Vil ikke sove om dagen - 9 mdr.
7. juli 2012

Kategori:
Sovevaner
Alder:
9 mdr.
Vil ikke sove om dagen - 9 mdr.
Kære Helen

Jeg har nu brug for dine råd igen, det længe siden sidst og alt er bare gået så godt. Far har været på barsel i 12 uger og nu har jeg 2 måneders sommerferie med vores datter og så starter hun i vuggestue når hun er 10 ½ måned.

Vores problem er, at vores datter ikke vil sove om dagen mere, her sover hun i sin barnevogn og vi har bare kunne ligge hende ud og nogle gange har vi vugget vognen lidt og ofte er hun bare faldet i søvn i selv. Men nu snakker hun, laver prut lyde med munden, tag sutten ind og ud alt imens hun gaber og gnider sig i øjnene og til sidst ender det ud i gråd og jeg må vandre med barnevognen til hun sover.

Min bekymring er, at om 1 måned skal hun køres ind i vuggestue og her har de jo ikke tid til at gå rundt med hende og derudover frygter jeg, at jeg bare er ved at give hende en dårlig vane ved at blive kørt rundt. Jeg har også tænkt om det fordi hun nu har gået med sin far i 12 uger og så reagere på at nu det mig der hjemme igen. Hendes far tager afsted kl. 6 og er hjemme 17.30 hver dag, så det selvfølgelig meget han pludselig er væk igen.

Om natten falder hun som ofte i søvn ret hurtigt i sin seng, hun får flaske og jeg holder en hånd på hende til hun sover.

Jeg skriver lige vores plan for dagen, så du kan se om der noget her, der skal rettes på.

Kl. 6 - 6.30 vågner

KL. 7 - Havregrød spiser rigtig godt

kl. 8.30 - frugt, bolle

kl. 9-9.30 formiddagslur, sover ca. 1 time (den lur er som oftes den nemmeste)

kl. 11 - rugbrød, grønsager

kl. 13.00 flaske og puttes til lur( de dage hvor hun sover 13.30 sover hun 2 timer, men som i dag hvor hun først falder til ro kl. 14.45 bliver hun vækket 16.30 - 16.00)

kl. 16 - grød, frugt og eller en ½ bolle

17.45 aftensmad

Spiser hun ikke så meget aftensmad får hun havregrød efter bad

19.00 - 19.30 puttes til natten

23.00 flaske og sover til næste morgen

Jeg har jo bået overvejet om hun er overtræt eller ikke træt nok, for nogle dage kan jeg stå ved siden af barnevognen og sige shh men det måske 2 ud af 7 dage det lykkes.

Glæder mig til at høre fra dig

Signe


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Signe

Tak for dit brev og hvor lyder det dejligt at far og datter har haft barsel sammen og at du og lillepigen nu har sommeren sammen hjemme :)

Planen for dagen ser rigtig fin ud, men jeres datter går lige nu igennem en stor udvikling og viser mere og mere selvstændighed. Hun protesterer naturligt mod at ligge på puslebordet, hun vil ikke have tøj eller sko på, hun lukker munden for skeen og vil spise selv og - hun vil ikke sove. Det er helt normalt at børn i denne alder har rigtig svært ved at overgive sig til søvnen, hun vil ikke, kæmper imod og vil hellere lege, være vågen, opleve, undersøge osv. Og det må hun naturligvis også godt, men stadig skal hun også have sin søvn.

Det er derfor vigtigt at du stadig prøver at holder fast i at hun skal sove i løbet af dagen, men en balance, hvor du giver hende mulighed for at falde i søvn og samtidig ikke presser hende unødigt, så hun begynder at forbinde det at sove med noget ubehageligt.

Mange børn vil i din datters alder sove samlet 2 ½ time i løbet af dagen. Ofte en kort formiddagslur på 45-60 minutter og så en middagslur på måske 1 ½ time og det er okay. Mange børn vil også have svært ved at falde i søvn lige over middag og det kan derfor være en god idé at du prøver at putte hende lidt senere, f.eks. kl 13.30-14.

For at imødekomme hendes lyst til at opleve og mærke verden, så vil det være en god idé at du lader hende sidde op i barnevognen og triller hende en tur. Lad hende sidde og mærke vinden i ansigtet, se på ting I kommer forbi, tal med hende undervejs og lad hende blive lullet til ro ved vognens bevægelser og ved at lade hende få en masse indtryk. Det kan være en god idé at give hende en rosinbolle eller lidt frugt, som hun kan sidde og pille ved fordi det også gør hende træt at koncentrere sig om det. Banan og lidt mælk kan også være godt inden hun puttes til middagsluren. Ligesom det kan være en god idé at forsøge med en drypfri kop/flaske med vand, som hun kan drikke og falde til ro med - hun må gerne få den i barnevognen. Netop den drypfri kop vil hun også kunne få med sig i vuggestuen :)

Sørg for at I står op til samme tid hver dag uanset om det er hverdag eller weekend, for jo mere fast stå op tidspunkt I har, jo bedre vil du også kunne regne med faste sovetider i løbet af dagen.

Hold øje med klokken og hvornår hun plejer at falde i søvn og prøv at putte hende, når du fornemmer at kende det rette puttetidspunkt igen.

Hvis det er rigtig dårligt vejr og I er nødt til at være indenfor, så kan det være en god idé at du lægger dig med hende i dobbeltsengen og prøver at få ro på hende på denne måde, holder hende tæt, nogle gange lader som om du selv sover, sige ssh-ssh osv. så hun falder til ro og forstår at det er det I skal nu ... naturligvis passe på at hun ikke triller ned af sengen, for hun er jo meget mobil nu :)

Så selvom det er lidt frustrerende med en datter der lige nu bare ikke vil sove, men hellere vil lege og opleve, så er det tegn på en god og sund udvikling og du skal som sagt prøve at finde balancen mellem at stimulere hende og også kræve at hun får sin søvn - for hun har stadig brug for den :)

Rigtig meget held og lykke med hende :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk