Sutter på sin tommelfinger - 2 mdr.
17. juli 2012

Kategori:
Udvikling
Alder:
2 mdr.
Sutter på sin tommelfinger - 2 mdr.
Hej Helen

Jeg synes, jeg har masse af spørgsmål, selvom jeg nu er andengangs mor, men trøster mig med, at børn jo er forskellige :)

Min lille søn på 2 måneder tager ikke sut. Vi har ellers prøvet en del gange og med forskellige sutter. Vi forsøgte faktisk allerede fra han var en uge gammel til omkring 6 uger. Herefter droppede vi det mere eller mindre, men har dog prøvet engang imellem bare for at se. Men den har ingen interesse. Hvis han er ked af det, og vi forsøger at give ham sutten, bliver han bare mere ked af det. Hvis han er glad skubber han bare sutten ud igen. Tror slet ikke, han kan finde ud af at tage fat i den.

Jeg har egentlig tænkt - fint nok. Der er også fordele ved ikke at bruge sut… Nu er sagen så, at han i løbet af de sidste par uger er begyndt at sutte rigtig meget på sine tommel- og pegefingre. De er nu lidt røde/hudløse. Han gør det primært, når han er ked af det, eller når han er ved at vågne op.

Jeg kan huske, at min ældste søn også suttede hænder og fingre, for at undersøge dem. Men jeg syntes mere, det var hele hånden. Og så synes jeg primært, det var i de vågne og glade timer.

Har min lille dreng brug for en sut? Er det et problem af han sutter tommelfinger, eller er det bare fordi, han undersøger verden? Og kan jeg smøre de røde fingere med noget? (han vil jo i så fald få det i munden også).

Hilsen
Mor for 2.gang


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Mor for 2. gang

Tak for dit brev og det er kun dejligt du spørger. Der kan være masser af spørgsmål uanset om man er 2., 3., 4. gangs mor .. :)

Det er helt normalt at børn i 2 måneders alderen sutter på fingre. Nogle gange på hele hånden, men ofte også på flere af fingrene. Det er en naturlig del af barnets udvikling og det er rigtig fint. Dog skal man være opmærksom på hvor meget barnet gør det og om barnet har tendens til altid at søge sin tommelfinger. For der er naturligt en risiko for at barnet så får for vane at sutte på tommelfinger.

Det anbefales at man giver barnet en sut i stedet, fordi man for det første kan fjerne en sut igen. Et barn der sutter på finger kan sutte i årevis, nogle gange helt op i skolealderen. Derudover så har det at sutte på tommelfinger risiko for at påvirke barnets tandstilling, - det kan give overbid ... Så det er en god idé at forsøge at erstatte fingeren med en sut, men vil han ikke have den, så er der jo ikke noget at gøre ved det :) Du kan prøve med forskellige slags - der er lange, runde, korte, brede, flade modeller og du kan forsøge med både silikone og naturgummi.

Det er begrænset hvor meget du kan smøre hans røde fingre med, da han vil få det i munden. Du kan evt. prøve med en mild svanemærket læbepomade og se om det kan hjælpe lidt, men ellers er det bedre at forsøge at erstatte med sutten.

Jeg har hørt fra enkelte forældre at de med kraniosakralterapi har haft held med at få barnet til at tage imod en sut - det er jo ikke noget der officielt anbefales, men nu ved du at muligheden er der.

Håber du kan bruge dette videre, - og læs også meget gerne min bog "Helens bog om dit barns udvikling", hvor jeg under 8-10 uger blandt andet skriver "nu er det tid til at putte fingre i munden og sutte på dem.. " :)

Rigtig god sommer!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk