem. De bliver let overstimulerede, der skal ikke så meget til før de "kommer op i gear".

Særligt sensitive børn har brug for tid til at tilpasse sig nye situationer. De trives overvejende med en forudsigelighed, så de ved, hvad de kan forvente og hvornår. De har brug for forberedelse og brug for tid til at se tingene an. Det er her vigtigt at sige at de særligt sensitive børn ikke har en specielt dårlig tilpasningsevne eller er mere omstillingsparate end andre børn. Det handler snarere om, at barnet skal have tid til at tilpasse sig.

Psykologerne Lise og Martin August har specialiseret sig i "særligt sensitive voksne og børn". Se hjemmesiden sensitiv.dk. De holder blandt andet foredrag i København, Århus og Odense.

Du er allerede meget opmærksom på at tage hensyn til din dreng og gør derfor mange af de ting, der er rigtigt gode, når man har et særligt sensitivt barn. Det kan f.eks være at skabe genkendelighed, have faste rutiner og ritualer. Jo mere han forberedes, jo bedre er det. Du lytter til ham, anerkender ham, bruger rigtig meget tid sammen med ham og giver ham den nærhed og kontakt han naturligt har behov for. Og du sætter naturligt også grænser, når du oplever at der er behov for dette og prøver så godt du kan at sætte grænserne, uden at han skal føle sig forkert. Og det er rigtig fint.

Og ja, nogle gange har du ikke overskuddet, du er træt, stresset osv. og så kommer du til at råbe af ham, skælde ud - det er ganske menneskeligt :) - og du er helt bevidst om når det sker, bliver ked af det og undskylder naturligt overfor ham, forklarer osv.

Den baggrund du har med dig, gør naturligt at det er særlig vigtigt for dig at styrke din drengs selvværd. Selvværd skabes ved at du anerkender din dreng og fortæller ham og viser ham, at han er noget særligt og at ingen kan tage hans plads. At han er nødvendig og at det er dejligt at være sammen med ham og at du er glad for ham.

Selvværd skabes også af at I gør ting sammen, så han kan mærke at du sætter pris på netop at være sammen med ham. At det I to har sammen er dejligt og godt og ikke kan erstattes af andet. Det kan være at gå til noget sammen, sætte sig på molen og fange krabber osv. som du allerede gør. Det kan også være små ritualer, hvor I sidder sammen i sofaen, læser, bøger, synger sammen, at du giver dig tid, når du putter ham om aftenen osv. Han kan f.eks. også hjælpe dig med at dække bord, lave mad osv. Det er vigtigt for ham at føle at han har en plads og at du sætter pris på at han hjælper dig.

Når alt dette er sagt, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om din dreng måske har brug for nogle sansemotoriske øvelser. Børns evne til at lære nyt og indgå i sociale sammenhænge afhænger på mange måder af deres motoriske færdigheder og af hvordan de bruger deres sanser.

Børn med sansemotoriske problemer, vil ofte have rigtig svært ved at kontrollere deres krops bevægelser og de har meget svært ved at fornemme deres krop - derfor ser man ofte at arme og hænder hele tiden er i bevægelse. De vil ofte også have svært ved berøring, både svært ved at blive rørt ved og også svært ved selv at mærke hvordan de rør ved andre - altså hvor hårdt de trykker eller hvordan man kærtegner og måske hænger jeres drengs leg, der bliver "vildere og vildere" og det at han har svært ved at vurdere at man ikek skal råbe, skubbe, slå en anden - sammen med at han har svært ved at "mærke sig selv", svært ved også at fornemme sin egen krop.

Der findes privatpraktiserende ergoterapeuter som tilbyder sansemotorisk træning. Der er også fysioterapeuter som tilbyder dette - og i nogle kommuner har man en børnefysioterapeut ansat, som man kan kontakte (det er gratis, hvor det jo koster penge at søge privat hjælp). Behandlingen kan blandt andet bestå i at lave specielle børsteøvelser, hvor man med en speciel børste, børster barnets krop på en bestemt måde. Men det kan også være øvelser, der af barnet opfattes som leg - løbe, hoppe, rulle, bevæge sig rundt på en forhindringsbane og lignende.

Når børn har sansemotoriske problemer, så kan det vise sig forskelligt. Nogle børn bliver meget urolige, næsten hyperaktive og har meget svært ved at sidde stille. Andre børn trækker sig ind i sig selv og har svært ved at rumme større forsamlinger og meget uro og jeg tænker at det måske også spiller ind hos jer. Og det er forholdsvis let at gøre noget ved ...

Det er rigtig godt at du har en god psykolog - tal også med hende om de tanker du gør dig omkring din dreng, om følelserne omkring at være en "god nok mor" - hvilket du bestemt lyder til at være.

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk