Kløe i hovedbunden - hvad kan det være?
9. juli 2012

Kategori:
Sygdom
Alder:
23 mdr.
Kløe i hovedbunden - hvad kan det være?
Kære Helen

Vores datter på snart to år er begyndt at klø sig meget i hovedbunden i nakken, hvor der er et meget rødt område med kradsemærker midt i nakken lige over hårgrænsen.

Hun har, da hun var helt lille (ca. 4-6 mdr.) haft børneeksem, som var særlig slemt i hovedbunden, men det har vi ikke set antydningen af siden dengang, og det, hun har nu, synes vi ikke ligner, idet rødmen kun er i et meget afgrænset område (der er ikke er hudirritation andre steder på kroppen).

Da vores pige allerede har meget og langt hår, tænkte vi, at det kunne være lus, så vi har puttet balsam i håret og kæmmet det, men vi synes ikke, vi kan se hverken lus eller æg. Kan det mon alligevel være lus, eller ville vi helt sikkert kunne se det?

Endelig har vi tænkt på, om det, at det er blevet varmere i vejret, og hun har fået kraftigere hår, kan betyde, at hovedbunden bliver mere fugtig og derfor klør? Kan man få svamp i hovedbunden el. lign. i den alder?

Vi ved godt, det kan være svært at vurdere ud fra et brev, men måske du kan udelukke noget? Synes du, vi skal søge læge eller give det lidt tid, til vi skal til toårs undersøgelse om godt et par uger? Vores læge har nemlig ferie indtil da.

Venlig hilsen
Førstegangsforældrene.


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Førstegangsforældre

Der kan være rigtig mange grunde til at jeres datter pludselig får kløe og rødme i hovedbunden og det er naturligvis vigtigt at I er opmærksomme og får det behandlet.

Lus vil ofte kunne ses, men de kan være meget små og tager ofte farve som håret, så hvis hun har meget lyst hår, så kan de være lidt sværere at få øje på. I kan købe et bug-buster-sæt som består af 3 kamme med forskellig bredde mellem tænderne. Det giver mulighed for at fange lus i flere størrelser og også få æggene med.

Rødme kan komme fordi hun klør sig. Men det kan også skyldes eksem, svamp, tør hud eller andet og det vil være rigtig godt at få lægen til at se på det og vurdere, hvad der er tale om. Hun kan godt få dette. Hvorvidt I kan vente til hun skal til 2 års undersøgelse må afhænge af hvor plaget hun er af det. Måske kan I få en henvisning til en hudlæge, der kan kikke på det og som ved mere om eksem, tør hud osv.

Det kan være en god idé at overveje hvad shampoo I bruger, når I vasker hendes hår og det kan godt tænkes at lægen vil anbefale noget specielt. Generelt må det anbefales at vælge et produkt som ikke indeholder parfume og som har en pH mellem 4.5-5.5. Jeg ved at allergologisk afdeling på Gentofte anbefaler Matas Luksus Shampoo - den med guldstriberne. Den fås både uden parfume og mildt parfumeret og det skal være den uden parfume, som er ekstra skånsom og mild.

I kan også købe shampoo på apoteket, som er til børn med følsom hovedbund af forskellige årsager, men det er generelt en god idé at finde ud af, hvad problemet er, for at vælge den bedste shampoo / behandling.

Håber I kan bruge dette videre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk