Kære Helen,

Jeg har læst mange af dine svar til andre frustrede forældre til 3-årige og har fundet gode svar, men synes alligevel ikke, at nogen af svarene passer 100% på vores situation.

Vores datter A fyldte tre år begyndelsen af maj. Hun er vældig kvik, har haft et godt sprog meget tidligt, er følelsesmæssigt opmærksom og opfatter let stemninger og andres humør. Hun er, på hjemmebane, ikke så forsigtig eller bange af sig, er lidt tilbøjelig til drillesyge (med glimt og smut i de brune øjne!) og har aldrig været den nemmeste at sætte grænser for. Et nej bliver ofte opfattet som en udfordring, som vi så har haft let eller sværere ved at håndtere. Helt tilbage til 1-års alderen kunne hun med glimt i øjnene stirre på os, mens hun grinende for tredje gang smed et stykke mad på gulvet - "se mig - jeg tør godt!". En situation, der som regel nemt kunne sluttes med at sige tak for mad. Men som hun bliver ældre og får mere og mere fornemmelse for mulighed for selvbestemmelse, bliver konflikterne sværere.

Hun er for det meste i godt humør, men den sidste lille måneds tid, har der været utrolig mange stormvejr. Det er (i vores øjne) bittesmå ting, der kan udløse gråd, frustrationer og raserianfald. Eller hvad vi nu skal kalde det. Det kan være den venstre strømpe før den højre i stedet for omvendt, at pastaen rører ved kødsaucen osv. Nogle gange kan vi knapt finde årsagen.

Men når først turen er i gang, kan den være rigtig svær at stoppe, og min mand og jeg synes, det er rigtigt svært at håndtere.

Når vi f.eks. beder hende lade være med at stikke gaflen i mælken fortsætter hun oftest grinende, og skubber vi stolen væk fra bordet, så hun ikke kan nå, som jeg læste en anden gjorde, kan hun finde på at hoppe ned, skubbe stolen tilbage, kravle op og fortsætte, hvor hun slap. Siger vi så tak for mad, kaster hun sig grædende på gulvet og råber, at hun er sulten... Det er som om det, der hjalp, da hun var mindre ikke længere rækker.
Og hvad stiller vi så op?

Noget andet er de "frække ord", som A har lært efter børnehavestart for fire måneder siden. Vi har dagligt konflikter eller i hvert fald irettesættelser, hvor vi gentagne gange må sige, at ord som tissemand og lort hører hjemme på toilettet og ikke ved bordet. Hun er som regel ret uanfægtet og svarer med "tissemand, tissemand, tissemand"! Er det bedste bare at ignorere hende, når hun fortsætter dét sprog trods formaninger om at stoppe?

Vi har, især hvis A har slået ud efter os, nogen gange forsøgt os med at give hende en time out, hvor vi sætter hende i en stol, i sofaen eller i et andet værelse med en formulering hen i retning af, hvad vi har læst hos dig "når du slår os, må du sidde lidt for dig selv". Vi lader time out være ret kort, typisk blot to-tre minutter, inden vi så kigger til hende. Nogen gange har det god effekt, andre gange løber hun straks efter os, og så lader vi hende komme op på skødet til trøst og snak, hvis hun vil.

Vi har tænkt meget på, om det ikke hænger sammen med den kommende storesøsterrolle, der venter A om knapt tre måneder. Venner og familie kommenterer selvfølgelig min voksende mave og spørger også hende, hvad mor har i maven osv. Og hun svarer stolt! Vi har læst og talt meget med hende om det i den hensigt at forberede hende mest muligt, men måske har det alligevel været for meget eller i for god tid.

Hun og jeg havde en hverdagsfridag sammen for et par uger siden, som jeg virkelig havde glædet mig til. Men det var faktisk ikke nogen særlig hyggelig dag... Det var konflikt på konflikt. På et tidspunkt, hvor jeg havde ladet hende få en time out i sofaen, faldt hun så meget til ro, at jeg kunne sætte mig hos hende og tage hende på skødet. Vi nussede og trøstede, og jeg spurgte hende, hvorfor hun var så vred og ked af det dén dag. Hun svarede hikstende af gråd: "Jeg vil ikke have en lillesøster alligevel". Jeg spurgte hvorfor og fik svaret: "For så vil mor og far ikke lege med mig mere!". Jeg var grædefærdig og egentlig imponeret over hendes evne til at sætte ord på nogle (relevante) følelser og bekymringer, men tænker om det virkelig kan være dét, der er med til at give så mange kampe?

En enkelt anden gang har hun i en konfliktsituation (om strømper) i vrede slået ud efter min mave og råbt "dumme mor, dumme lillesøster" uden at vi i øvrigt havde talt om det.

Vi har efter de episoder prøvet at nedtone baby-snakken mest muligt og lader det nu mest være op til hende at vise interesse for emnet.
Og så tænker vi med gru på, om det bliver meget værre, når først lillesøster kommer...

Af andre livsbegivenheder må nævnes, at vi er fuld gang med toilettræningen og for få dage siden helt har taget bleen af A om dagen. Men konflikterne rasede nogen inden.
A begyndte som sagt i børnehave for fire måneder siden. Et ret ukompliceret skifte fra vuggestue i en integreret institution med kendt personale og følge af de bedste vuggestuevenner. I børnehaven er det i øvrigt ingen trods eller konflikter. Her fortæller pædagogerne, at hun er meget interesseret i og glad for andre børn (særligt store drenge!), men ikke frembrusende og fræk. Hun kan godt blive forskrækket, når de store larmer og skal på skødet af en pædagog, når der bliver råbt højt hurra eller fortalt lidt farlige historier. Hun er nok bevidst om, at hun er kommet nederst i hieraktiet som en af de små på stuen, og vi har da tænkt, om det kan være derfor, hun har brug for markere sig i sådan grad på hjemmefronten.

Det blev et langt brev, og jeg synes måske ikke engang, at jeg fik det helt præcist, men håber alligevel, at du har gode og konkrete råd, så hver dag ikke ender med en grædende A (og mor & far).

Jeg har hørt godt om Fie Hørbys bog - kan den mon hjælpe os?

Bedste hilsner,
A's mor

Svar

Kære A´s mor

Tak for dit brev og alle dine tanker :) Der er ingen tvivl om at flere af de ting du skriver spiller ind og det lyder faktisk som om at I tackler det hele rigtig godt og det er nogle fine overvejelser I gør jer.

Jeg ved fra dine tidligere breve og også det du skriver idag, at jeres datter på mange måder er en stor pige, en moden pige i forhold til hendes alder. Hun har et godt sprog og det er meget flot at hun er så dygtig til at sætte ord på, hvor meget hun egentlig tænker over at der er en lillesøster på vej. Jeg tænker at hendes frustrationer og voldsomme reaktioner på at gå igennem selvstændighedsfasen lige nu, handler meget om at hun har rigtig svært ved at finde sin rolle. Hun har svært ved at være den yngste i børnenhaven og samtidig være den store pige derhjemme og ja, jeg tror at du på den måde har ret, når du skriver, at hun et eller andet sted har brug for at "markere sig på hjemmefronten".

Det er helt normalt at jeres datter bliver både frustreret og utroligt vred over ting, som du synes er småting eller bagateller. I denne alder er følelserne ikke særligt nuancerede og hendes reaktioner kan virke meget urimelige i forhold til hvad der udløser dem. Det kan godt nogle gange skabe en situation, hvor du synes hun må tage sig sammen og opføre sig som den store pige hun er, men hvor hun på grund af alle de ting der sker i hende, faktisk har rigtig svært ved at leve op til de krav. For i visse situationer er hun netop stadig meget lille ...:)

Hendes selvstændighedstrang er dominerende og det er helt normalt at sige Nej! eller at gøre det modsatte af hvad I beder hende om. Det er også helt normalt at børn i denne alder kan overdrive deres følelser, så hun græder højere og mere voldsomt, når I forældre er i nærheden, end hun gør, når I ikke er der. Hun kan også godt føle skam og skyld med den alder hun har og hun begynder naturligt at kunne få lidt dårlig samvittighed, hvis en anden f.eks. får skæld ud over noget, som hun har gjort. Hun begynder på den måde at få lidt forståelse for hvad der er rigtigt og forkert. Og det er rigtig godt, for det kan I jo så netop tale med hende om, naturligvis med et sprog og et niveau, hvor hun kan være med og hvor I stadig anerkender hende :)

Når hun f.eks. sidder og siger "tissemand" igen og igen, så skal I naturligvis fortælle hende at det sprog vil I ikke høre. Og I må godt bede hende om at gå fra bordet, hvis hun ikke taler pænt. Andre gange vil det være en bedre idé at sige "okay, så siger du alle de grimme ord du kan og bagefter så spiser vi" og så lade hende sige det hun vil og når det så er gjort, så er det slut med det og så kan I komme videre ...

Når hun leger med maden og ikke spiser den, så er det fint at gøre hende opmærksom på at det vil I ikke have og at hun skal stoppe. Hvis hun ikke stopper, så kan I give hende en advarsel "jeg vil ikke have du putter maden op i mælken, gør du det igen, så flytter jeg maden" og så må du naturligvis fjerne tallerkenen med mad og afslutte hendes måltid. Og ja så bryder verden sammen for hende og det er okay - for det hun mærker er naturligvis frustrationen over at du ikke lader hende lege, men samtidig mærker hun også at du jo holder hvad du lover. Du siger ikke nej, nej, nej, jamen så gør det da - et nej er et nej og hun kan regne med dig.

Og siger hun så at hun er sulten, så kan hun naturligvis få sin mad igen, men med besked om at den skal spises og ikke leges med. Og gør hun det så igen, så er måltidet helt slut.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Men det har stor betydning, hvordan man kommer igennem konflikterne og her har I forældre en vigtig rolle. Der er mange følelser på spil og det der er vigtigt er at når I sætter grænser, så er det fordi jeres datter gør noget forkert, det er ikke fordi at hun er forkert. Det er derfor meget vigtigt at I ikke kritiserer hende, men i stedet det hun gør. For det handler om selvværd og det er det vigtigste vi kan give vores børn - følelsen af at de har værdi, fordi de er som de er.

Og når jeres datter bliver påvirket af graviditeten og at der kommer en lillesøster, så er det fordi hun bliver usikker på om I nu vil elske lillesøster mere end hende. Hun bliver usikker på om der vil være ligeså meget plads til hende, som før. Nogle sammenligner det med at vores mand kom hjem med en ny kvinde og sagde "hende elsker jeg, er hun ikke dejlig?! og sad og nussede og kyssede og kælede med hende, og sågar lod hende sove i dobbeltsengen. De følelser det ville frembringe i os ville være enorme og mange af de samme følelser kommer naturligt op i det lille barn, der skal være storebror eller storesøster ...

Nogle gange er det derfor en rigtig god idé at prøve at se verden med barnets øjne og forsøge at gennemskue, hvad tanker hun gør sig, hvad det er hun går og rumsterer med inde i sig. Og nogle gange skal der sættes ord på, men andre gange skal det vises med kropssprog og nærhed. Måske skal I lige nu ikke stille for mange krav til hende, ikke have for store forventninger men i stedet gøre lidt flere ting for hende, nurse hende lidt mere, så hun får lov til at være lidt lille. Hjælpe hende med tøjet, skoene, maden osv. selvom hun godt kan selv. Ligesom det vil være en rigtig god idé at lade hende sidde lidt mere på skødet, give hende ekstra mange knus og kys og nogle gange måske også sige "nej altså, jeg kan slet ikke få nok af dig, jeg kan kysse dig hele tiden" så hun både hører og mærker, hvor meget hun betyder:)

Fie Hørbys bog er en rigtig fin bog, som jeg vældig godt kan lide og som også lægger sig op af det menneskesyn jeg har og den måde jeg opdrager mine børn på. Den viser med fine eksempler hvordan vi kan gå fra at kritisere og være efter børnene til i stedet at give dem det frirum, de også har behov for. Den giver også gode eksempler på, hvordan vi nogle gange formulerer ting og hvordan vi kan formulere os anderledes og mere anerkendende og med respekt for barnet. Mange af tingene ved jeg at du allerede gør, så alt vil ikke være nyt for dig, men det er stadig en rigtig fin bog :)

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk