Bange for at gå på toilettet
9. juli 2012

Kategori:
Renlighed
Alder:
5 år
Bange for at gå på toilettet
Kære Helen

Jeg skrev til dig tidligere angaaende problemer med haard mave. Det syntes jeg faktisk gaar rimeligt.

Problemet er nu, at Oscar er bange for at gaa paa toilettet eftersom at det gjorde ondt paa ham, da han var forstoppet. Han er bange for at det gør ondt, det siger han selv.
Derfor kæmper vi efterhaanden en stor kamp om at faa ham til at gaa paa toilettet. Eftersom han ikke vil, holder han sig, og det ender jo alligevel med lidt afføring i underbukserne, og det kan være op til 6 gange paa en eftermiddag, hvis det lige er den dag, at han har behov for at gaa paa toilettet. Trods utallige forklaringer om, at det ikke gør noget, at han ikke skal være bange, at det er helt normalt at gaa paa toilettet og at det skal man... saa er taalmodigheden ved at slippe op. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal takle det nu.....?

Hvis der er gaaet nogle dage uden afføring, saa faar han et brev Movicol, og det virker, og det gør ikke ondt paa ham, men han er bange for at komme paa toilettet. Hvordan kan vi gøre det godt igen? Jeg er sikker paa, at hvis han lærer at slappe af og ikke frygter det mere, saa hjælper det ogsaa paa hans forstoppelse.

Kærlig hilsen
Lotte


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Lotte

Det er en rigtig god idé at holde jeres drengs mave igang, ved at sammensætte maden, så han så vidt muligt ikke får hård mave og har han brug for Movicol, så skal I give ham det. Det er ikke noget problem at han får det fast i en periode, hvis det hjælper ham og han så kan komme af med sin afføring :)

Hvis han oplever at afføringen er hård og svær at komme af med, så vil han holde igen og afføringen bliver hårdere og derfor sværere at komme af med og det er en rigtig dum cirkel at komme ind i. Når afføringen er hård og han skal presse meget for at få det ud, så får han let små rifter ved endetarmen og det gør rigtig ondt. Når han holder sig, så bliver dette værre. Derfor er det vigtigt at I så vidt muligt prøver at gøre afføring blød, uden at han får tynd mave, men så han flere gange i træk oplever at det ikke gør ondt, det er ikke forbundet med ubehag, at skulle lave stort på toilettet.

Da han lyder til at have helt styr på sin afføring, og egentlig være klar, men er bange for de smerter han nogle gange har oplevet i forbindelse med at skulle have afføring, så er det vigtigt at I gør ham så tryg som muligt. Nogle gange kan det være nødvendigt at I sætter jer foran ham, når han sidder på toilettet og hjælper ham og guider ham, når han skal presse, så I er der, betrygger og beroliger.

Det kan også nogle gange hjælpe at bruge lidt ekstra tid på toilettet, f.eks. læse en bog eller lignende højt imens han sidder der, der kan gøre det lidt hyggeligt og det kan give ham den tid han måske behøver, for at få det ud ...

I skal også være opmærksomme på at et toiletsæde og også gerne en lille skammel, som han kan sætte sine fødder på vil være godt. Det gør at han kan slappe mere af, når han sidder på toilettet og ikke sidder og spænder i kroppen. Det er vigtigt i forhold til at kunne presse afføringen ud.

Det kan være en rigtig god idé at læse bøger om afføring og om hvordan kroppen fungerer, så han får så naturligt et forhold til det som muligt. Det kan være bøger der handler om maden vi spiser og hvordan den bliver til tis og afføring, ligesom I kan læse bøger om afføring f.eks. "Gæt en lort" af Sebastian Klein eller "Muldvarpen der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved" ... Igen for at det hele omkring afføring bliver lidt afmystificeret :)

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk