Kære Helen

Jeg har en søn der lige er blevet 4 år, her i juli måned. Har læst meget om at 4 årige kan være stride, men vil alligevel godt have din hjælp.
----
Jeg har været alene med min søn fra starten, så han har aldrig været vant til at have mor og far på samme tid. Det første halvandet år, var min søn og jeg meget os to. Selvfølgelig med mødregrupper og besøg hos min familie, men de bor langt væk. Hans far kom cirka en gang om ugen, i en times tid. ( hans eget valg) og min søn ville ham slet ikke.

Efter halvandet år begyndte vi stille og roligt med samvær hos ham, og det er efter lidt kamp for at få ham til at holde aftaler osv. Begyndt at gå rigtig godt – Han er hos ham hver anden weekend fra fredag til mandag + torsdag/fredag den anden uge. Det sidste års tid har jeg kunne mærke på min søn, at han er rigtig glad for at være hos sin far, og det er jo skønt at kampen er lykkes – synes det er så vigtigt han har et godt forhold til sin far.

Han har altid været glad for at gå i vuggestue/børnehaven, og er generelt glad for at have mennesker omkring sig. Han er en aktiv dreng, meget kærlig og elsker krammere. Han er også en meget følsom dreng. Hvis han for eksempel laver noget der er sjovt, og man griner fordi det er humor, bliver han så gal og siger man ikke må grine af ham.

Men jeg synes at det er gået ”ned af bakke” det sidste halve års tid. Han siger at han leger alene i børnehaven, og siger jævnligt at han ikke vil derhen. Har selvfølgelig haft fat i børnehaven, og de ser ikke problemer, og siger at han trives fint. Men har perioder hvor han er lidt stille.. Men de holder øje med ham og giver updates.
De sidste par måneder er han begyndt at snakke grimt sprog og slå, og jeg retter ham med det samme, og siger at det sprog vil vi ikke have herhjemme, og det skal stoppe.. Hvis der er noget der gør ham sur, skal han sige det så jeg kan hjælpe ham for det er ok at være, det kan mor også være.

Jeg har et par eksempler på forskellige ting der bekymrer mig :
For nogle måneder siden ringede børnehaven, at jeg måtte hente med det samme da jeg måtte på skadestuen med min søn – Han havde fået en spade lige på læben, der var flækket på langs.. Det var en ny dreng dernede der havde slået ham.. Han er en lidt større dreng, og tror vist de andre børn ser lidt op til ham. Jeg kunne mærke at min søn har været mærket af episoden, er blevet forskrækket - Børnehaven har haft episoden oppe og vende til samling, og det er snakket godt igennem..

Forleden dag skulle jeg vække ham, han var faldet i søvn på sofaen – da jeg vækker ham siger han bare ”du er dummere end lort”, og sover videre…
Jeg er tit dum eller en lort – og jeg synes det kan komme ud af det blå. Han har bare altid før været en kærlig dreng, der elsker krammer og hygge og leg. Hans far ser ikke samme udfald, men jeg tænker at det er fordi han ikke er på hjemmebane på samme måde, som hos os.

Nu har vi så lige været på sommerferie – Min kæreste, hans søn, mig og min søn. Begge børn er 4.. Min kæreste har måske nok haft lidt mere fokus på sin søn, og det har min søn kunne mærke. Han er ikke vant til at skulle dele, og er derfor blevet rigtig sur på min kæreste, så han en gang har sparket efter ham, og da han spurgte om han måtte få en krammer sagde min søn – hvis du tager en krammer, sparker jeg dig i hovedet !!!! Og så har han jævnligt gået og små slået, eller irriteret min kærestes søn i ferien. Min kærestes søn er en mere stille type, og er hurtigt blevet ked af de mindre ting også, såsom hvis min dreng kilder ham, eller driller harmløst.

Vi har så efter endt ferie, første dag i børnehaven i mandags – og jeg kører ned og henter min søn. Han bliver rigtig rigtig sur, og slår mig – Jeg tager ham til side, og spørger hvad der er galt. Han siger jeg er dum – Jeg siger ok, men hvis du nu fortæller mig der gør dig ked af det, vil jeg prøve at hjælpe, og jeg remser lidt ting op.
Er nogen i børnehaven dumme
Savner du far
Eller er der en helt anden ting.

Han begynder så at græde, og siger at han savner far – det kan jeg sagtens forstå, for vi har lige holdt ferie, og der har han ikke set ham i lidt over 3 uger, og så oveni købet har han skulle forholde sig til at skulle dele min kæreste med hans søn, som vi normalt ellers kun har hver anden wwwkend. Han er også lige blevet storebror ( fars side) og det kan jeg godt se også er spændende at følge..

Jeg ringede så til far, og spurgte om vi måtte komme ud til dem. Min søn ville gerne have at jeg også blev, og jeg var der en time. Vi havde på vejen derud snakket om at det ville være hyggeligt at han blev der og sov, så han kunne hygge med far. Det var ok sagde han.

Da vi så kommer derud til han slet ikke snakke med far, smækker døren til sit værelse, og der må kun mig og ham være. Vi fik så snakket lidt igen, og jeg fik ham listet ud på græsset og lege, og far tog så mere og mere over. Da jeg så ville gå, holdt han fast i benet på mig og græd.. Uhh hvor gør det ondt indeni, for jeg ville gerne hjælpe ham, også derfor vi kørte ud til far med det samme, så han kunne fornemme at han blev hørt når han sagde han savnede ham – Jeg vil ikke have han skal føle der er en mur mellem mor og far.

Tirsdag da jeg hentede var han så glad, og børnehaven sagde at de havde været lige ved at ringe til mig, fordi han ville have mig. Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag sammen uden ballade.

Onsdag da jeg så henter ham, er jeg igen en dum lortemor, og da vi skulle putte om aftenen bliver han sur over en lille ting, og siger ”jeg elsker dig ikke” – Jeg siger så til ham – ” det er ok, jeg elsker stadig dig rigtig meget” – Tror nu ikke han mener det så bogstaveligt, men tænker at han kæmper med en masse ting lige nu… Men hvordan hjælper jeg ham bedst muligt.. Jeg vil ikke have det sprog, og jeg vil ikke have at han slår – Det er ikke kun mig, det er også min mor når hun er på besøg engang imellem. Har prøvet at være forstående, blive sur, time out, blive puttet i seng. Er så ked af det og frustreret.

Han skal ud til sin far de næste 2 weekender, og igen på forlænget weekend fra onsdag til mandag, sidst på måneden.

Det er rigtig rodet fortalt det her, da det jo er over en længere periode. Imellem sine flip, har vi det rigtig hyggeligt, og jeg ser min dejlige dreng igen. Vi har jo et tæt bånd, fordi det har været meget os to. Det er meget kort ridset op, men jeg håber det i grove træk giver en idé om hvad det handler om

Med venlig hilsen
En ked af det mor, det vil have sin glade sjove søn tilbage.

Svar

Kære mor

Tak for dit brev og velkommen til :)

Når jeg læser din beskrivelse af din lille dreng, så får jeg indtryk af at han har det rigtig svært og der er sandsynligvis flere ting der spiller ind. Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig og så må du selv vælge til og fra, hvad du synes du kan bruge og hvad du tænker kan passe hos jer ... :)

Det er rigtigt at fire års alderen kan være en svær alder, men bestemt også en rigtig dejlig alder. Din dreng er så gammel nu at han langt bedre kan sætte ord på sine tanker og følelser og det er rigtig godt - men det giver naturligt også lidt ekstra udfordringer, fordi han afprøver nye ord og også afprøver hvad der sker med dig, hvordan du reagerer, når han siger grimme ord eller kalder dig mindre pæne ting.

Nogle gange bruges disse ord, fordi han afprøver på dig, for at lære af dig. Han oplever sandsynligvis andre i børnehave sige "dumme", "lort", "pis" eller lignende og han ved ikke, hvordan man skal reagere på dette. For at finde ud af det, så afprøver han på dig og det er vigtigt at du ser det positivt, for det viser jo netop at han er så tryg ved dig, at han tør.

Andre gange bruges disse ord fordi han kan dem og er f.eks. udtryk for en frustration eller fortvivlelse, som han ikke rigtigt kan sætte ord på. Selvom hans ordforråd er stort, så vil han stadig have svært ved at sige f.eks. "Jeg føler ikke at du ser mig" eller "jeg bliver usikker når ..." eller "jeg er bange for at du bedre kan lide xx end du kan lide mig" eller lignende. Og det eneste han så kan sige, når han føler sådan er "dumme mor" eller "lorte mor".

Din dreng er rigtig godt igang med at finde ud af hvordan verden fungerer og hvordan han kan bruge omverdenen. Og han er helt afhængig af dit nærvær, din kontakt og opmærksomhed for at kunne udforske verden og finde ud af hvad regler og hensyn der er. Og et eller andet sted, så tænker jeg at han er meget usikker. Han er meget usikker på, hvor han har dig og gør sig måske en masse tanker om de lidt større spørgsmål i livet, f.eks. døden, eller hvor børnene kommer fra. Han spekulerer sikkert også over hvorfor mor og far ikke bor sammen eller kan være nervøs for om du bedre kan lide din kæreste eller din kærestes søn, end du kan lide ham. Ligesom han kan være urolig for om far mon vil elske den lille ny baby højere end han elsker ham ...

Samtidig så oplever han modstand i børnehaven, modstand fra de andre børn og måske leger de meget voldsomt. Det lyder som om at det ikke altid går stille for sig og din dreng bruger naturligt mange kræfter på at finde ud af bare at være i børnehaven.

Jeg tænker også at han sagtens kan være stresset over alle de ting han oplever, de skift han har i hverdagen, de tanker han gør sig og som han naturligt ikke kan sætte ord på og ikke kan beskrive. Og faktisk tænker jeg at det er helt naturligt at han skifter meget mellem glæde og voldsom vrede og fortvivlelse og frustration. Det er helt naturligt at hans følelser kører på højtryk. Han har det rigtig svært og han mærker også at han har det skidt - men han ved ikke hvorfor. Han er bare ked af det, usikker på det hele, og når du så f.eks. spørger ham, hvad der er galt og giver forskellige forslag, så vælger han det, som han umiddelbart synes passer bedst.

Så den dag, hvor du henter ham i børnehaven og han har det svært, her er forklaringen "jeg savner far". Det gør han sikkert også - men det er ikke hele forklaringen, der er mange flere ting som spiller ind og som påvirker, men det er det han kan sige. Du reagerer med at køre hen til far og det er også rigtig fint, men da I kommer frem, så vil han ikke far - netop tegn på at det slet ikke er det, det handler om, men nok noget helt andet.

Og hvad er så det? Jeg tænker at din dreng har rigtig meget brug for at du ser ham og er der for ham. At du taler med ham, lytter til ham og prøver at forstå hans verden. Du skal virkelig prioritere ham - ikke sådan at han skal bestemme det hele, I skal stadig have regler og rutiner, men det er vigtigt at han mærker at du er der og at din kærlighed er betingelsesløs. Han skal vide at du elsker ham uanset hvad der sker og uanset hvad han gør eller hvordan han opfører sig, hvad han kan osv. Betingelsesløs kærlighed er den største gave du kan give ham.

Det er rigtig svært, for når I har konflikter, så tærer det naturligt på dig og derfor vil du ofte få følelsen af at han er urimelig i sine reaktionsmønstre og derfor ofte ende med at skælde ham ud, eller blive vred på ham ... Men det han har allermest brug for er at du holder om ham og trøster ham. Og han har rigtig meget brug for at vide at du synes han er okay, selvom han nogle gange bliver vred.

Prøv nogle gange at tænke "hvordan kan jeg bedst hjælpe ham lige nu?" og ikke tænke "hvordan kan jeg få ham til at holde op med at opføre sig sådan?". For han har brug for din hjælp. Nogle gange må du naturligvis godt forklare ham at du bliver ked af det, når han kalder dig grimme ord eller sige at du ikke vil have at han slår dig osv. Men prøv nogle gange at se igennem det og se hvad der ligger bag - hvorfor gør han det og tal så med ham om dette og giv ham redskaber til, hvordan han så kan reagere mere hensigtsmæssigt.

Gør ham vigtig for dig. Giv ham små opgaver som han selv kan klare og så han får fornemmelsen for at have en rolle. Ros ham, når han gør noget godt, så der også er fokus på det du gerne vil have mere af, fortæl ham igen og igen, hvor meget han betyder for dig og at du slet ikke ville vide, hvad du skulle gøre, hvis ikke du havde ham. Gør ham betydningsfuld og giv ham følelsen af at han er noget ganske særligt.

Siger din dreng nogle gange "jeg dur ikke til ...", "jeg kan ikke finde ud af ..", "jeg er grim", "de andre er meget sødere end mig", "de andre kan godt" eller lignende? Prøv at lægge mærke til hvordan han ser sig selv i forhold til andre. Det kan vise dig hvor usikker han måske er og det kan også give dig et indtryk af, hvordan hans selvværd er - måske er hans selvværd ikke er så højt.

Og selvværd og selvtilid er ikke det samme. Selvtillid handler om det vi kan, det vil sige de ting som vi er gode til, de ting vi præsterer. Hvis man er god til at spille bold, god til at tegne eller andet, så har man selvtillid på disse områder.

Selvværd handler om at man synes man selv har værdi. Det handler om hvem man er og hvordan man forholder sig til sig selv. Børn får højt selvværd af at blive set og anerkendt af deres forældre, af at føle de er værdifulde.

Selvværd og selvtillid er altså to forskellige ting og det er vigtigt at man er bevidst om at god selvtillid på forskellige områder ikke give et bedre selvværd. Det er derfor også vigtigt at forældre er bevidste om, at det at rose barnet kan give barnet masser af selvtillid, men at ros ikke behøver påvirke deres selvværd.

Din dreng har brug for at vide at du elsker ham og ser ham som den han er. Han har brug for at føle sig set, at han har en vigtig plads i familien, fordi han er den han er. Han har brug for at du lytter til ham og prøver at forstå ham. Det at følge at man har værdi - "jeg har værdi fordi jeg er lige præcis mig" det er selvværd. Har man et højt selvværd, så ved man at man er god nok, selvom man har begået en fejl.

Jo mere han får følelsen af at han, at lige netop han er noget ganske særligt, jo mindre konflikter vil du sandsynligvis opleve og en gladere dreng vil du få tilbage :)

Håber du kan bruge lidt af disse tanker videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk