Dårlig mor
4. juli 2012

Kategori:
Opdragelse
Alder:
17 mdr.
Dårlig mor
Hej Helen.

Ja, jeg skriver som jeg føler mig som en dårlig mor. Jeg har læst mange af dine svar til andre inc. mig selv, ang dette tema. Men jeg har svært ved at forholde mig til det.

Min dejlige dreng på 17 mdr. vil ikke så gerne være hos mig, når hans far er der. Hvis han slår sig og hans far er hjemme, vil han op til ham. Hvis han ikke er hjemme og han slår sig, vil han ikke op til mig. Han vil kun trøstes af sin far.
Feks. når han vågner om morgenen og vi tager ham ind i vores seng for at hygge, ligger han sig straks over til sin far og krammer og kysser. Det gør han aldrig hos mig.
Jeg ved godt at det lyder som en klagesang, men jeg føler mig sat ud på et sidespor. Jeg synes det er rigtig dejligt at han er glad for sin far og prøver at opmuntre det, men selvfølgelig bliver jeg ked af det.

Jeg ved ikke om det har noget med at gøre at det er mig der for det meste siger nej og ikke giver ham lov til det hele.

Han er et flaskebarn, så far har givet ham flaske lige så meget som mig. Det er som om han er mere knyttet til sin far og som mor gør det mig ked af det. Som om, jeg har gjort noget forkert.

Er der noget jeg kan gøre?????

Venlig hilsen
Mor


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære søde Mor

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)

Jeg ved ud fra dine tidligere breve at denne problematik ikke er ny hos jer. Du har generelt oplevet at jeres dreng skubber dig væk og foretrækker sin far og det kan jeg godt forstå er rigtig hårdt - spørgsmålet er også hvad der sker ...

Det er meget svært, ja nærmest umuligt for mig at vurdere i gennem en brevkasse og jeg synes faktisk, at du skal prøve at tale med jeres læge omkring det, for at høre om han/hun har nogle bud og evt. vil henvise jer videre. Jeg tænker også at du kan prøve at kontakte kommunens PPR afdeling (pædagogisk psykologisk rådgivning), for der at tale med en børnepsykolog, som kan besøge jer og vurdere jeres dreng, de tilknytningsmønstre der er og f.eks. komme med nogle bud på, hvad der sker og hvorfor det sker.

I nogle kommuner er også ansat sundhedsplejersker der blandt andet er uddannet Marte Meo terapeuter, som også kan være en mulighed hos jer.

Jeg har indtryk af at du er en sød og omsorgsfuld mor og at du elsker din dreng meget højt og at du som udgangspunkt ikke gør noget forkert. Jeg kunne dog godt forestille mig at du efter at have følt dig afvist så længe, naturligt trækker dig, for ikke at blive såret og dette mærker jeres dreng. Det kan godt forstærke problemet, hvis han fornemmer at han får en sådan reaktion fra dig og det kan nogle gange næsten gøre at du så kommer til at skubbe ham mere væk fra dig. Derfor kan det være en god idé at tale med en psykolog eller terepeut om hvordan du kan reagere mest hensigtsmæssigt.

Jeg tænker også at det er rigtig vigtigt at du og din dreng laver ting sammen uden far, hvor du naturligt er den han vil foretrække og også den der trøster ham, hvis han f.eks. falder og slår sig eller andet. I må gerne lave ting uden for huset, hvor I også er sammen med andre, på nye steder osv. hvor han naturligt kan være lidt mere usikker, fordi han ikke kender det og derfor også vil søge dig mere - det vil være rart for dig netop at mærke at han i disse situationer bruger dig :)

Det er også vigtigt at far bakker op om at du sagtens kan og at det ikke altid behøver være far. Far må gerne stå på sidelinjen og sige "nu giver mor dig lige jakken på" eller lignende, så jeres dreng tydeligt hører at det synes far sagtens du kan og at det ikke er sådan at far naturligt altid tager over, hvis jeres dreng hellere vil have ham til det.

Det er vigtigt at I forældre viser at I er glade for hinanden. At han ser jer holde jer i hånden, kysse, kramme osv. så han mærker at I vil hinanden og at han ikke kan skille jer ad. Det har stor betydning for at han også bruger dig :)

Og så er det vigtigt at du nogle gange prøver at gøre det modsatte, når han afviser dig så er det vigtigt at du i stedet fanger ham, kilder ham, tumler med ham, kysser ham over det hele, leger at du er en stor krokodille, løve eller andet der vil spise ham. Så han ikke får lov til at skubbe dig væk men i stedet får ekstra meget fysisk kontakt og nærhed "skal du være fræk, din lille bølle - her vil vi ikke have frække børn, frække børn skal kiiiiildes!" så han får ekstra meget fysisk kontakt og nærhed med dig :)

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Og stort knus fra mig til dig!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk