Gider ikke at køre i bil
9. august 2012

Kategori:
Transport og ferie
Alder:
4 mdr.
Gider ikke at køre i bil
Hej Helen,

Vores dreng på 4 måneder HADER at køre i bil. Når man har kørt i 2 minutter begynder at klynke, efter lidt tid begynder han at skrige helt vildt. Et par gange har det været så meget at han nærmest blev blå om læberne.

Det betyder at det tager UTROLIG lang tid når man skal køre nogle steder, fordi man jo er nødt til at stoppe og trøste rigtig mange gange.

Han sidder på bagsædet, bag ved passagersædet. (af sikkerhedsmæssige årsager, og fordi man ikke kan slå airbag fra foran).

Jeg tænkte først at det måske var autostolen den var gal med. Men når man tager ham ud af bilen, og f.eks. sætter stolen med ham i, i en indkøbsvogn så er der ikke noget galt.

Vi har tonede ruder bagi, i vores bil - så der kommer ikke så meget lys ind til ham. Har overvejet at det måske kan være derfor.

Har også overvejet at han måske keder sig. Så har prøvet med alt mulig forskelligt legetøj, uden effekt.

Det hjælper en lille smule hvis man sidder på bagsædet sammen med ham. Så kan man distrahere ham en smule, og så går der længere tid før han bliver sur.

Hvad kan jeg gøre? Og er der overhovedet noget man kan gøre?

Synes det er rigtig træls, for jeg orker kun at køre 10-15 km med ham. Så der er rigtig mange ting vi må melde fra til.

Med venlig hilsen
Mie


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Mie

Det kan være en rigtig god idé at I ikke kører nogen steder, før din dreng er både aktiveret godt, har fået masser af mælk og er parat til at sove - så han kan sove i bilen. Sandsynligheden for at han vil acceptere at være i autostolen og i bilen er langt større, når han skal sove end hvis han har lyst til at være aktiv, opleve verden og er i hopla.

Når han sidder i sin autostol i bilen er det jo meget passivt, der sker ikke rigtig noget og hvis han ikke er "putteklar", så vil han sandsynligvis protestere over at blive placeret der, fordi han hellere vil lege. Derfor er det en god idé at tilrettelægge jeres bilture sådan, at han er aktiveret og har fået mælk osv. først.

Nogle gange kan det være en god idé at tage autostolen ind og sætte ham i stolen indendøre, få samlet de ting sammen I skal have med osv. og derefter sætte ham ud i bilen, hvorefter I så kører. Så han starter med at være i autolen indendøre og derefter flyttes ud i bilen. Andre gange fungerer det bedre at han først sættes i autostolen ude i bilen, så autostolen fungerer mere som en fast stol i bilen og kun bruges der. Her er du nødt til at prøve dig lidt frem.

Nogle gange hjælper det at sætte lidt beroligende musik på bilen, måske noget du i forvejen bruger, når han er ked af det eller når I danser i stuen eller lignende og som han derfor kender og føler sig tryg ved ...

Du skal naturligvis sikre dig at han ikke protesterer fordi stolen er for lille, selerne strammer osv. Du skal også sikre dig at han ikke bliver ked af det fordi han har det for varmt og måske har for meget tøj på og føler sig "for tæt pakket".

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk